August havde hænder, der altid var beskidte og fulde af ar, men de kunne noget, de andres perfekte hænder ikke kunne. Da den mystiske mand kom til byen med sølvblanke flyvere, blev Augusts skæve værk sat på den ultimative prøve mod vestenvindens vilde kræfter.
August havde de grimmeste hænder i hele byen. Det var ikke noget, han selv fandt på. Det var noget, de andre fandt på, og så blev det ved at sidde fast. Hans hænder var for store til resten af ham. De var fulde af gamle ar og små skrammer, og en finger stod en lille smule skævt, fordi han engang havde fået den i klemme i en dør. Han bed negle. Og uanset hvor meget han vaskede dem, var der altid jord eller maling eller harpiks et eller andet sted.
Uha, August, har du gravet dig op, sagde de og lo. Men her er sagen med Augusts grimme hænder. De kunne lave ting. Mens andre børn sad og kiggede på en skærm, sad August og lavede. Han snittede. Han bandt. Han limede og bøjede og fandt ud af, hvordan ting hang sammen. Han havde bygget en fuglekasse, en sælsom slags slangebøsse, en lille båd der faktisk kunne sejle, og engang en maskine af snor og pinde, der kunne vippe et æg ned i en kop, hvis man trak i det rigtige sted. Den virkede kun hver tredje gang. Men den virkede. Det var der bare ingen, der lagde mærke til. For hænderne var grimme, og det andet, August lavede, var også tit lidt skævt og grimt. Det første, man så, var det grimme. Ikke at det virkede.
Så kom Flyvefesten. Én gang om året, når vestenvinden var stærkest, holdt byen Flyvefest. Det var den ældste fest, de havde, ældre end nogen kunne huske. Reglen var enkel. Hvert barn skulle bygge noget, der kunne flyve. Og den, hvis flyvende ting kom højest op, vandt. Men der var noget mere. Noget, de voksne kun talte om halvt. For vestenvinden var ikke bare vind. Den var i live. Og hvert år valgte den. Den løftede den ting, den bedst kunne lide, helt op over klitterne, over fjorden, helt op hvor fuglene flyver. Og det barn, der havde bygget den ting, fik lov at se noget, ingen andre fik at se. Hvad det var, vidste ingen rigtig. For de, der havde set det, smilede bare, når man spurgte, og sagde, at det kunne man ikke fortælle. Man skulle op.
I år var der dukket en bod op på torvet ugen før festen. Den blev passet af en lang, tynd mand i en frakke, der lignede tåge, og når man kiggede direkte på ham, glemte man straks, hvordan hans ansigt så ud. Han solgte flyvere. Og hold da op, hvor var de flotte. De var sølvblanke og glatte og spændte ud i et perfekt sus af vinger. De var ens, alle sammen, lige nøjagtig ens, og de glimtede, og man behøvede ikke lave noget som helst selv. Man købte den bare. Man tog den ud af æsken. Og den var perfekt. Med den her, sagde den lange mand til hvert barn, der kom forbi, vinder du helt sikkert. Det gør alle de andre, der køber den, jo også. Spørgsmålet er bare, om du vil stå tilbage uden.
Inden ugen var omme, havde næsten alle børn i byen en sølvblank flyver fra boden. De stod i lange rækker og sammenlignede dem, men der var ikke rigtig noget at sammenligne, for de var jo ens. Det var lidt det fine ved dem. Man kunne ikke gøre noget forkert. Man kunne heller ikke gøre noget rigtigt. Man havde bare den samme som alle andre. August havde ikke penge til en. Og helt ærligt: Selvom han havde haft, tror jeg ikke, han ville have købt den. For der er en bestemt slags glæde ved at tage noget perfekt ud af en æske, og der er en helt anden slags glæde ved at lave noget selv. Og August var vild med den anden slags.
Så August byggede. Han fandt drivtømmer på stranden, så let og tørt at det næsten ingenting vejede. Han fandt fjer, store mågefjer, og bandt dem på med sytråd. Han fandt et gammelt stykke sejl på loftet, et stykke af sin morfars gamle jolle, og det lugtede stadig af salt og tjære. Han bøjede og prøvede og fejlede og bøjede igen. Han kiggede på, hvordan mågerne hang stille i blæsten uden at slå med vingerne, og prøvede at forstå det med hænderne. Det tog ham hele ugen. Hans grimme hænder fik flere skrammer. Og det, der kom ud af det, var ikke kønt. Det var skævt. Det var lappet. Den ene vinge var en lille smule større end den anden. Det lignede ikke en flyver. Det lignede noget, en fugl havde bygget på en dårlig dag.
