Nogle gange er det dem, der ikke passer ind i rækken, som ender med at finde vej for os alle sammen. Frida var gåsen, der nægtede at stirre på naboens hale, og det viste sig at være ret heldigt, da tågen rullede ind over havet.
Der var engang en vildgås, der hed Frida, og hun kunne ikke flyve i formation. Det er ellers ingen lille ting at kunne. Når vildgæs flyver, flyver de i en flot V-formation, en lige skrå linje på hver side af en leder, og de bytter plads, og de holder takten, og de ser ud, som om nogen har tegnet dem på himlen med lineal. Det er smukt. Det er en hel flok, der bevæger sig som ét eneste dyr. Og en gås, der ikke kan finde sin plads i den V, ja, den er ligesom en forkert node i en sang.
Det var Frida. Hun mente det godt og prøvede virkelig. Men hver gang flokken lagde sig i den fine, lige linje, kom Frida til at flyve en lille smule for lavt. Eller for langsomt. Eller hun fik øje på noget nede på jorden, et eller andet glimt eller en farve, og så drejede hun hovedet for at se på det, og så var hun ude af takt igen, og hele V’et bag hende rykkede skævt. Generalen, der var ledergås og meget stolt af sit V, gjaldede ofte, at hun skulle op i linjen og holde takten, fordi hun ødelagde formationen. Frida undskyldte, men hver gang de fløj over en å, der bugtede sig sølvgrå mellem markerne, måtte hun bare lige se det, og så var den gal igen.
De andre gæs sukkede og mente aldrig, hun ville lære det. De mente, hun så sig for meget omkring i stedet for at se på dem foran. Man flyver nemlig ved at følge den foran, det er reglen. Sådan kom man frem, og det var både nemt og trygt. Man behøvede slet ikke selv at vide, hvor man var på vej hen. Man fulgte bare den foran, der fulgte den foran, der fulgte Generalen. Men det var helt forkert for Frida. Hun kunne simpelthen ikke lade være med at kigge på alt det andet end gåsens bagdel foran hende.
Så Frida fløj lavt og skævt og bagest, og hun så på alting. Hun så de røde tage og de grå tage. Hun lærte, hvor en skov holdt op, og en sø begyndte. Hun lagde mærke til et fyrtårn på en spids og en kirke på en bakke og en bestemt bugt, der så ud som en sovende kat. Hun samlede hele landet op med øjnene, mens hun fløj, fordi hun ikke kunne lade være. De andre gæs så ingenting. De så kun bagdelen på gåsen foran.
Så kom dagen, hvor flokken skulle flyve sydpå for vinteren. Det var den store rejse, den farlige, hen over det åbne hav, hvor der ikke er noget land at lande på, hvis man bliver træt. Generalen lagde flokken i det flotteste V, han nogensinde havde lavet, og de lettede mod syd over havet. Frida hang som sædvanlig bagest og lidt for lavt. Og så kom tågen. Den kom rullende ind over havet uden varsel, tyk og hvid og kold, og pludselig kunne man ikke se solen eller stjernerne. Man kunne dårligt se gåsen foran sig.
En flok, der kun ved at flyve ved at følge den foran, har et meget stort problem, når den ikke kan se den foran. V’et gik i opløsning. Generalen prøvede at holde sammen på dem, men uden sol og stjerner vidste selv han ikke, hvad der var syd. Han havde altid bare fløjet efter stjernerne, og nu var de væk. Gæssene begyndte at flyve i ring og kaldte bange på hinanden i tågen. De var langt fra land og blev mere og mere trætte, og en gås, der bliver træt over åbent hav, har ikke noget sted at hvile. Generalen indrømmede til sidst, at de var faret vild.
Det var her, Fridas lille stemme lød nede fra bunden af tågen. Hun vidste nemlig, hvor de var. Frida havde aldrig fløjet efter stjernerne, hun havde fløjet for lavt til det og havde kigget på landet hele vejen. Dybt nede i tågen, hvor de andre kun så hvidt, fløj Frida endnu lavere, helt ned mod det grå hav, og lyttede og kiggede. Gennem en flænge i tågen så hun et glimt af et lys, der kom og forsvandt. Det var et fyrtårn, hun kendte, placeret på en spids lige nord for en bugt, der lignede en sovende kat.
Generalen var stolt, men han måtte indse, at de ville styrte af træthed, hvis de ikke fulgte Frida. Han gjorde noget meget stort for en ledergås og lagde sig bag hende. Hele flokken fulgte hende ned gennem tågen, ikke i et fint V, men i en rodet og levende klynge helt tæt på det grå hav. Frida fløj forrest og fandt vej fra landemærke til landemærke. Det røde fyr, den katteformede bugt og kirken på bakken. Hun læste landet, som de andre læste hinanden, og hun førte dem hele vejen ind over land til en eng, hvor de kunne hvile og være i live.
Da de stod på engen, gennemvåde og udmattede, kiggede de alle sammen på Frida. Den skæve gås, der altid fløj forkert, havde reddet dem alle sammen. En ung gæsling spurgte, hvordan hun kunne vide alt det, og Frida svarede bare, at hun havde set på det hele tiden, mens de andre kun så på hinanden. Generalen indså, at Frida aldrig ville lære at flyve pænt i formation, men han besluttede, at hun fremover skulle flyve forrest, hvis det blev tåget.
Frida fandt aldrig sin plads i det fine V, og hun holdt op med at undskylde for det. En flok, hvor alle gør det samme, kender kun én vej, og den vej dur ikke altid, når tågen ruller ind. Fra den dag vidste alle gæssene i flokken, at de havde brug for én, der turde se ud over kanten og kigge på noget andet end den foran. Frida lærte dem, at det at være skæv faktisk kan være den eneste måde at finde vejen hjem på.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Tre nætter alene
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
