Del 10: Vejen hjem

Den grå bølge ruller lydløst over landet og gør alt det levende ensartet og stille. Men midt i tågen vågner seks børn, der hver især bærer på en særlig styrke, som den lange mand aldrig havde regnet med.

Den lange mand i tågefrakken var blevet træt af at tabe.

For sådan var det gået, gang på gang. Han kom til en by med sin kasse. Han solgte børnene det nyeste, det flotteste, det allesammen-skal-have-det-samme, og han hviskede sit yndlingsspørgsmål: vil du være med, eller vil du stå tilbage og se på? Og hver gang fik han næsten en hel by til at ligne hinanden, til at jage det samme, til at glemme, hvem de selv var.

Men hver eneste gang var der ét barn. Bare ét. Et barn, der var for sært, for langsomt, for skævt, for stille, til at hoppe med på det. Et barn, der blev ved at være sig selv, da alle andre blev ens. Og det ene barn ødelagde det hver gang.

En dreng, der hellere ville gå. En pige, der sang forkert. En dreng med grimme hænder. En pige, der dansede. En, der kunne kede sig. En, der havde holdt vagt helt alene.

Den lange mand havde mødt dem alle sammen, en for en, og tabt til dem alle sammen.

Så nu havde han lagt en ny plan. Den største. Hvis problemet var, at der altid var ét barn, der turde være sig selv, så var løsningen jo enkel. Han ville lave en verden, hvor der slet ikke fandtes sådan et barn mere. Hvor alle var ens. Hver eneste. Og så ville der aldrig være nogen tilbage til at stoppe ham.

Han gik op på den højeste klit, hvor han kunne se ud over alle byerne på én gang, og han bredte sin tågefrakke ud. Og ud af den væltede der en grå tåge. Ikke havgus. Noget værre. En grå bølge, der rullede ud over landet, langsomt og lydløst, og alt det, den rørte ved, blev det samme.

Husene blev ens. Træerne blev ens. Og menneskene, der blev fanget i den grå bølge, holdt op med at være sig selv. De fik den samme tomme mine. De ville pludselig alle sammen have det samme, gå efter det samme, ligne hinanden helt og holdent. Og jo flere den slugte, jo stærkere blev den.

Men der var nogle, den ikke kunne få fat i.

I Vester Klit mærkede Tobias kulden komme, mens han gik sin sædvanlige langsomme tur. Han mærkede, hvordan luften blev forkert, og fordi han var den slags, der lagde mærke til ting, vidste han med det samme, at noget var helt galt. Han så den grå bølge rulle ind, og han så folk forsvinde ind i den, og han gjorde det eneste rigtige. Han fulgte sit kendskab til landet og gik den ene vej, den grå bølge endnu ikke havde nået. Mod den højeste klit. Mod manden.

Han var ikke den eneste på vej.

Nede ved fjorden havde Karla siddet på sin sten og sunget sin egen skæve sang, da bølgen kom, og fordi hendes sang aldrig var to gange ens, kunne den grå tåge ikke få fat i den, og dermed ikke i hende. Hun rejste sig og fulgte en sælsom fornemmelse mod samme klit.

Fra flyvefestpladsen kom August med olie på sine grimme hænder og en taske fuld af pinde og snore og drivtømmer, fordi han havde en idé om, at man måske får brug for at bygge noget.

Fra Spejlbyen kom Vera, varm og forpustet, fordi hun lige havde danset sig fri af noget grimt og var blevet rigtig god til at danse sig fri af grimme ting.

Fra engen kom Villads, helt rolig, for da bølgen kom, havde han ligget i græsset og kedet sig så dybt, at panikken slet ikke kunne få fat i ham.

Og fra det yderste fyrtårn kom Maja, som ikke var bange for mørke længere, og som havde en lommelygte og hovedet fuldt af stjernenavne.

De kendte ikke hinanden. De kom fra hver sin by. De havde hver især troet, at de var helt alene om at være, som de var. Det sære barn. Det eneste. Og nu gik de, uden at vide hvorfor, alle sammen mod den samme høje klit, hvor en grå bølge slugte verden, og en lang mand stod og lo.

Da de mødtes ved foden af klitten, stod de et øjeblik og kiggede måbende på hinanden.

“Mærker I det også?” sagde Tobias. “At I er den eneste i jeres by, der ikke blev taget?”

