Højt oppe i de nordiske bakker boede to troldebrødre, der lignede hinanden af udseende, men som mødte livet på to vidt forskellige måder. Mens den ene brugte alle sine kræfter på at råbe verden op, fandt den anden en stille styrke i at gøre det rigtige, når ingen kiggede.
Højt oppe i bakkerne boede der to trolde, og de var brødre, men mere forskellige end nat og dag. Den ene hed Bulder. Han var stor og bred og havde en stemme som et tordenskrald, og det vigtigste i hele Bulders liv var, at folk så ham. Han kunne ikke holde det ud, hvis nogen ikke kiggede på ham. Hvis en troldekone gik forbi uden at lægge mærke til ham, fik han nærmest ondt i maven. Så han sørgede for, at man altid lagde mærke til ham. Hver eneste dag.
Den anden hed Smau. Han var lille og rolig, og det vigtigste i Smaus liv var ikke at blive set. Det var bare at lave de ting, der skulle laves. Han fiksede broen, når den knækkede. Han vidste, hvor det reneste vand var. Han hjalp de vildfarne vandrere ned fra fjeldet, når de var faret vild. Han gjorde det stille, uden at sige det til nogen, og gik så hjem igen.
Hvorfor gør du dig den ulejlighed, sagde Bulder ofte og rystede på sit store hoved. Der er jo ingen, der ser det. Det er fuldstændig spild. Hvis man laver noget, og ingen ser det, kan man lige så godt lade være. Smau trak bare på skuldrene og gik videre med det, han var i gang med.
Bulder, derimod, lavede aldrig noget, uden at nogen så det. Faktisk lavede han ikke ret meget andet end at sørge for, at nogen så ham. Han stillede sig op på den højeste klippe ved solnedgang, så hele dalen kunne se hans flotte silhuet. Han rullede de største kampesten ned ad bjerget med et brøl, så alle kom løbende for at se, hvad larmen var. Han bandt et bånd om hovedet, fordi han syntes, det så sejt ud, og blev fornærmet, hvis nogen ikke nævnte båndet. Så I mig, råbte han bagefter. Så I, hvad jeg gjorde? Var det ikke vildt? Det var ret vildt, ikke? Og folk nikkede og sagde jo jo, og gik videre, og glemte det, før de var nået hjem.
Der var en helt særlig ting i den dal. På toppen af det højeste bjerg hang der en kæmpestor bronzeklokke. Og én gang i hver troldeslægts levetid blev der valgt nogen, der måtte gå op og ringe med den. Det var den største ære, en trold kunne få. Den, der ringede med klokken, blev husket for altid. Navnet blev hugget ind i klippen ved siden af klokken, hvor det stod, så længe bjerget stod.
Og reglen for, hvem der måtte ringe, var enkel. Det var ikke den stærkeste. Ikke den højeste. Ikke den, der lavede mest larm. Det var den, dalen holdt mest af. Den vælges af alle de andre i fællesskab, sagde de gamle. Den, hele dalen gerne vil sige tak til. Da Bulder hørte, at det snart var tid til at vælge igen, blev han fra sans og samling. Klokken, mumlede han. Jeg skal ringe med den klokke. Mit navn skal stå i klippen for altid. Så vil ALLE huske mig. For evigt.
Og så gik Bulder i gang med det, han troede, der skulle til. Han skulle ses endnu mere. Han skulle laves endnu større numre. Han skulle være endnu mere umulig at overse. Han klatrede op på det allerhøjeste fjeld og brølede sit eget navn ud over dalen, til der gik skred. BUUULDER, tordnede det. Folk kiggede op, sukkede og gik indenfor, fordi der dryssede sten ned. Han malede sit ansigt på siden af en klippe, så stort at man kunne se det fra hele dalen. Det skræmte fårene. Han fandt på en dans, en meget vild dans, som han udførte midt på torvet hver eneste aften, om nogen havde lyst til at se den eller ej. Se mig danse, råbte han. Se nu. Ser I?
