Oliver bor på en ø af bomuldsskyer og passer Lanterne-Lise, et fyrtårn der sender børns vildeste drømme sikkert hjem gennem natten. Da en mørk sky af kedsomhed truer med at slukke lyset, må Oliver finde på noget så fjollet og fantasilystent, at mørket ikke kan blive hængende.
Der findes et sted, som hverken findes på landkortet eller i de voksnes tykke bøger, hvor skyerne ikke bare er lavet af vanddamp, men af bomuldsstøv og glemte minder. Midt i dette hav af hvide, bløde bjerge lå en lillebitte ø, der ikke var større end en mellemstor dagligstue. På denne ø stod Lanterne-Lise, et fyrtårn så højt, at toppen altid kildede stjernerne under fødderne. Men Lanterne-Lise var ikke et helt almindeligt fyrtårn. Hun lyste nemlig ikke for at advare store skibe mod skarpe klipper eller for at guide fiskere hjem til havnen. Nej, hendes lys var lavet af de vildeste drømme, man overhovedet kan forestille sig, og det var Olivers job at passe på dem.
Oliver var ikke ret stor, men han bar en kaptajnshat, der var en anelse for bred, og et hjerte, der var fyldt til randen med eventyr. Hver eneste aften, når solen gik ned og de voksne nede på jorden begyndte at tale om madpakker, regneark og hvad der mon kom i fjernsynet, klatrede Oliver op ad de syvhundrede og syvoghalvfems trin i fyrtårnet. Han vidste nemlig, at det var lige præcis i det øjeblik, at drømmene begyndte at vågne. Drømme er nemlig lidt ligesom små, generte dyr; de tør kun komme frem, når verden bliver stille, og når de kan se et lys, der minder dem om, hvor de hører hjemme.
Drømmenes lysende sejlads over skyhavet
Olivers arbejde bestod i at pudse den enorme linse i toppen af tårnet med en klud vædet i morgendug. Når linsen var helt ren, begyndte den at summe som en hel bikube fyldt med honning. Ud fra linsen strømmede et lys, der ikke bare var hvidt eller gult, men som skiftede farve alt efter hvilken drøm, der var på vej. Der var lyseblå drømme om at kunne trække vejret under vandet og ride på ryggen af en kæmpe morskab-hval. Der var de mørkerøde drømme om at være en modig ridder, der ikke bekæmpede drager med sværd, men ved at fortælle dem virkelig gode vittigheder, indtil de spruttede af grin i stedet for ild. Og så var der de lilla drømme om at kunne hoppe så højt, at man kunne plukke de modne skyer og spise dem som candyfloss.
Oliver elskede sit job. Han sad ofte på den lille balkon helt oppe under kobbertaget og kiggede ud over skyhavet. Han kunne se drømmene komme svævende som små, lysende frø, der dansede i den lune nattevind. De søgte mod lyset fra Lanterne-Lise, og når de ramte strålen, fik de fart på og susede direkte ned til de børn, der lå og sov i deres senge. Oliver vidste, at uden hans lys ville drømmene fare vild i de voksnes grå hverdag, hvor alt handlede om at komme hurtigt frem, om at spare på tiden og om aldrig at træde ved siden af de hvide striber på vejen.
Søfarten i drømmenes rige var dog ikke altid let. En nat, hvor månen gemte sig bag et tykt tæppe af tristhed, skete der noget, som Oliver aldrig havde oplevet før. Langt ude i horisonten dukkede en sky op, der ikke lignede de andre. Den var ikke blød og hvid, men tung, blygrå og så kedelig, at man fik lyst til at gabe bare ved at kigge på den. Det var Kedsomhedens Skygge, en kæmpe sky skabt af alle de gange, voksne havde sagt: “Det kan man ikke”, “Det bliver du for gammel til”, eller “Nu skal du være fornuftig”.
Da kedsomhedens mørke truede fantasien
Skyen bevægede sig langsomt, men sikkert mod Drømmeøen, og overalt hvor den kom frem, slukkede den for farverne. De små lysende drømme, der plejede at danse så lystigt, blev fanget i skyens grå tåge og mistede deres glød. De faldt mod jorden som visne blade, og Oliver kunne mærke en kulde brede sig helt ind i sine uldsokker. Hvis Kedsomhedens Skygge nåede Lanterne-Lise, ville lyset gå ud, og børnene ville vågne op og have glemt alt om deres indre legebarn. De ville blive til små voksne med slips og alvorlige miner, længe før det overhovedet var nødvendigt.