De nikkede alle sammen. Og noget mærkeligt og varmt skete i den lille flok af sære børn. For hver af dem havde gået rundt og troet, at de var de eneste underlige i hele verden. Og her stod der pludselig seks af dem. Lige så underlige. Hver på sin måde.

Oppe på klitten fik den lange mand øje på dem, og han grinede koldt.

“Nej, hvor sødt,” sagde han. “Hele banden. Alle de små særlinge, der har slået mig før. Men ved I hvad? I kom for sent. Se jer omkring.” Han bredte armene ud mod den grå bølge, der nu havde slugt næsten alt. “Når jeg er færdig, er der ikke et eneste menneske tilbage, der er sig selv. Alle vil være ens. Og en verden, hvor alle er ens, er en verden, jeg aldrig taber i. For der er aldrig nogen tilbage, der skiller sig ud.”

Og han slap bølgen løs mod dem.

Tobias gik forrest, for han var den, der kunne finde vej. Han læste landet under den grå tåge, mærkede sig frem skridt for skridt, fandt den faste grund op ad klitten, hvor de andre kunne følge. Men halvvejs oppe begyndte panikken at sive ind i dem. Den grå bølge hviskede de samme ord til dem alle: bliv ligesom os, det er nemmere, hvorfor være alene om at være sær, kom nu, vær med.

Og det var her, det kunne være gået galt. For seks bange børn, der begynder at jage, der begynder at gå i panik, dem kan den grå bølge nemt sluge.

“Stop,” sagde Villads roligt. “Allesammen. Stå stille et øjeblik. Lad være med at jage noget som helst.” Og fordi Villads var verdensmester i ro, bredte roen sig fra ham til de andre, og bølgens hvisken mistede sit tag, ligesom mudder synker til bunds, når man holder glasset stille.

De stod helt stille i den grå tåge, midt på klitten, og de kunne knap se hinanden.

“Jeg kan ikke se vejen mere,” sagde Tobias. “Der er for tæt.”

Så tændte Maja sin lommelygte og holdt den højt, ligesom hun havde holdt fyrtårnets lys gennem tre nætters mørke. “Følg lyset,” sagde hun. “Det er det, jeg kan. Holde et lys i mørket, så ingen farer vild. Kig på mig, så går vi op sammen.”

De nåede toppen. Og der stod den lange mand, kæmpestor nu, fyldt op af alt det, han havde slugt, og bag ham var hele verden grå og ens.

“I kan ikke vinde,” sagde han. “Sidst slog ét sært barn mig. Men jeg kan godt klare seks. For der er stadig kun seks af jer. Og der er en hel grå verden bag mig.”

Og det var her, August forstod det.

“Han har ret,” sagde August stille til de andre. “Ingen af os kan slå ham alene. Sidst slog vi ham en for en, i hver vores by. Men det her er for stort til én. Han har lavet en verden, hvor alle er ens. Og det eneste, sådan en verden ikke kan tåle…” Han kiggede rundt på de andre, på den skæve, sære, vidunderlige flok. “Det er en hel masse, der er forskellige på samme tid.”

Så August byggede. Med sine grimme, dygtige hænder samlede han i en fart noget af alt det, de havde med: hans pinde og snore, Majas lygte, det hele, til en slags stilladsstang, de kunne stå rundt om. Ikke kønt. Men det virkede.

“Nu,” sagde August. “Allesammen. Det I hver især kan. På samme tid. Ikke det samme. Hver jeres.”

Og så gjorde de det.

Karla sang. Sin egen skæve, krøllede sang, den der aldrig var to gange ens, og som ingen kunne kopiere. Og den grå bølge, der gjorde alting ens, prøvede at sluge sangen og gøre den til de andres sang, men den kunne ikke, for den fandt sig selv op undervejs. Der gik en revne i det grå.

Vera dansede. Sin vilde, tossede dans, og hun greb fat i den nærmeste grå skikkelse i tågen og snurrede den rundt, fik den til at bevæge sig, til at gøre noget eget, og farven kom tilbage i den. Endnu en revne.

Villads stod helt stille midt i det hele og holdt roen, så panikken aldrig fik fat, så de andre kunne blive ved.

Maja holdt lyset højt og råbte stjernernes navne ud i mørket, så ingen mistede retningen.

Tobias mærkede sig frem og holdt dem alle sammen på fast grund.

