Der var engang en by, der hed Skynd-dig-byen. Det var et meget mærkeligt sted, for alle indbyggerne opførte sig, som om de var med i et væddeløb, de aldrig kunne vinde. De voksne løb rundt med små, sorte kasser i hænderne, mens de drak kaffe så hurtigt, at de glemte at smage på den. Deres ure sagde “tik-tak, tik-tak” så hurtigt, at det lød som en lille hund, der gøede af en postbud.
I denne by boede Otto. Otto var en dreng, der godt kunne lide at kigge på ting. Han kunne bruge tyve minutter på at se en mariehøne kravle op ad et græsstrå, og han vidste præcis, hvilken lyd det gav, når man kastede en flad sten i gadekæret. Men i Skynd-dig-byen var der ingen, der havde tid til mariehøns eller flade sten. “Skynd dig nu, Otto!” sagde hans mor. “Vi skal nå bussen, vi skal nå indkøb, og vi skal nå at nå det hele!”
En dag, da Otto var på vej hjem fra skole, så han noget, han aldrig havde lagt mærke til før. Mellem den travle bager og den endnu travlere bank lå en lillebitte butik. Skiltet over døren var så støvet, at man næsten ikke kunne læse teksten, men der stod: “Uret, der ved bedre“.
Otto listede indenfor. Der lugtede af gammelt papir, lakridsrod og noget, der mindede om duften af regnvejr på en varm asfaltvej. Bag disken sad en mand med så mange rynker i panden, at det lignede et kort over hele verden. Han bar en stor, grøn fløjlsvest og havde briller, der var så tykke, at hans øjne lignede to store, nysgerrige planeter.
“Goddag,” sagde Otto forsigtigt. “Hvad sælger du?”
Manden kiggede op og smilede et smil, der tog mindst et minut om at blive færdigt. “Jeg sælger ikke noget, Otto. Jeg passer bare på de ting, folk har glemt, de har brug for. Og jeg tror, jeg har ventet på dig.”
Han rakte hånden ned i en skuffe og tog et antikt lommeur frem. Det var lavet af guld, der skinnede som en eftermiddagssol, men da Otto kiggede på urskiven, spærrede han øjnene op. Der var ingen tal. Der var ingen visere, der piskede rundt for at fortælle, at man kom for sent til noget som helst. I stedet var der små, håndmalede billeder: en gynge, en varm skål suppe, en sovende kat og en åben bog.
“Det er gået i stykker,” sagde Otto. “Det tikker ikke engang.”
Den gamle mand klukkede. “Det tikker kun, når du glemmer at kigge på det. Det måler nemlig ikke sekunder eller minutter. Det måler ‘nuet’. Det måler de øjeblikke, hvor tiden står helt stille, fordi man har det for rart til at tænke på næste tirsdag.”
Otto fik lov at låne uret. Han puttede det i lommen og gik ud i den travle by igen. Han mærkede uret mod sit lår, og det føltes varmt, som om det gemte på en lille, sovende sol. Da han kom ud på fortovet, løb folk stadig forbi ham. De råbte i deres telefoner og kiggede på deres egne ure, der råbte “skynd dig, skynd dig!”.
Otto satte sig på en bænk. Han tog en pose med tørrede ærter op af lommen og begyndte at kaste dem til en lille gråspurv. Spurven hoppede tættere og tættere på, og dens små øjne lyste af tillid. Otto glemte alt om lektier, aftensmad og om han havde husket at binde sine sko. Han var bare lige der, sammen med spurven og de tørrede ærter.
Pludselig mærkede han en svag sitren i lommen. Han tog uret frem. Viseren, der før stod stille ved billedet af en åben bog, var nu hoppet hen på billedet af en gynge. Uret tikkede ikke “tik-tak”. Det sagde “nuuu… nuuu… nuuu”. Det lød som en rolig vejrtrækning.
Da Otto kom hjem, var hans mor i gang med at dække bord, mens hun talte i telefon og rørte i en gryde på samme tid. “Otto, skynd dig at vaske hænder! Vi har kun ti minutter, før vi skal se nyhederne!”
Otto gik hen til hende og tog hende i hånden. “Mor, prøv at se.” Han lagde det magiske lommeur på køkkenbordet.
Hans mor kiggede på uret. “Det har jo ingen tal, Otto. Hvordan skal vi vide, hvornår vi skal være færdige?”
“Det er lige nu, vi skal være færdige,” svarede Otto klogt. “Vi skal være færdige med at have travlt.”
Moderen kiggede på de små billeder på urskiven. Hun så billedet af den varme suppe, og pludselig mærkede hun duften fra gryden. Hun mærkede Ottos lille hånd i sin egen. Hun lagde telefonen fra sig. Hun slukkede for nyhederne, før de overhovedet var begyndt. Og så skete der noget mærkeligt. Uret i Ottos lomme begyndte at lyse med et blødt, gyldent skær, og hele køkkenet føltes som om, det var fyldt med bløde dyner.
Den aften spiste de aftensmad i tre timer. Det var den samme mad som altid, men den smagte af meget mere. De talte om ting, de aldrig plejede at tale om – som hvordan skyerne ligner forskellige dyr, og hvorfor man altid får lyst til at hoppe i vandpytter, selvom man har pænt tøj på.
Næste dag tog Otto uret med i skole. Da læreren sagde, at de kun havde fem minutter til at færdiggøre deres tegninger, lagde Otto uret på bordet. Hans sidekammerat, en pige der hed Mia, kiggede på det. “Hvad er det for et mærkeligt ur?” spurgte hun.
“Det er et nu-ur,” forklarede Otto. “Det viser os, at vi har masser af tid, hvis bare vi lader være med at tælle den.”
Snart sad hele klassen og tegnede med en ro, de aldrig havde prøvet før. Ingen kiggede på den store, hvide urskive på væggen, der altid stirrede strengt på dem. De tegnede drager med syv hoveder og slotte lavet af is, og uret på Ottos bord sagde sit beroligende “nuuu… nuuu… nuuu”.
Rygterne om uret spredte sig hurtigt i Skynd-dig-byen. Folk begyndte at stoppe op. Bankdirektøren blev set sidde på en trappesten og kigge på en mælkebøtte, der voksede op gennem asfalten. Bageren holdt op med at bage brødet hurtigere og hurtigere, og begyndte i stedet at forme små figurer af dejen, bare fordi det var sjovt.
Byen skiftede navn. Nu hed den Bare-lige-nu-byen. Og selvom folk stadig havde ure på deres arme, så de oftere på hinanden end på tallene. De lærte, at de vigtigste minutter i livet er dem, man slet ikke tæller, fordi man har for travlt med at være lykkelig.
Da Otto mange år senere blev en gammel mand med rynker i panden, der lignede et verdenskort, gik han tilbage til den lille butik. Han lagde uret på disken foran en ny, lille dreng, der så ud til at have brug for at lære at kigge på mariehøns.
“Det virker ikke,” sagde drengen og kiggede på urskiven uden tal.
Otto smilede, og det tog mindst et helt minut. “Jo, det virker præcis som det skal. Du skal bare glemme at kigge på det.”
Og således gik det til, at tiden aldrig mere blev væk for Otto, for han vidste præcis, hvor han havde den. Han havde den lige her. Og nu.
Læs næste eventyr: Sofia og den syngende sky
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