Da han kom ned til festpladsen med den, grinede de. Hvad er det, sagde en dreng, der hed Frederik, og holdt sin sølvblanke flyver op, så solen glimtede i den. Har en måge kastet op? August sagde ikke noget. Han knugede bare sit skæve, grimme, hjemmelavede dyr lidt tættere ind til sig. Så kom vestenvinden. Den kom ikke stille den dag. Den kom med tænder. Det havde den det med, hvis man spørger gamle folk på Vestkysten. Den kom rullende ind over klitterne, så lyngen lagde sig fladt, og man måtte lukke øjnene halvt for sandet. Den var en rigtig vind. En vild vind. En levende vind.
Slip dem, råbte byens ældste, som styrede festen. Nu. Og hele rækken af børn slap deres flyvere på samme tid. De sølvblanke flyvere lettede smukt. De var perfekte, husk det. De steg op i et glimtende sus, alle sammen ens, en hel sværm af sølv mod den grå himmel, og et åh gik gennem mængden, for det var virkelig flot. I cirka fire sekunder. For så ramte den rigtige vind dem. Og det viste sig, at De sølvblanke flyvere var lavet til en vind, der ikke fandtes. En pæn vind. En sød lille legestue-vind. De var lavet på en fabrik et sted, hvor ingen havde mødt vestenvinden, og da den vilde, levende blæst først fik fat i dem, kunne de slet ikke. De var alle ens, så de fejlede også alle ens. De stejlede. De tumlede. De ramte hinanden, fordi de fløj nøjagtig samme vej, og så væltede de som dominobrikker, sølv mod sølv, og styrtede ned i klitterne i en stor, glimtende bunke.
Oppe et sted lo den lange mand i tågefrakken en kold lille latter, for det var slet ikke meningen, at nogen skulle vinde. Det havde aldrig været meningen. Det var bare meningen, at de alle sammen skulle have det samme. Og så miste det samtidig. Men der var én ting tilbage på himlen. Augusts skæve dyr. Det havde ikke noget pænt ved sig. Den ene vinge var stadig større end den anden. Det dykkede og rystede og så et øjeblik ud, som om det ville falde. Men August havde bygget det selv, med hænderne, mens han kiggede på den rigtige vind. Det var lavet til netop denne blæst, den vilde, levende, tandede vestenvind, for det var den eneste vind, August kendte. Og da vinden fik fat i det, gjorde det ikke modstand. Det gav efter. Det lagde sig op ad blæsten, ligesom mågerne gjorde, og lod sig bære.
Op steg det. Skævt og grimt og lappet. Over klitterne. Over fjorden. Højere og højere, mens hele byen stod med åben mund og glemte at grine. Og vestenvinden, som vælger, hvad den bedst kan lide, tog det skæve, hjemmelavede dyr op under sig, helt op hvor fuglene flyver, og holdt det der. De siger, at August fik lov at se det, som vinderne ser. De spurgte ham bagefter, hvad det var. Men han smilede bare, ligesom de andre vindere havde gjort, og sagde, at det kunne han ikke fortælle. Man skulle op.
Det eneste, han ville sige, var én ting. At da hans skæve dyr svævede deroppe, helt alene på himlen, mens alle de perfekte sølvflyvere lå smadrede i sandet, så var det ikke det grimme, folk så længere. Det var bare det, der virkede. Og den aften kom Frederik over til August, lidt rød i hovedet, og spurgte, om August måske kunne vise ham, hvordan man bandt en fjer fast med sytråd, så den ikke faldt af. August kiggede ned på sine store, arrede, skæve hænder. De grimmeste hænder i hele byen. Ja, sagde han. Det kan jeg godt vise dig. Det tager bare lidt tid. Og man bliver beskidt på fingrene. Det er fint, sagde Frederik. Og det var faktisk begyndelsen på noget. Men det er en anden historie.
Læs næste eventyr: Spejlbyen
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
