Der vil altid være samhørighed og en grundlæggende kærlighed. Sådan bør det altid være, når man har været hinandens i 22 år. Og endnu større, når man har skabt to fantastiske børn sammen. Samhørigheden skal bære livet videre, hvor to børn skal kunne mærke forældrenes samhørighed. Jeg har aldrig forstået krigen der opstår, fordi man går hver til sit – frem for at glædes over alt det, man har haft sammen – og den kærlighed, der jo ikke hører op, hvis man lige glemmer de dumme dage.
Pia og jeg blevet separeret og bor nu hver for sig.
Det er faktisk en del måneder siden efterhånden, men dog virkelighed som på et tidspunkt må siges højt til alle jer, der kender os – og jer, der ved det allerede. Når par går fra hinanden står der altid her på Facebook, at det er sket i enighed og at vi vil være hinandens bedste venner. Det passer nok ikke altid. Der er altid en, der siger stop først og derfor er enigheden jo nok opstået i den efterfølgende samtale. Venner er dog helt rigtigt. Vi er stadig tætte og vil fortsat være det. Vi har planer sammen og ses næsten dagligt. Vi arbejder tæt sammen og har planlagt ferier og ture sammen i nær fremtid. Vi arbejder jo begge på borgen, hvor Pia er ansat i Moderaterne og står for Det Politiske Mødested, som hun har gjort siden stiftelsen i januar 2021, hvor hendes filosofiske baggrund var det, der styrkede fælleskaberne – og derudover styrer hun min kalender og giver sparring, som hun har gjort det gennem alle 22 år. Så der er på alle måder en fortsat samhørighed til stede. Vi håber, at det er præcis sådan i morgen ser ud. Og i overmorgen. Og dagen efter den. Det er ikke op til andre end os selv.
Men efter mange år er der nogle gange noget, der går i stå. Noget der knirker eller noget der skiller mere end det samler. Ofte når man at samle op på det hele, inden det er knust på gulvet – andre gange glemmer man at gribe, inden det rammer. Eller man er måske så travl med alt muligt andet, at man ikke opdager, at det hele er ved at vælte. Det sidste er nok det, der gjalt for os. Og det fortryder jeg. Vi så det ikke komme og så er der pludselig et hul, der vokser sig så stort, at man ikke så nemt kan fylde det igen. Selvom vi prøver. Tiden må vise om der er grobund for fyld.
Det er hårdt for alle at pause efter en livstid sammen. Pia og jeg har arbejdet sammen gennem alle årene og har dermed været sammen døgnet rundt i 22 år. Det giver jo noget nær diamantbryllup, når man sammenligner med andre par, der skilles om morgenen og kommer hjem til aftensmad. Men fagligt har vi altid været hinanden største og stærkeste partnere. Og det fortsætter vi med. Gudskelov. Og det kan vi, fordi kærligheden ikke er ophørt, men lige nu er i en ny og ukendt virkelighed.
Det ville være løgn at påstå, at vi er glade og lykkelige. Det her er hårdt og det gør mange dage vældigt ondt indeni. Men der er også lyspunkter når man opdager, at man stadig har hinandens ryg. At man har samme værdier i forhold til børnene og i livet. Og at man har en historie, som man ikke pludselig ser negativt på – men som man reelt mærker er fælles endnu. En god historie. Gode minder. Stærke skabninger. Håb. Og virkelig mange fine ord.
Dem tager jeg med mig ind i en ukendt fremtid, hvor jeg har Pia med i noget af det, der er vigtigt i mit liv – men også skal finde fodfæste i en verden, hvor man skal købe ind til en enkelt person. Vænne sig til stilheden i nogle weekender. Være på eventyr med børnene uden en anden voksen, man kan dele oplevelserne med. Opdage, når man ser en dokumentar og har noget på hjerte, at der ikke er nogen at tale til i sofaen. Og være far med stort F i en verden, hvor der gudskelov også er en fantastisk mor med stort M.
Det har været en hård tid og er det fortsat – det er mange omvæltninger på samme tid, som vi skal holde til at være i. Anklager i pressen har jeg end ikke besvaret, trods det, at de er falske og vinklet temmeligt ondsindede. Jeg har bare ikke haft kræfterne og derfor er jeg nu åbenbart kendt som både sexist, lummer, ejer af frække domainer, konkursrytter og nærmest svindler. Alle dele er helt i skoven og jeg er vred. Men jeg prioriterede først og fremmest min familie og at være i denne private omvæltning – og har derfor ikke googlet eller fulgt med. Bare ladet stå til. Det må jeg langsomt forandre, da alle der kender mig eller har fulgt med i min historie udemærket ved, at jeg ikke er som de ønsker at fremstille mig.
Tiden må reparere de fejlagtige mærkater, så jeg respekteres for det jeg er – og ikke som det, der sælger aviser.
Jeg er fuld af glæde over at være valgt ind på Christiansborg. Jeg bruger al min vågne tid på at læse mig ind i stoffet, tale med vælgere, finde min plads og kender borgen i forvejen fra min tid som journalist. Jeg agter at gøre en forskel og sætte alt jeg har ind på netop det. Jeg ved udemærket hvad tiden og fremtiden skal bruges på. Vi har både mod og lyst til det hele – og meget mere til.
Jeg ved, at det bliver et godt nytår!
(PS. Jeg har ikke yderligere kommentarer til pressen på nuværende tidspunkt. Vil I ikke nok huske at der er børn som læser med – der er vores fokus i stedet en stund)
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
