Del 1: De lynhurtige sko

Der var engang en by der hed Vester Klit, og den lå så langt ude mod vest, at man blev våd om fødderne, hvis man gik bare ti skridt for langt. Bag byen lå klitterne og sov som store sanddyr. Bag klitterne lå mosen. Og mosen kommer vi tilbage til. Det lover jeg.

I Vester Klit boede der en dreng der hed Tobias. Han var ikke den højeste og ikke den mindste. Ikke den klogeste og ikke den dummeste. Hvis du var gået forbi ham på vejen, havde du sikkert glemt ham igen, før du nåede hjem. Det eneste lidt mærkelige ved Tobias var, at han kunne lide at gå. Bare gå. Den ene fod foran den anden.

Mens de andre børn fór rundt i byen, som om der var udsalg på alting, slentrede Tobias. Han kendte hver eneste sti. Han vidste, hvor mosehullerne gemte sig under det grønne tæppe, og hvor jorden var fast nok til at bære en dreng, og hvor den var blød nok til at sluge ham med gummistøvler og det hele. Han vidste, hvornår hejren stod ude i engen og lod, som om den var en pind. Han vidste, hvornår ræven listede langs hegnet med et ansigt, som om hele verden skyldte den penge.

Tobias så den slags. Fordi han gik langsomt nok til at nå at se det. De andre så det ikke. Men det var, før skoene kom til byen.

Det begyndte en lørdag på torvet. Der dukkede en mand op, som ingen havde set før, og ingen så bagefter. Han var lang og tynd som en lygtepæl, og han havde en frakke på, der så ud, som om den var syet af tåge. Når man kiggede lige på ham, glemte man med det samme, hvordan hans ansigt så ud. Det var ikke rart. Men ingen tænkte rigtig over det. Han havde en kasse med. Og i kassen lå der sko.

Men sikke sko. De glimtede, som om nogen havde fanget lyn og syet det fast i sålerne. De skiftede farve, alt efter hvordan man holdt hovedet. Og da den lange mand løftede et par op i luften, hviskede de. Helt sagte, så kun børnene kunne høre det.

“Tag os på. Så bliver du den hurtigste.”

“Mine damer og herrer,” sagde manden, og hans stemme lød som blæst, der havde lært at tale. “Lige præcis de her sko har alle de seje. Alle dem, man taler om. Det eneste spørgsmål er: Vil du være med? Eller vil du stå tilbage og kigge på?”

Og se, det spørgsmål er det farligste i hele verden. Vil du være med, eller vil du stå tilbage og kigge på? For der er ikke ét eneste barn nogensinde, der har haft lyst til at stå tilbage og kigge på. Inden solen gik ned, havde hvert eneste barn i Vester Klit et par lynhurtige sko. Undtagen Tobias. Han havde brugt sine sidste lommepenge på en lommekniv og et stykke reb, og det fortrød han faktisk ikke. Men lige nu stod han altså på torvet i sine gamle gummistøvler og kiggede på, mens de andre snørede de glimtende sko.

“Skynd dig, Tobias,” råbte Sille, som ellers var hans bedste ven. “Der er måske et par tilbage.”

Men der var ikke flere. Og da Tobias vendte sig om for at sige det til den lange mand, var manden væk. Kun den tomme kasse stod tilbage, og den lugtede svagt af mose.

Du skulle have set Vester Klit ugen efter. Børnene fór. De fór i skole og fór hjem igen. De fór hen til bageren så hurtigt, at brødene blæste af hylderne. De løb rundt om kirken treoghalvfjerds gange på et minut, bare fordi de kunne. En dreng der hed Oskar skulle hente en liter mælk og endte ved et uheld i nabobyen, og da han kom hjem, var mælken rystet til smør.

Det var sjovt at se på. Det var det virkelig. Men hvis man kiggede godt efter, og det var der ingen der gjorde undtagen Tobias, så var der noget galt.

For det første begyndte børnene at ligne hinanden. Når man render lige så stærkt som alle andre, i præcis de samme sko, så er det svært at se, hvem der er hvem. De fik den samme måde at grine på. De talte om de samme ting. Og det var altid om, hvem der var hurtigst, og hvem der havde set hvem være hurtigst. For det andet holdt de op med at se noget som helst. Hejren kunne stå midt i engen og vifte med begge vinger, og ingen lagde mærke til den. Ræven gik nærmest hen og bankede på dørene, så fornærmet var den over, at ingen så den mere.

