Der findes et sted på verdenskortet, hvor de små prikker er visket ud, og hvor kompasset bare drejer rundt og rundt, fordi det har glemt, hvor nord er. Det er Øen uden facit.
Man kan kun finde øen, hvis man tør lukke øjnene, mens man styrer båden, og hvis man lover ikke at spørge om vej. For på Øen uden facit er der ingen vejvisere. Der er kun eventyrvisere. Og de peger altid lige præcis derhen, hvor man har mest lyst til at være, selvom man ikke vidste det i forvejen.
Da jeg lagde til ved kysten, mødte jeg en flok børn, der var i gang med at bygge et tårn af skyer og spejlæg. De grinede så højt, at fiskene i vandet begyndte at danse tango. Jeg spurgte dem, hvor højt tårnet skulle være, og hvor mange æg de skulle bruge. De kiggede bare på mig og trak på skuldrene. De vidste det ikke. Og det bedste af det hele var, at de var fuldstændig ligeglade.
Skolen hvor man lærer at glemme
På Øen uden facit findes der også en skole. Men det er ikke en skole, som du kender den. Her sidder man ikke på rækker, og man skal aldrig række hånden op for at svare på noget. Faktisk er det forbudt at have det rigtige svar. Hvis læreren spørger, hvad to plus to er, og man svarer “fire”, så bliver man sendt ud i skolegården for at gynge, indtil man har glemt alt om tabeller.
De kloge børn på øen ved nemlig, at to plus to sagtens kan blive til en lyserød elefant eller en sang om en mælkebøtte, hvis bare man har fantasi nok. I klasselokalet hænger der store tavler, men de er ikke fyldt med regnestykker. De er fyldt med spørgsmål, som ingen kender svaret på. “Hvorfor sover vinden aldrig?”, “Hvor gemmer drømmene sig om dagen?” og “Kan man kilde en sky?”
Læreren, en gammel mand med briller lavet af lakrids, forklarede mig, at verden bliver meget mindre, hvis man altid skal have ret. Når man ved alt på forhånd, stopper man med at lede. Og når man stopper med at lede, holder man op med at opdage. På Øen uden facit lærer børnene ikke at nå i mål. De lærer at elske selve turen.
Uret der altid viser “nu”
Midt på øens torv står et kæmpe ur. Men det har ingen tal, og viserne er lavet af spaghetti. Hver gang man kigger på det, står der bare “NU” med store, gyldne bogstaver. Det betyder, at det altid er tid til det, man har lyst til. Hvis man har lyst til at spise morgenmad midt om natten, så gør man det. Hvis man vil sove under stjernerne midt om eftermiddagen, så lægger man sig bare.
Indbyggerne på øen har aldrig travlt. Hvordan skulle de også kunne have travlt, når de ikke skal nå noget bestemt? De går ture for at se på sten, der ligner små trolde, og de bruger timer på at tale med de blomster, der synger vuggeviser, når det regner.
De voksne på øen er præcis lige så fjollede som børnene. De har glemt alt om budgetter, kalendere og lange lister med ting, de skal nå. I stedet bruger de deres tid på at bygge drager af gamle aviser eller på at lære deres hunde at spille fløjte. De har opdaget, at man ikke bliver lykkelig af at have et facit i lommen, men af at have et smil i hjertet.
Da facit kom på besøg
En dag landede en lille mand i en meget stramt strøget skjorte på øen. Han havde en stor mappe under armen og en lommeregner i hånden. Han begyndte straks at måle stranden og tælle sandkornene. Han ville vide præcis, hvor mange blade der var på træerne, og hvor hurtigt floden løb.
Børnene flokkedes om ham. De havde aldrig set noget så mærkeligt. Manden råbte, at alt skulle i system. Han ville lave tabeller over glæde og grafer over leg. Han sagde, at øen var “uproduktiv” og “uorganiseret”. Men uanset hvor meget han regnede, så passede hans tal aldrig. Hver gang han talte til ti, kom en lille fugl og stjal hans blyant, eller en vindpust blæste hans papirer ud i havet.
Til sidst satte manden sig ned og sukkede. Han kunne ikke finde ud af det. “Hvad er resultatet af alt det her?” spurgte han fortvivlet. En lille pige gik hen til ham og rakte ham en mælkebøtte. “Resultatet er, at mælkebøtten er gul, og at du er her,” sagde hun. Manden kiggede på blomsten, og så kiggede han på børnene. Langsomt begyndte han at løsne sit slips. Han lagde lommeregneren fra sig og prøvede at fløjte. Det lød forfærdeligt, men det føltes helt rigtigt.
At tage øen med hjem
Da jeg skulle sejle hjemad igen, gav øens konge – som i øvrigt var en kat med en krone af papmasse – mig en lille sten. Den var helt rund og glat. “Husk,” sagde han (eller det tænkte jeg i hvert fald, at han sagde med sine øjne), “at livet ikke er en opgave, der skal løses. Det er en historie, der skal fortælles.”
Jeg gemte stenen i min lomme. Hver gang jeg mærker den, husker jeg på, at det er okay ikke at have alle svarene. Det er okay at lave fejl, at fare vild og at svare “måske” eller “det ved jeg ikke”. For i det øjeblik vi slipper facitlisten, giver vi plads til dannelsen, ånden og det magiske.
Jeg kiggede tilbage på øen, der langsomt forsvandt i tågen. Jeg kunne stadig høre børnene grine. Og jeg vidste, at selvom jeg nu skulle tilbage til en verden med ure og tal, så ville jeg aldrig helt glemme følelsen af at være på et sted, hvor det eneste rigtige svar er at være til stede.
Robotten der ville skrive et digt
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
