Ord må aldrig bekæmpes med andet end ord. Aldrig! Vi lever tydeligvis i en sort og hvid verden, hvor nogle ikke mener ord er nok. Hvor man må dræbe, spytte, slå, presse folk i et autoværn eller hælde maling på malerier og lime sig fast til veje, som andre skal bruge til at leve deres liv.
Politisk deltager man også med lovgivning, der forsøger at stoppe ord eller handlinger, som flertallet ikke kan lide. Og træder på ytringsfriheden i frygt for næste skridt. Det virker tydeligvis ikke. Tværtimod.
Alt sammen ender kun eet eneste sted: i manglende samtale. I manglende respekt for andres ståsted. I en afmagt nogle få føler, når deres ord ikke omgående mødes af fuld enighed.
Vinde skal man – og så griber nogle til andre midler end argumenter.
Drabet i aftes på en meningsdanner i USA kommer til at splitte landet endnu mere, end USA allerede var. Samme gør andre handlinger rundt omkring på kloden, som er aktioner mod andres ståsted.
Vejen tilbage til normalen er svær at få øje på, da ordet “dannelse” efterhånden mest handler om at sidde pænt ved bordet – og ordet “værdier” som noget helt normalt er til forhandling.
Andre har et ståsted, de ikke tør sige højt – fordi et tredie stærkt våben er social udstødelse – cancelling som det hedder på nudansk. Folk SKAL nemlig straffes for at mene noget andet end dig selv.
Den nedadgående spiral stoppes ikke med et snuptag. Men een ting er sikker: Det starter med dig selv!
Hvis du på nogen som helst måde i tanke eller sind overvejer din fulde medfølelse med en familiefar på 31 år, der blev myrdet – og måske endda antyder det modsatte i et tweet eller en kommentar, så er det dig den er gal med!
Hvis du, som en venstrefløjsaktivist i går skrev under Støjbergs forfærdelige historie fra motorvejen, laver lidt whataboutism, har du ikke forstået spor.
Du har ret til det! Men du har problemer med at fatte, at det kunne have været dig selv. Problemer med at forstå, at hvis en ytring kan koste dig livet, så tør ingen længere ytre sig eller stå op for det, de tror på.
Sådan en verden ønsker jeg ikke.
Uanset hvem der rammes af spyt, biler, knyttet næve, cancelling eller kugler er min eneste tanke, at det er et angreb på alle os, der tør skrive og sige hvad vi står for.
Fortællingen om drabet på Charlie Kirk handler ikke alene om et skud i halsen. Blodet er stoppet med at løbe nu – men hvis kommentarerne ikke alene handler om medfølelse og fordømmelse, så løber blodet videre… ustoppeligt. Tænk over dine ord og tanker i dag. Din holdning til personens ytringer er totalt underordnede – din reaktion på, at han nu er evigt tavs er den eneste ting du skal fokusere på. Det skal vi alle.
Kirk er nemlig ikke en enestående handling på kloden. Vi er alle gået i krig mod hinandens forskelligheder – og der skal en våbenhvile til. Nu!
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
