ORKAN, UBÅD, TERROR OG KØ PÅ E20

Jeppe SøeSøeforklaringer0 Kommentarer

I skrivende stund kværner orkanen Irma indover USA. Vi taler stadig om orkanen i 1999, med hastigheder på 128 km/t – mens den sydamerikanske af slagsen når 350 i vindstødene. Tidligere væltede et jordskælv huse i millionbyen Mexico City. Tsunamierne blev ikke så store som frygtet. Peter Madsen er anklaget for manddrab og vi følger dagligt de mange historier om Kim Wall i den selvbyggede ubåd.

Alt er nærmest gult på nyhedernes hjemmesider. Breaking News står der hele tiden – så ofte, at vi har vænnet os til det, og ikke synes det breaker noget specielt.

Jeg husker tydeligt som dreng, da Danmarks Radio afbrød sine planlagte udsendelser, for at stille om til en ekstra TV-avis. Da vidste vi omgående, at vi skulle lytte efter. At det i sandhed var noget, der skulle lægges mærke til. Noget der havde kaldt folk ekstra på arbejde, for at informere os om noget, der ikke bare var værd at vide – men vigtigt at vide.

I dag er det som om, der altid skal være en bjælke – og at selv et trafikuheld i Skjern derfor kan finde vej til den gule bjælke. I mangel af bedre.

På den måde bliver vi langsomt immune. Hvornår skal mine børn forstå, at noget er alvor. For alvor. Hvordan skal de nogensinde få fornemmelsen af, at der er noget som er vigtigere end andet. At det – med al respekt – er noget mere alvorligt, at flere hundrede mennesker er dræbt i et terrorangreb end at der er kø på E20.

Ansvaret ligger nok endnu engang på folkeskolen og forældrene, nu hvor medierne ikke tager det ansvar på sig. Men selv os voksne har svært ved at skelne. Det er tydeligt på facebook, hvor en bilbombe for få år siden kunne få os til at skifte profilbilledet ud med et flag fra det ramte land. I dag skifter vi ikke længere. Der skal mere og mere til, før vi gider reagere på ondskab.

Læs også fra Jeppe Søe:
Lukas Graham tordner fremad

Det ved terroristerne godt. De er helt klar over, at der skal mere til for at få vores opmærksomhed. Og derfor sker der langsomt det, at vores ligeglade tilgang til nyhederne får ondskaben til at skrue op for voldsomheden. Samme vil medierne skulle, før vi gider se med. Og den onde cirkel ender i en undergang.

Vi må gøre op med den cirkel ved at huske at reagere.

Hver gang.

Der skal ikke mere til end en reaktion. Nogle ord, nogle tanker, en samtale – alt andet end ligegyldighed.

For ligeglade er vi jo ikke blevet endnu. Vel?

DEL ENDELIG 🙂

/Søe

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.