Oliver var en dreng, der så ting, som de fleste voksne bare gik lige forbi. Mens de voksne havde travlt med at kigge på deres ure, tale i telefon eller bekymre sig om, hvorvidt græsset trængte til at blive slået, så lå Oliver på maven i græsset. For ham var haven ikke bare en græsplæne med et par træer. Det var en gigantisk jungle, hvor hvert blad var et sejlskib, og hver lille sten var et bjerg, der skulle bestiges. Oliver vidste, at hvis man bare lå helt stille længe nok, begyndte verden at tale til én.
Denne tirsdag morgen havde han fundet noget helt særligt nede bag det store rabarberblad, hvor jorden altid var lidt fugtig og mørk. Midt i det høje græs rejste der sig et bygningsværk, som han aldrig havde set før. Det var ikke bare en almindelig myretue af nåle og jord. Det lignede et rigtigt slot. Myrerne havde brugt små, glimtende flintesten som grundvold, og væggene var bygget af en blanding af fint sand og ler, der var tørret i solen til små, hårde tårne. Der var små porte, hvor vagter stod med deres følehorn i vejret, og der var lange vindebroer lavet af tørre græsstrå.
Oliver holdt vejret. Han var så tæt på, at han kunne se de enkelte myrer bære på ting, der var ti gange større end dem selv. Nogle kom slæbende med små stykker af en tørret kronblad, som lignede farverige tæpper, der skulle rulles ud i tronsalen. Andre bar på små frø, der lignede de fineste krukker med mad til vinteren. Det var et rige i fuld sving, og Oliver følte sig som en kæmpe, der kiggede ned i en magisk verden. Han vidste, at han var meget stærkere end dem, men han følte også et stik af ærefrygt. Hvordan kunne noget så småt bygge noget så flot?
Pludselig hørte han en lyd, der ikke hørte hjemme i den lille verden. Det var en svag hvislen, som hurtigt blev til en buldren. Oliver kiggede op og så, at hans far havde glemt at slukke for havevandingen i den anden ende af haven. En tynd strøm af vand begyndte at sno sig hen over de flade sten og søgte direkte mod det lave område bag rabarberbladene. For Oliver var det bare en lille bæk, men for myrerne var det en frådende flod, en tsunami, der truede med at skylle hele deres slot og deres flittige folk væk.
I panik så han, hvordan myrevagterne ved porten begyndte at løbe rundt og fægte med deres følehorn. De forsøgte at advare dem indeni, men vandet kom hurtigt. Oliver vidste, at han måtte handle. Han kunne ikke bare se på, at alt deres hårde arbejde blev ødelagt. Han var den store, og de var de små. Det var hans ansvar at passe på dem. Han sprang op og ledte febrilsk efter noget, han kunne bruge til at stoppe vandet.
Han fandt en gammel plastikspand, som han satte ned for at aflede strømmen, men vandet fandt vej udenom. Så huskede han, hvad han havde lært om dæmninger. Han begyndte at grave en lille rende med sine fingre, så vandet blev ledt væk fra slottet og hen mod nogle tørstige blomster i stedet. Han arbejdede hurtigt, med tungen lige i munden, mens de små myrer løb i sikkerhed oppe på slottets øverste tårne. Han byggede en vold af mudder og sten, og han brugte et stort, bredt blad til at dække selve indgangen til deres rige, så ikke en dråbe kunne slippe ind.
Da vandet endelig var ledt sikkert uden om det lille slot, satte Oliver sig tilbage på sine hæle. Hans hænder var dækket af mudder, og hans bukser var våde på knæene, men han smilede. Vandet løb nu pænt i den kanal, han havde gravet, og myrernes slot stod stadig sikkert og tørt. Han lagde mærke til, at myrerne begyndte at komme ud igen. De løb ikke længere forvirret rundt. De stoppede op og kiggede op mod den store dreng, der tårnede sig op over dem som et venligt bjerg.
Oliver følte sig mærkeligt tæt på dem nu. Han forstod, at selvom man er lille, så har man brug for hjælp en gang imellem, og selvom man er stor, så er ens vigtigste opgave ikke at trampe på andre, men at bygge dæmninger for dem. Han besluttede sig for at gøre slottet endnu bedre. Han fandt små, smukke skaller fra et gammelt sneglehus og lagde dem som dekoration langs muren. Han fandt også en lille kvist med røde bær, som han satte fast som et flag på det højeste tårn.
Mens han sad der, syntes han, at han så en myre, der var lidt større end de andre. Den havde en lille klump gult blomsterstøv på hovedet, der lignede en krone. Den stod helt stille på en sten og kiggede direkte på Oliver. I et kort øjeblik var haven helt stille. Det var som om, hele naturen holdt vejret og sagde tak til den dreng, der havde valgt at bruge sin styrke til godhed.
Oliver blev siddende til solen begyndte at gå ned, og himlen blev farvet orange og lilla som myrernes kronbladstæpper. Han tænkte på, at han ville komme tilbage i morgen. Han ville sørge for, at der altid var ro omkring slottet, og han ville fortælle sin far, at han ikke måtte vande lige netop her. Han havde lært noget vigtigt i dag. Det er let at ødelægge noget, men det kræver mod og flid at bevare det. Og det er den største dannelse af alle: at vide, at ens egne hænder kan skabe sikkerhed for dem, der ikke selv kan bygge dæmninger mod verden.
Da hans mor kaldte på ham for at sige, at aftensmaden var klar, rejste han sig forsigtigt. Han trådte med store, bløde skridt, så han ikke kom til at ryste jorden under myrernes slot. Han vinkede farvel til det lille rige bag rabarberbladet og lovede sig selv, at han altid ville være deres beskytter. For Oliver var det ikke længere bare myrer. Det var hans venner, og han var deres kæmpe med det store hjerte.
Om natten, da Oliver lå under sin varme dyne, drømte han om slottet. Han drømte, at han selv var blevet lillebitte og var blevet inviteret ind til fest i de dybe gange under jorden. Der var lys fra små sankthansorme, og der var musik fra græshoppernes ben. Han sad ved siden af myrekongen og spiste dråber af nektar, og de takkede ham alle sammen for hans hjælp. Haven var fuld af liv, og Oliver sov trygt, fordi han vidste, at han havde gjort verden til et lidt bedre sted for dem, der bor helt nede i græsset.
Læs næste eventyr: [Villum og den talende vindmølle]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
