Der var engang en lille rød bil, som var den hurtigste i hele verden – i hvert fald hvis man spurgte Oskar, der ejede den, og som vidste præcis, hvordan man lavede de helt rigtige "vrum-vrum"-lyde, når den tog svingene på stuegulvet.
Solen bagte over den lille strand, hvor Oskar og hans familie holdt ferie, og sandet var så varmt, at det kildede under tæerne, som om millioner af småbitte sand-alfer forsøgte at få en til at grine. Oskar stod ude på den lange badebro, hvor træværket duftede af saltvand og gammelt eventyr, og i hånden holdt han sit kæreste eje. Den røde bil havde små ridser i lakken fra dengang, den var kørt over en mælkebøtte-mark, og hjulene knasede en smule, fordi de havde været med på ekspedition i køkkenhavens dybeste muddergrøfter. Men for Oskar var den mere end bare plastik og metal; den var en ven, der aldrig sagde nej til en hurtig tur ned ad en rutsjebane eller en hemmelig mission under sofabordet.
Men så skete det, som ikke må ske. En lille bølge, en smule glat træ og en uforsigtig bevægelse sendte den lille røde bil ud over kanten af badebroen. Oskar nåede lige at se et glimt af rødt mod det blå vand, før det sagde "plop", og bilen forsvandt ned i det dybe, stille hav. Vandet lukkede sig om den med en lille ring, der bredte sig udad, som om havet trak vejret dybt og sagde tak for gaven. Oskar stod helt stille. Verden føltes pludselig meget stor og meget tom, og lyden af de glade badegæster føltes utrolig langt væk. Men han vidste én ting: Man efterlader aldrig en ven på bunden af havet.
Uden at tænke over, at han stadig havde sine stribede badebukser på, og at hans mor sikkert ville sige, han skulle passe på ørerne, tog Oskar en dyb indånding. Han fyldte sine lunger med den varme sommerluft, der duftede af solcreme og frihed, og så sprang han. Vandet var ikke koldt, som han havde frygtet; det føltes mere som et blødt, vådt kram, der bød ham velkommen. Da han åbnede øjnene under vandet, skete der noget mærkeligt. I stedet for bare at se sand og tang, begyndte vandet at glitre med tusindvis af små lys. Det var som om, hver eneste lille boble indeholdt en stjerne, og jo dybere han svømmede, jo tydeligere blev det, at havet ikke bare var vand – det var en indgang til et glemt rige.
Oskar svømmede nedad, og hans ben bevægede sig som en lille havmands. Han mærkede ikke presset i ørerne, og han glemte helt, at han egentlig skulle op og trække vejret, for foran ham åbnede der sig en verden, som intet voksent menneske nogensinde ville kunne se. På bunden, gemt mellem store klipper af rav og svajende skove af neonfarvet tang, lå der en by. Men det var ikke en almindelig by. Husene var bygget af gigantiske legoklodser i alle regnbuens farver. Der var tårne lavet af gamle træklodser med bogstaver på, og gaderne var brolagt med glaskugler, der lyste op i mørket som små lygter.
Midt i det hele så han sin lille røde bil. Den holdt parkeret ved siden af en stribet badebold, der så ud til at have det rigtig hyggeligt. Men det mest utrolige var, at bilen ikke bare lå stille. Dens små forlygter blinkede venligt til ham, og den så ud til at tale med en gammel tin-soldat, der stod vagt ved byens port. Oskar landede blødt på det hvide sand, og til hans store overraskelse kunne han trække vejret helt normalt. Luften her nede smagte af mintpastiller og barndomsminder, og hver gang han talte, kom der ikke ord ud, men små farvede sæbebobler, der svævede opad.
"Velkommen til De Glemte Legesagers By," sagde en dyb, venlig stemme. Oskar vendte sig om og så en enorm, pelset skikkelse sidde på en trone af muslingeskaller. Det var en bamse. Men ikke en hvilken som helst bamse; det var en Kaptajn-bamse med et flot broderet anker på maven og en hat, der sad lidt på sned. Han så gammel ud, og hans pels var slidt de steder, hvor børn gennem tiden havde holdt ham tæt ind til sig, når mørket var lidt for uhyggeligt.
