Der var engang en dreng, der hed Oscar, som boede i et hus, hvor alle vinklerne var lidt skæve, og hvor trapperne knirkede på tre forskellige sprog. Oscar var ikke som de fleste andre børn, der ledte efter mønter i sofaen eller glemte deres madpakker i bunden af tasken. Nej, Oscar ledte altid efter det, ingen andre havde fået øje på endnu. Han kiggede bag de tunge gardiner, under de løse gulvbrædder og helt derop, hvor støvdragene dansede i sollyset på det gamle loft. En regnfuld tirsdag, hvor skyerne lignede våde uldsokker, fandt han noget helt særligt gemt bag en stabel gamle aviser. Det var et rør af læder, der duftede af gammelt bibliotek og fjerne eventyr, og indeni lå et kort. Men det var ikke et helt almindeligt kort med byer, veje og rød-hvide pølsevogne. Da Oscar rullede det ud på gulvet, var det nemlig helt og aldeles tomt. Der var intet andet end en svag, gylden streg i midten og en lille pil, der pegede mod nordvest, lige der hvor hans mors gamle lænestol stod.
Oscar rynkede panden og kløede sig i nakken, mens han stirrede på det blanke papir. Han vidste, at ting sjældent var, hvad de gav sig ud for at være i det her hus. Da han satte sin pegefinger på den gyldne streg, skete der noget mærkeligt. Papiret begyndte at summe som en lille humlebi, og pludselig voksede der en lille tegning frem af en skov med træer, der lignede gigantiske broccoli-hoveder. Ved siden af træerne stod der skrevet med bittesmå bogstaver: Snurre-Snudernes Skov. Oscar blev så nysgerrig, at hans mave lavede en lille kolbøtte. Han tog sin rygsæk på, puttede en lommelygte og en halv pose lakridskonfekt i lommen, og så trådte han direkte ind i skabet under trappen, som kortet nu påstod var indgangen til den ukendte verden. For Oscar vidste, at hvis man aldrig tør gå derhen, hvor man ikke kender vejen, så ender man med kun at se de samme fliser i indkørslen hver evig eneste dag.
Inden han så sig om, stod Oscar midt i en skov, hvor bladene glitrede som sølvpapir, og jorden føltes som at gå på nybagte boller. Kortet i hans hånd begyndte at tegne sig selv, hver gang han tog et skridt. Jo mere nysgerrig Oscar var, og jo flere spørgsmål han stillede til de mærkelige blomster, der sang små viser om regnvejr, jo mere af verden dukkede op på det magiske papir. Pludselig mødte han en skabning, der lignede en blanding mellem en kaffekande og en kanin. Det var en Glimmer-Gubbe ved navn Sprutte-Babs, der sad og polerede sine ører med en tot vat. Sprutte-Babs fortalte Oscar, at kortet kun virkede for dem, der turde undre sig over, hvorfor himlen er blå, og hvorfor man altid mister den ene sok i vaskemaskinen. I det ukendte findes alle svarene, men man skal selv turde tegne stregerne, forklarede Glimmer-Gubben, mens han gav Oscar et lille stykke magisk kridt, der aldrig blev kortere.
Oscar rejste videre over de hoppende bakker og gennem den hviskende dal, og for hvert nyt sted blev hans kort smukkere og mere detaljeret. Han lærte, at verden bliver meget større, hvis man tør stille spørgsmål til alt det, man ikke forstår, i stedet for bare at gå forbi det. Da han til sidst kom tilbage til sit eget loft gennem bunden af en gammel vasketøjskurv, var kortet fyldt med de vildeste farver og navne på lande, han aldrig havde drømt om. Han rullede det forsigtigt sammen og vidste, at næste gang det regnede, ville han være klar til at finde en ny vej. For dem, der bærer nysgerrigheden i hjertet, bliver verden aldrig for lille eller kedelig, og det ukendte er i virkeligheden bare et eventyr, der venter på at blive opdaget under sengen eller bag en lukket dør.
Læs næste eventyr: Den syngende sky i Slikkeland
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
