Der er måneder, der bare lugter af vådt løv, kold kaffe og politisk metaltræthed. Oktober er en af dem. Ude i verden vælter grænserne rundt, som var de tegnet med kridt på en skolegårds mur, og herhjemme går den nye regering ind i sit første rigtige efterår på Borgen med alvor i blikket og mapper under armen. Det hele ser ordentligt ud på overfladen. Men under overfladen sitrer noget langt mindre pænt.
Syrien er igen blevet det sted, hvor verdenssamfundet holder store taler og små pauser. Tyrkiet går ind i det nordlige Syrien. Kurderne, som i årevis har stået i forreste række i kampen mod Islamisk Stat, står pludselig dér med den kolde regning i hånden. De har været nyttige, indtil de ikke længere var bekvemme. Sådan er storpolitik ofte. Man kalder det strategi. Hvis man er ærlig, burde man kalde det noget andet.
Trump gør det, Trump gør. Et tweet her, en håndbevægelse dér, og pludselig flytter verdens mægtigste nation ikke bare tropper, men også moralens tyngdepunkt. Det er næsten imponerende, hvor hurtigt man kan få anstændigheden til at ligne en parentes. De kurdiske familier er ikke en parentes. De er mennesker. Børn, fædre, mødre, gamle, unge, drømme, frygt, alt det der, som diplomater er gode til at omtale i flertal, fordi ental gør for ondt.
Vi taler ofte om grænser, som om de kun findes på kort. Men de vigtigste grænser er tit usynlige. Grænsen for, hvor meget et menneske kan holde til. Grænsen for, hvor længe man kan stole på en allieret. Grænsen mellem realpolitik og rendyrket kynisme. Og her i oktober 2019 ser det ærligt talt ud, som om den sidste grænse er blevet trampet godt og grundigt flad.
Borgen i efterårslys er sjældent køn
Samtidig kører det hjemlige maskinrum videre med samråd, finanslovsforhandlinger, positionskampe og alle de sædvanlige ritualer, som får Christiansborg til at ligne en blanding mellem en højskole, et forsikringskontor og en kostskole med slips. Den nye regering er ikke ny længere. Nu begynder det rigtige efterår. Det er nu, ordene skal blive til retning. Det er nu, de gode hensigter møder det gamle hus med de tykke vægge og de endnu tykkere vaner.
Der er altid noget særligt over den første efterårssæson for en ny regering. Valgkampens friskhed er væk. Sommerens lune billeder er pakket ned. Tilbage står hverdagen, hvor enhver minister må opdage, at embedsværket husker alt, oppositionen lugter blod på lang afstand, og pressen har fået kaffen tilbage i blodet. Man kan næsten høre trætheden i gangene. Ikke fordi folk er dovne. Men fordi systemer har det med at suge sjæl ud af selv de mest velmenende mennesker, hvis ikke nogen insisterer på at holde ånden i live.
Det er jo ikke, fordi Danmark står i flammer. Det gør vi heldigvis ikke. Men vi står i en tid, hvor man godt kan mærke varmen fra andres brande. Og spørgsmålet er, om vores politikere mærker den som andet end en udenrigspolitisk notits. For verden er ikke noget, der foregår udenfor. Den står altid og banker på de danske vinduer, også når vi bilder os ind, at vi kan nøjes med at diskutere regnemodeller og ressortområder.
De usynlige grænser går også gennem os selv
Det mest foruroligende ved oktober-mørket er ikke kun krigen derude eller taktikken herhjemme. Det er tilvænningen. At man kan læse om svigtet af kurderne om morgenen, drikke sin kaffe, tage sit møde og fortsætte som om verdens moralske sammenbrud bare er endnu en notifikation. Det er dér, de usynlige grænser for alvor bliver farlige. Når de ikke længere går mellem lande, men gennem menneskers samvittighed.
Jeg kommer til at tænke på Leonard Cohens linje: “There is a crack in everything, that’s how the light gets in.” Smukt, ja. Men der er også en mere ubekvem sandhed: Nogle sprækker slipper ikke lys ind. Nogle slipper kulde ind. Nogle slipper ligegyldighed ind. Og hvis folkestyret skal være andet og mere end procedurer, så kræver det, at vi ikke kun reagerer på det, der vedrører vores egen matrikel og vores egen meningsmåling.
Det gælder også her på Borgen. Ordentlighed er ikke en pyntegenstand, man sætter frem ved åbningen af Folketinget og derefter pakker ned i en skuffe, når forhandlingerne bliver besværlige. Ordentlighed er det, der viser sig, når det er lettest at kigge væk. Når man kan vinde et taktisk point ved at tie. Når man kan gemme sig bag formuleringer som “kompleks situation” og “svære afvejninger”. Ja, det er komplekst. Men komplekst er ikke det samme som karakterfrit.
Efteråret tester altid, om man har en kerne
Måske er det dét, denne oktober i virkeligheden handler om. Ikke kun Syrien. Ikke kun Trump. Ikke kun kurderne. Men om hvorvidt vi som samfund stadig har en kerne, der reagerer, når de usynlige grænser overskrides. Om vi stadig kan skelne mellem styrke og brutalitet, mellem lederskab og iscenesættelse, mellem politik og administration.
Den nye regering får nu sin første virkelige test i det mørke halvår. Ikke bare på paragraffer og prioriteringer, men på tone, mod og menneskesyn. For efteråret afslører altid noget. Træerne mister bladene, og magten mister sin makeup. Så står man tilbage med det, man faktisk er.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