Og for det tredje, og det var det værste, holdt skoene aldrig op med at hviske. “Hurtigere,” sagde de. “Du er ikke hurtig nok endnu. Se, hvor hurtig han er. Se, hvad hun kan. Hurtigere. Hurtigere.”

Børnene løb og løb, og uanset hvor stærkt de løb, var der altid en, der lige havde løbet en lille smule stærkere et andet sted, og det kunne man jo ikke have siddende på sig, så man løb noget mere. Og det mærkelige var, at de aldrig blev trætte. Det var det uhyggelige. De var ikke trætte. De kunne bare ikke holde op. Tobias gik stadig. Nu grinede de ad ham. “Snegle-Tobias,” kaldte de ham, og var allerede fór forbi, før de fik sagt det færdigt, så det egentlig bare lød som et vindpust. En dag fór Sille forbi ham uden at standse, og det gjorde ondt. Men Tobias blev ved med at gå. Dels fordi han ikke havde nogen sko at løbe i. Og dels, det skal vi være ærlige om, fordi han var en lille smule stædig.

Så kom aftenen, hvor havgusen rullede ind. Havgus er den tykke, hvide tåge, der vælter ind fra Vesterhavet, når den får lyst, og lægger sig over alting som en våd dyne. Man kan ikke se sin egen hånd. Man kan ikke høre, hvor lydene kommer fra. Og man skal ikke gå ud i mosen, når havgusen er der. Slet ikke.

Det vidste Tobias. Han var på vej hjem ad stien langs engen, langsomt, med hænderne i lommerne, da han hørte børnene. De lo. De råbte. Og de råbte noget, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.

“Lysene. Kan I se lysene. Hvem kommer først hen til lysene.”

Tobias kiggede ud over mosen. Og der, langt ude, hvor jorden var blødest og vandet sortest, dansede der små, blege lys. De svævede og vippede og vinkede, lige akkurat så langt væk, at man fik lyst til at komme tættere på. Et lys var altid en lille smule længere fremme, lige uden for rækkevidde, som om det legede tagfat.

Tobias’ farmor havde fortalt ham om de lys. Lygtemændene, kaldte hun dem. “Gå aldrig efter dem, min dreng. De viser ikke vej. De findes for at få dig til at fare vild. Jo mere du jager dem, jo længere ud i mosen lokker de dig. Og mosen er sulten.”

Og nu kom hele byens børn løbende. I deres lynhurtige sko. Lige imod lysene. Ud i mosen. Hvor jorden ikke kunne bære dem.

“STOP,” råbte Tobias.

Men hvem standser, når der er et kapløb i gang? Hvem holder op med at løbe, når alle de andre løber, og der venter en sejr lige derude i tågen? De hørte ham ikke. Eller også hørte de ham, og det kom ud på ét, for skoene hviskede stadig. Hurtigere. Vind. Vær den første ved lysene.

Tobias gjorde det eneste, han kunne komme i tanke om. Han løb. Men Tobias var ingen løber, og hans gamle gummistøvler var tunge som spande, og inden han havde taget ti skridt, lå han fladt ned i lyngen med munden fuld af mos. Han kunne aldrig nogensinde indhente dem. De var lynhurtige. Han var bare Tobias. Og der, med ansigtet i jorden og hjertet bankende, blev Tobias helt stille.

Og fordi han var stille, kunne han høre det. Han kunne høre, hvor jorden var fast. Det lyder mærkeligt, men Tobias havde gået på den mose hundrede gange, og hans fødder kendte forskel på den lyd, fast jord gav, og den våde, sugende lyd, der betød: her synker du. Han kunne høre tuerne, de små, faste øer af græs, der løg spredt ud gennem mosen som trædesten, hvis bare man vidste, hvor de var.

Han forstod noget. Han kunne ikke løbe de andre op. Men han kendte vejen, og det gjorde de ikke. At være hurtig hjalp ikke det mindste herude. Det eneste, der hjalp, var at vide, hvor man satte sin fod. Så Tobias rejste sig op. Og gik ud i mosen. Langsomt. I mørket. I tågen. Helt alene. Det var det modigste, han nogensinde havde gjort, og der var ingen, der så det. Sådan er det tit med det allermodigste.

Han satte foden på den første tue. Fast. Han mærkede efter. Næste tue, lidt til venstre. Fast. Han lyttede til vandet, der klukkede sort omkring ham, og han fandt vejen, sådan som man finder melodien til en sang, man har hørt for længe siden. En tue ad gangen, med hele kroppen lyttende.

