Der findes en by, som de fleste voksne har glemt navnet på, men som alle børn kender i deres mavefornemmelse. Den hedder Støvby, og i Støvby var alt så utroligt ordentligt, at selv fuglene fløj i lige linjer, og græsset ikke turde gro mere end præcis fire centimeter, før det blev klippet med en lineal. De voksne i Støvby gik altid med ure, der tikkede meget højt, så de aldrig glemte, at de havde travlt med noget meget vigtigt, som de dog sjældent kunne huske, hvad var, når de kom hjem. I denne by boede Oscar, en dreng hvis lommer altid var fyldte med mærkelige ting som flade sten, fjer fra en skade og en enkelt elastik, der engang havde holdt sammen på et kort over en skat, han selv havde tegnet.
Oscar var det, man i Støvby kaldte for en dagdrømmer, hvilket de voksne sagde som om, det var en slags sygdom, man kunne kurere med ekstra mange lektier og en tidlig sengetid. Men Oscar vidste noget, de andre ikke vidste. Han vidste nemlig, at bag den gamle, glemte bibliotekshave, hvor ukrudtet fik lov til at danse vildt, boede der noget, som ikke passede ind i en eneste af byens mange kasser. En eftermiddag, hvor tågen lå som et blødt tæppe over de grå fliser, sneg Oscar sig derind. Blandt de visne blade og de duftende hyldeblomster hørte han en lyd, der mindede om en støvsuger, der forsøgte at synge opera. Det var her, han for første gang så Barnaby.
Barnaby var ikke en almindelig drage. For det første var han ikke rød og frygtindgydende, men derimod en dyb, beroligende blå farve, som mindede om havet på en sommerdag. For det andet spruttede han ikke ild. Hver gang han åbnede munden for at brøle, kom der i stedet en sky af glitrende vandtåge og små, farverige sæbebobler ud. Barnaby sad og så meget ulykkelig ud, mens han forsøgte at polere sine skæl med et stort blad. Han fortalte Oscar, med en stemme der rumlede som fjern torden, at han var løbet hjemmefra Dragebjerget. Hans far og mor ville have, at han skulle lære at brænde slotte ned og skræmme riddere, men Barnaby ville hellere vaske slottene og give ridderne en forfriskende dukkert.
Oscar satte sig ved siden af den store drage og delte en pakke kiks med ham. Det var der, ideen opstod. Oscar vidste, at byen manglede en brandmand, for den gamle brandmand, Hr. Slukke, var gået på pension, fordi han hellere ville samle på frimærker i Fredensborg. De to nye venner besluttede, at Barnaby skulle være byens nye beskytter. Men i Støvby var intet nemt. Da de ankom til brandstationen, stod Brandchef Strammer og ventede. Han var en mand, der havde glemt, hvordan man griner, og hans ansigt lignede en citron, der var blevet glemt i solen. Han kiggede på Barnaby gennem sine små briller og sagde, at drager er noget, man finder i bøger, og brandmænd skal have uniformer, ikke skæl.
Men Oscar gav ikke op. Han forklarede, at Barnaby kunne række op til de højeste vinduer uden en stige, og at hans vandtåge var langt mere effektiv end de gamle, rustne slanger på stationen. Brandchef Strammer sukkede og sagde, at de kunne få en prøveperiode, men kun hvis Barnaby kunne lære at stå helt stille og ikke lave nogen bobler i arbejdstiden. Det var svært for en drage, der var skabt af leg og vand, men Barnaby prøvede så godt han kunne. Han fik en kæmpe rød hjelm, som Oscar havde lavet af en gammel balje, og de næste par dage sad han foran stationen og lignede næsten en statue.
Byens voksne gik forbi og rystede på hovedet. De sagde, at det var useriøst med en drage i beredskabet, og at man burde få en rigtig bil med blå blink. Men børnene i byen begyndte at stoppe op. De så de små bobler, der slap ud af Barnabys næsebor, når han drømte, og de så, hvordan hans hale vippede i takt til den musik, kun børn kan høre. En dag skete det uundgåelige. Der udbrød ikke brand i et hus, for folk i Støvby var alt for forsigtige med deres tændstikker, men der udbrød noget meget værre: En Grå epidemi. Folk begyndte at glemme de sidste farver, de havde tilbage i deres ansigter, og byens store ur på torvet gik i stå, fordi ingen længere havde energi til at trække det op.
Alt blev så alvorligt, at selv isen i iskiosken smagte af kold havregryn, og legepladsen blev lukket, fordi gyngerne knirkede på en måde, der lød for meget som grin. Oscar vidste, at det var nu, de skulle handle. Han hviskede til Barnaby, at han skulle glemme alt om at stå stille og være en “rigtig” brandmand. Han skulle være sig selv. Barnaby rejste sig op, så hans røde baljehjelm fløj af, og så tog han en dyb indånding. Han brølede ikke, men han sendte den største, mest glitrende sky af magisk vandtåge ud over hele Støvby. Tågen var fyldt med duften af jordbær, nyslået græs og den der særlige lugt af eventyr, som man kun finder i gamle bøger.
Da tågen ramte folk på gaden, skete der noget mærkeligt. Deres stramme slips løsnede sig af sig selv, og deres ure holdt op med at tikke så aggressivt. De voksne kiggede på hinanden og huskede pludselig ting, de havde glemt i årevis. Hr. Strammer huskede, hvordan det var at bygge huler af sofapuder, og bageren huskede, at han egentlig hellere ville bage kager, der lignede rumskibe, end kedelige rugbrød. Barnaby brugte sin hale som en rutsjebane for børnene, og hans store, varme krop blev et samlingspunkt for alle, der trængte til et knus.
Byen blev aldrig den samme igen. Den hed stadig Støvby på kortet, men folk begyndte at kalde den Farveby i stedet. Brandstationen blev lavet om til et “Hjælpe- og Legested”, hvor Barnaby hver dag sørgede for, at ingen blev for alvorlige eller glemte at lege. Han fik sin egen plads i beredskabet, ikke fordi han passede ind i en kasse, men fordi han turde være præcis den drage, han var født til at være. Oscar og Barnaby mindede hver dag byens borgere om, at den vigtigste opgave, man har som menneske – eller drage – er at bære sit barnesind som en usynlig skat gennem hele livet.
Uanset hvor meget verden forsøger at fortælle dig, at du skal være grå, alvorlig og passe ind i rækken, så husk på Oscar og Barnaby. Husk, at det er i legen, i de skæve ideer og i modet til at være anderledes, at det virkelige liv findes. Man bliver aldrig for gammel til at jagte sæbebobler eller se figurer i skyerne, og hvis man nogensinde glemmer det, så står der en blå drage et sted derude og venter på at give en en forfriskende skyller af ren og skær magi.
Læs næste eventyr: [Malthe og den usynlige luftballon]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