Bamsen forklarede Oskar, at alt det legetøj, som børn mister eller glemmer, ender her. Men de er ikke kede af det. De bor her og passer på hinanden, mens de venter på, at barnets fantasi kalder på dem igen. "For ser du, lille ven," sagde Kaptajnen og blinkede med sit ene knappe-øje, "legetøj dør aldrig. Det tager bare på ferie her nede, indtil nogen har brug for at drømme om os igen. Din bil faldt herned, fordi den vidste, at du havde brug for at se, at det barnlige aldrig forsvinder, selvom verden forsøger at fortælle dig, at du skal blive stor og alvorlig."
Oskar gik gennem gaderne sammen med Kaptajnen. Han så dukker, der drak te af kopper lavet af perlemor, og han så fjernstyrede flyvere, der legede tagfat med små, lysende fisk. Han så endda sin fars gamle træskib, som hans far havde fortalt ham om, men som var forsvundet for mange år siden. Skibet lå i en lille sø af flydende krystal og så mere flot ud end nogensinde før. Det gik op for Oskar, at alt det, vi elsker som børn, bliver gemt et sted, hvor tiden ikke findes. Det er en skattekiste af minder, som vi altid bærer med os, hvis bare vi tør åbne hjertet og huske, hvordan det var at se magi i en helt almindelig papkasse.
Kaptajnen førte Oskar hen til en kæmpe bygning, der lignede et slot af gennemsigtig is. Indenfor var der tusindvis af hylder, men i stedet for bøger stod der drømme. Små lysende kugler, der indeholdt lyden af grin, duften af nybagte pandekager og følelsen af at løbe gennem en vandspreder på en varm dag. Det var her, alle børns fantasi blev opbevaret, så den altid var klar til at blive brugt.
"Mange voksne glemmer at besøge dette sted," sukkede Kaptajnen, mens en lille mekanisk hund kom hen og slikkede Oskar på hånden. "De får så travlt med tal, møder og ting, der skal gøres hurtigt, at de glemmer at lytte til den lille bil i lommen eller bamsen under dynen. Men du, Oskar, du har stadig nøglen. Du sprang i vandet for at redde en ven. Det viser, at du bærer barnet i dig, og det skal du love mig aldrig at slippe. Uanset hvor høj du bliver, og uanset hvor mange kloge bøger du læser, så husk altid vejen herned."
Oskar lovede det dyjt og helligt. Han tog sin lille røde bil op fra sandet. Den føltes varm og levende i hans hånd. Kaptajnen gav ham et stort, pelset kram, der duftede af tryghed og gammelt loft, og så pegede han op mod den lyse overflade, hvor solstrålerne dansede i vandet som gyldne tråde. "Det er tid til at tage hjem nu," sagde han. "Men husk, at hver gang du leger, så er vi lige her. Vi forsvinder kun, hvis du holder op med at tro på, at verden er forunderlig."
Med et kraftigt spark med benene skød Oskar op gennem vandet. Boblerne sang omkring ham, og den røde bil blev holdt fast ind mod brystet. Da hans hoved brød vandoverfladen, trak han vejret dybt, og lyden af bølgerne og mågerne vendte tilbage. Han kravlede op på badebroen, dryppende våd, men med et smil, der var bredere end hele stranden.
Hans mor og far kom gående hen mod ham. "Oskar, dog! Er du hoppet i vandet med badebukser på?" grinede hans far og rakte ham et stort, blødt håndklæde. Oskar så på sin far, og for et øjeblik så han et glimt af den lille dreng, hans far engang havde været – den dreng, der havde mistet et træskib og engang havde troet på drager.
"Jeg skulle bare hente min bil," sagde Oskar og rakte den frem. Bilen glimtede i aftensolen, og Oskar kunne sværge på, at den blinkede til ham. Han vidste nu, at han aldrig behøvede at være bange for at blive voksen, så længe han huskede at tage legetøjet med på råd. For i hjertet af enhver, der tør se verden med barnets øjne, findes der en undervandsby, hvor alt det gode aldrig bliver glemt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #186 – Freja og svanen der bar barndommens drømme.
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