Oliver vidste, at han måtte gøre noget. Han løb ind i fyrtårnets indre, hvor det store urværk tikkede med en lyd af små grin. Han kiggede på den gyldne beholder, der rummede brændstoffet til det store lys. Den var næsten tom! Brændstoffet i Lanterne-Lise var nemlig ikke olie eller elektricitet, men Ur-Latter – den allerførste latter, et barn nogensinde griner. Og Oliver havde brugt det sidste af beholdningen på at holde den store ridder-vittighed kørende i sidste uge.
Han fejede sin kaptajnshat af hovedet og tænkte så det knagede. Han havde brug for noget, der var så barnligt, så fjollet og så fyldt med fantasi, at selv den gråeste sky ville sprække af bare forundring. Han klatrede helt ned i kælderen af fyrtårnet, hvor han gemte de ting, som de voksne havde smidt væk, fordi de mente, de var gået i stykker eller ikke længere havde nogen værdi. Her lå en gammel, rusten cykelklokke, en halv sko af glas, en samling af sten, der lignede små trolde, og en kasse med usynlige venner, der sad og spillede kort i hjørnet. Oliver vidste, at han ikke kunne bekæmpe kedsomhed med fornuft. Han måtte bruge det mest kraftfulde våben, han kendte: Han måtte bruge sit eget barnesind.
En eksplosion af glæde og glemte lege
Han tog cykelklokken og begyndte at ringe med den, mens han sang en sang, der ikke havde nogen mening, men som smagte af jordbæris og føltes som at rulle ned ad en græsbakke om sommeren. Han hoppede på ét ben rundt om det store urværk og begyndte at fortælle historier til tandhjulene om dengang, havet var lavet af saftevand, og om hvordan man kunne bruge en gammel papkasse til at rejse til planeten Pølsehorn. Jo mere fjollet Oliver blev, jo mere begyndte tårnet at ryste. De usynlige venner i hjørnet begyndte at klappe i deres usynlige hænder, og de små troldesten begyndte at trille rundt af bare begejstring. Pludselig skete det. Den gyldne beholder begyndte at lyse med et blændende, lyserødt skær. Ur-Latteren var ikke noget, man bare fandt; det var noget, man skabte, når man turde give slip på alt det alvorlige og bare være til.
Oliver styrtede op ad alle trinene igen, mens hjertet hamrede mod hans brystkasse. Da han nåede toppen, var Kedsomhedens Skygge kun få meter fra Lanterne-Lise. Den strakte sine grå fingre ud efter linsen, og alt blev mørkt og stille. Men Oliver satte den fyldte beholder på plads og gav den et lille, kærligt puf. En søjle af det mest fantastiske, glitrende lys skød ud af Lanterne-Lise. Det var ikke bare et lys; det var en eksplosion af farver, lyde og dufte. Det duftede af nyslået græs, varm kakao og nye tegneserier. Lyset ramte Kedsomhedens Skygge med en kraft, så den grå tåge øjeblikkeligt begyndte at opløse sig. Skyen forsøgte at kæmpe imod ved at mumle ting som “Vær nu realistisk” og “Det her fører ingen vegne”, men mod lyset fra en ægte drøm havde den ingen chance.
Snart var himlen renset for det grå, og de små drømme-frø begyndte igen at svæve frit i luften. De glimtede stærkere end før, inspireret af Olivers mod og hans evne til at bevare sit barnesind, selv da alt så sortest ud. Oliver tørrede sveden af panden og satte sin kaptajnshat på skrå. Han kiggede ned mod jorden, hvor han kunne se de små lys i vinduerne begynde at tændes, ikke fordi folk stod op, men fordi børnene smilede i søvne. De vidste, at deres drømme var i sikkerhed. Oliver vidste nu, at hans job aldrig ville blive færdigt. Verden ville altid forsøge at sende grå skyer op til ham, og de voksne ville altid glemme at kigge op. Men så længe der var bare ét barn, der troede på, at en pind kunne være et magisk sværd, eller at man kunne bygge et slot af sofa-puder, så ville Lanterne-Lise fortsætte med at lyse.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Den flyvende kuffert med de glemte grin]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