Og dalens trolde så ham. Det kunne de ikke undgå. Men jo mere Bulder gjorde for at blive beundret, jo mere trætte blev de af ham. For der er noget anstrengende ved en, der hele tiden råber se mig. Det er, som om der aldrig er plads til en selv. Man bliver til et publikum i stedet for en ven. Imens gik Smau rundt og lavede sine ting. Da uvejret væltede et træ over stien, savede Smau det stille i stykker og ryddede vejen, før nogen vågnede. Da den gamle troldekone Grynt blev syg, var det Smau, der listede op med varm suppe hver dag, uden at sige det til nogen. Da et lille troldebarn faldt i åen, var det Smau, der trak det op, klappede det tørt og fulgte det hjem, og bad det om ikke at gøre noget ud af det.
Ingen så rigtig Smau. For han råbte aldrig se mig. Men her er det mærkelige. Selvom ingen så ham gøre det, så mærkede de det. Den ryddede sti. Den varme suppe. Det reddede barn. Det lagde sig stille og roligt ind i dalen, som varme lægger sig i en stue, uden at man kan pege på, hvor den kommer fra.
Så kom dagen, hvor dalen skulle vælge. Alle troldene samledes nede ved torvet. Bulder havde forberedt sig i ugevis. Han havde et nyt bånd om hovedet. Han havde øvet sin vildeste dans. Han stillede sig op forrest, klar til at blive valgt, klar til at gå op og ringe med klokken og få sit navn hugget i klippen for altid. Den ældste i dalen rejste sig og spurgte, sådan som man altid spurgte: Hvem holder dalen mest af? Hvem vil vi gerne sige tak til?
Og Bulder åbnede munden for at sige sit eget navn. Men en lille troldepige nåede det først. Smau, sagde hun. Han trak mig op af åen. Smau, sagde den gamle troldekone Grynt. Han bragte mig suppe, da jeg var syg, og sagde det aldrig til nogen. Smau, sagde en vandrer, der havde slået sig ned i dalen. Han fulgte mig ned fra fjeldet i tågen og reddede mit liv.
Og så bredte det sig. Navnet gik fra mund til mund, hele torvet rundt, alle de små ting som Smau havde gjort i stilhed, og som ingen havde set, men som alle havde mærket. Smau. Smau. Smau. Bulder stod med åben mund. Han havde brølet sit navn ud over hele dalen i ugevis. Han havde malet sit ansigt på en klippe. Han havde danset hver aften på torvet. Og ingen, ikke en eneste, sagde Bulder. For det var aldrig det, det handlede om. Man kan ikke råbe sig til at blive elsket. Man kan kun gøre noget, der fortjener det. Og helt ærligt, det havde Bulder slet ikke haft tid til, så travlt havde han haft med at blive set.
Smau blev fuldstændig forfjamsket. Mig, spurgte han. Jamen jeg har jo slet ikke gjort noget særligt. Jeg har bare gjort de ting, der skulle gøres. Det, sagde den ældste med et smil, er præcis derfor. Så gik Smau op ad bjerget, helt forlegen, og ringede med den store klokke, og lyden rullede ud over hele dalen, dyb og smuk, og hans navn blev hugget ind i klippen ved siden af alle de andre, hvor det står den dag i dag.
Og Bulder? Ja, Bulder gik hjem og var sur i tre dage. Det skal indrømmes. Men på den fjerde dag skete der noget. Han gik forbi den gamle bro, den der altid knækkede, og han så, at den var ved at knække igen. Og for første gang i sit liv tænkte Bulder ikke over, om nogen så ham, hvis han lavede et stort nummer ud af det. Han tænkte bare, at broen skulle fikses, ellers ville nogen falde i åen.
Så fiksede han den. Stille. Helt alene. Uden at råbe se mig en eneste gang. Og da han var færdig, mærkede han noget, han aldrig havde mærket før. en lille, varm, rolig glæde, der ikke havde noget med at gøre, om nogen så ham. Han fortalte det ikke til nogen. Det var det mærkelige. For første gang i sit liv havde han lyst til at lade være med at fortælle det. Og ved du hvad? Det var den dag, Bulder begyndte at blive en trold, folk faktisk kunne lide.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Trolden der samlede på det nyeste
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
