Efter en lang køretur er der ikke noget skønnere, end at se omridset af Aalborg. Hos dig er det måske Karise, Ølgod, København eller Dubai.
Omridset af hjemstavnen. De silhouetter af bygninger, man kender så godt – og som er rammen om den dagligdag man lever med de næreste.
Jeg har det sådan med Aalborg. Landskabet åbner sig pludseligt – og til syne kommer skorstene, byens lys, en flyvemaskine på vej ned i lufthavnen i Lindholm – og så Limfjorden med et par forbindelser i det fjerne. Det er ikke kun glæden i visheden om, at man om lidt er hjemme på sofaen med varm kaffe – men også glæden over, at sofaen står netop der, hvor den gør. De mennesker der lever samme sted, i samme område og samme region. Den puls der pumper og det liv, der leves. Den udvikling men daglig er vidne til – og deltager i.
Jeg har samme glæde mange steder i landet. Min sofa har stået i København, Ribe, Lønne, Vejle, Uldum og Humlebæk.
Alle steder har heddet hjemme – og det hører ikke op. Hjemme er både der, hvor man elsker at være nu – og der, hvor man elskede før. Hvert sted har minder, gode som dårlige, men de har alle hørt hjemme.
Så når jeg kører Danmark tyndt og holder foredrag, møder jeg mange kendte silhouetter. Og hvert sted har jeg sat spor, og andre har sat spor i mig. Danmark er et lille land, men ikke større end at vi har minder hos hinanden. Det kan man bygge land på!
Hvor hører DU til? Hvad kalder DU hjem?
www.Jeppe.dk
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