Og August bandt det hele sammen, fik delene til at passe, så ingen faldt, så det skæve byggeri holdt.

Seks børn. Seks helt forskellige ting. På samme tid. Ikke ét af dem gjorde det samme som de andre. Og det var lige nøjagtig det, der ikke kunne sluges.

For den grå bølge kunne kun gøre folk ens. Men den anede ikke, hvad den skulle stille op med seks, der nægtede at ligne hinanden, og som alligevel stod sammen. Den prøvede at gøre dem ens og kunne ikke vælge, hvem den skulle gøre dem til. En, der sang skævt? En, der dansede? En, der stod stille? En, der byggede? Den grå tåge kogte og hvirvlede og forsøgte at presse dem ned i én form, og den kunne ikke, for de var seks forme på én gang, og den revnede og revnede.

“HOLD OP,” skreg den lange mand, og for første gang lød han bange. “I skal være ens. Det skal I bare. Vær med, eller stå tilbage og se på. Det er reglen. Det er den eneste regel.”

“Nej,” sagde Tobias roligt, mens de andre blev ved. “Det er din regel. Den har vi aldrig været med på. Vi er med. Det er bare ikke ved at ligne hinanden. Vi er med ved at være helt forskellige og stå sammen alligevel.”

Og lige der, oppe over dem, kom der en flok vildgæs gennem den revnende tåge, ført af en, der fløj lidt for lavt og lidt skævt og kendte vejen, og de gjaldede så højt og rodet og uensartet, at det sidste af den grå bølge gik helt i stykker.

Den lange mand i tågefrakken hylede. Han krympede. Alt det, han havde slugt, alle de ens, grå mennesker, sprang fri af ham på én gang og blev sig selv igen, hver med deres egen mine, deres egen form, deres eget liv. Og uden sin grå ensartethed havde manden ingenting tilbage. Han blev tyndere og tyndere, til han ikke var andet end en stump tåge, og så tog vestenvinden ham, den vilde, levende vind, og blæste ham ud over havet, hvor sådan en stump tåge hører hjemme.

Og verden vågnede.

Farverne kom tilbage. Husene blev forskellige igen. Træerne. Menneskene rystede sig og kiggede forundret på hinanden, som om de lige havde drømt en grim drøm, hvor alle var ens, og var glade for at vågne.

De seks børn stod på toppen af klitten, forpustede, mens vestenvinden ruskede i dem, og de kiggede på hinanden, og så begyndte de at grine. Den slags lettede, lykkelige latter, der kommer, når noget farligt er forbi.

“Jeg troede, jeg var den eneste,” sagde Karla.

“Det gjorde jeg også,” sagde Vera.

“Det gjorde vi alle sammen,” sagde Maja. “Det er nok meningen. At man tror, man er den eneste underlige i hele verden. Lige indtil man møder de andre.”

De gik ned fra klitten sammen, den skæve, sære, vidunderlige flok, ad den vej Tobias fandt, i det lys Maja holdt, til den sang Karla nynnede, helt deres egen. Og undervejs mødte de andre. En dreng med en pilefløjte, han havde skåret selv. To trolde, en stor og en lille, der var holdt op med at jage henholdsvis opmærksomhed og det nyeste. Flere, efterhånden. For når man først begynder at lede, opdager man, at der er underligt mange underlige derude. Man havde bare aldrig fået øje på hinanden før.

Og det var det, de lærte, den dag den grå bølge prøvede at gøre alle ens.

At man godt kan høre til en flok uden at ligne den. At en flok ikke bliver god af, at alle er den samme. Den bliver god af, at hver især kommer med den ene ting, kun de kan. Den der finder vej. Den der holder lyset. Den der bygger. Den der synger skævt. Den der danser. Den der kan stå helt stille.

Hver for sig havde de troet, de var alene om at være sære.

Sammen var de det stærkeste, verden havde set.

Og når et barn et eller andet sted stadig sidder og føler sig som den eneste af sin slags, helt alene om at være præcis den, det er, så er der noget, det skal vide. Et eller andet sted derude er de andre også. De sære. De skæve. De langsomme og de stille og dem med de grimme hænder. De leder også. De venter også.

Du skal bare turde være dig selv længe nok til, at de kan få øje på dig.

Det er det hele. Det er hele vejen hjem.

Godnat og sov godt.

Det var sidste afsnit i serien med vestenvindens eventyr. Læs mange flere eventyr her