Forude hørte han Oskar grine. Et grin, der var begyndt at lyde forkert. For et af lysene var holdt op med at danse nu. Det hang bare stille i luften, lige foran Oskar. Og det var ikke længere blegt og venligt. Det var blevet stort. Og koldt. Og sultent.

“Oskar,” sagde Tobias. Ikke et råb. Bare hans navn, helt roligt, lige ved siden af ham i mørket. “Stå stille.”

“Jeg skal vinde,” mumlede Oskar. Hans øjne var helt blanke, og han stirrede på lyset, og fødderne gled allerede ned i det bløde. Skoene hev og sled for at få ham videre. “Jeg skal bare lige derhen.”

“Du står på en tue,” sagde Tobias roligt. “En halv meter foran dig er der ingenting. Bare sort vand, så dybt at det ikke har nogen bund. Tager du ét skridt til, så ser vi dig aldrig igen. Kig ned. Kig på dine fødder.”

Og der skete der noget mærkeligt. Lysene levede af jagten. Af det fremstrakte, det higende, det altid-lidt-hurtigere. Men i samme sekund, Oskar kiggede ned på sine egne to fødder, lige der hvor han faktisk stod, lige nu, i stedet for derud hvor lyset lovede ham et eller andet, så mistede lyset taget i ham. Det flakkede. Det blev mindre. Som et bål, der ikke får mere brænde.

Oskar blinkede. “Tobias?” sagde han, og nu lød han bare som en dreng, der var bange og kold og langt hjemmefra. “Hvor er jeg?”

“Du er sammen med mig,” sagde Tobias. “Tag min hånd. Kig kun på mig. Sæt foden, hvor jeg sætter min.”

Sådan gik det, barn for barn. Tobias fandt dem i tågen, ét ad gangen, hver især stivnet og stirrende foran sit eget sultne lys. Og hver gang sagde han det samme. Stå stille. Kig ned. Se, hvor du er. Og hver gang lyset opdagede, at barnet var holdt op med at jage det, at barnet bare stod der midt i mosen sammen med de andre og var til stede, så sukkede lyset og gik ud.

Til sidst stod de der alle sammen. Hele Vester Klits børneflok, klumpet sammen på de få faste tuer, våde og rystende og meget, meget stille. Sille kiggede på Tobias med store øjne og sagde det, alle tænkte.

“Hvordan kommer vi hjem?”

For nu var lysene væk. Og uden lysene var der ikke noget at løbe efter. Men der var heller ikke noget at se. Bare tåge. Bare sort. Og en flok børn, der lige havde opdaget, at lynhurtige sko er fuldstændig ligegyldige, hvis man ikke aner, hvilken vej man skal løbe.

“I kommer hjem,” sagde Tobias, “ved at gå. Bag efter mig. Én ad gangen. Og I skal love mig, at I ikke løber. Lige meget hvad I tror, I ser derude.”

Så snørede de deres glimtende, hviskende, lynhurtige sko af, for de duede ikke på tuerne, og de gik barfodede hjem gennem mosen i den kolde havgus. Med hånden på skulderen af den foran. Langsomt. Det ene faste skridt efter det andet. Mens Tobias gik forrest og fandt vejen, som han var den eneste, der kendte.

Det tog dem hele natten. Og ikke ét barn faldt i. Da de nåede frem til byen, kom solen op bag dem og farvede tågen lyserød. Skoene, der lå tilbage derude i mosen, holdt op med at glimte. Og et par dage senere, da nogle voksne gik ud for at hente dem, fandt de ingenting. Bare sort vand. Og måske, helt nede i mudderet, lyden af en lang, tynd mand, der grinede en lille smule, fordi han allerede var på vej til den næste by med sin kasse.

Men i Vester Klit blev der lidt stille efter den nat. Børnene gik en tid. Bare gik. Og de opdagede, at når man går, så kan man se hejren stå i engen og lade, som om den var en pind. Man kan se ræven liste langs hegnet med sit fornærmede ansigt. Og man kan se hinanden. Rigtig se hinanden, og kende forskel på, hvem der er hvem.

Hvis nogen spurgte, hvem der var hurtigst i Vester Klit, svarede ingen længere. Det var ikke det vigtigste spørgsmål mere. Men hvis nogen spurgte, hvem der kendte vejen, hvem man skulle følge, hvis det blev mørkt og tåget, og man var bange og langt hjemmefra, så pegede de alle sammen på den samme dreng.

Den, der ikke var højest eller mindst, klogest eller dummest. Ham, der kunne lide at gå.

Læs næste eventyr: Pigen der sang falsk