Engang boede der en trold i klitterne, som troede, at lykken altid lå i den næste pakke, han åbnede. Men i mødte med en lille dreng og en simpel pilegren opdagede han, at det fineste i verden slet ikke kan byttes eller købes.
Dybt inde i klitterne, hvor sandet er allerhøjest, boede der en trold, der hed Spritny. Og Spritny havde kun ét i hovedet. Han skulle have det nyeste.
Hvad som helst. Bare det var nyt. Spritny havde den største hule i hele klitlandet, og den var proppet til loftet med ting. Det allernyeste af alting. Den nyeste slags sko. Det nyeste legetøj. Den nyeste hat, det nyeste spil, den nyeste maskine, der kunne lave lyde, ingen havde hørt før. Hver gang der dukkede noget nyt op et sted i verden, blev Spritny urolig og fik ikke fred, før han havde byttet sig til det.
Og det var problemet. For der findes altid noget nyere.
Spritny kunne være lykkelig i præcis fem minutter, når han fik fingre i den nyeste ting. Så stod han og kiggede på den og var helt vild med den. Men så, lige om hjørnet, dukkede der noget endnu nyere op. Og med det samme blev den ting, han lige havde været så glad for, gammel og kedelig, og han smed den i bunken med alt det andet “gamle nye” og fór ud efter det næste.
Hans hule var fuld af ting, han havde elsket i fem minutter og glemt for altid. Tusindvis af dem. Og midt i alt det nye, splinternye, allernyeste sad Spritny og var, hvis man skal være helt ærlig, dødkedet. Og temmelig ensom. For man får ikke rigtig venner af at jage det nyeste. Man får bare en masse ting.
Nede i byen ved klitterne boede der en dreng, der hed Kalle. Og Kalle var nærmest det modsatte af Spritny.
Kalle havde ingenting nyt. Hans cykel var hans storebrors gamle. Hans trøje var hans fætters før det. Han havde ikke det nyeste spil eller de nyeste sko eller nogen af de ting, de andre børn hele tiden snakkede om og sammenlignede. Og det fik han at vide. “Har du STADIG den gamle cykel, Kalle?” sagde de. “Kender du ikke det nye? Alle kender det nye.”
Men Kalle havde én ting, som var helt hans egen. Han kunne skære en fløjte af en pilegren. Det havde hans morfar lært ham. Man fandt den rigtige gren om foråret, og man bankede forsigtigt på barken med bagsiden af kniven, og hvis man sang den gamle remse imens og var tålmodig, så kunne man liste hele barken af i ét stykke som en lille tunnel, og så skar man et hul, og så havde man en fløjte. Og på den fløjte kunne Kalle spille en melodi. En gammel én. Den havde morfar også lært ham. Den lød lidt af forår og lidt af noget, der gør ondt på en god måde, og Kalle kunne spille den, så folk blev helt stille.
Det var ikke nyt. Det var faktisk meget, meget gammelt. Men det var hans.
En dag var Kalle ude i klitterne for at finde en god pilegren, og han gik for langt, og pludselig stod han uden for den største hule, han nogensinde havde set. Og ud af hulen kom der en trold med vilde øjne.
“En dreng,” sagde Spritny og snusede. “Har du noget nyt med? Det nyeste? Sig, du har det nyeste.”
“Øh,” sagde Kalle og kiggede ned ad sig selv. Gammel cykel. Fætterens trøje. Storebrorens støvler. “Nej. Jeg har faktisk ikke noget nyt overhovedet.”
Spritny blev så skuffet, at han satte sig ned i sandet. “Selvfølgelig ikke,” mumlede han. “Ingen har noget, jeg ikke allerede har. Jeg har det hele. Det nyeste af alting. Kom og se. Bare kom og se, hvor meget jeg har.”
Og fordi Spritny så så ulykkelig ud, gik Kalle med ind i hulen. Og han måbede. For der var virkelig ALT. Bunke efter bunke af de fineste, nyeste, mest glimtende ting, så langt øjet rakte, helt op til loftet, det meste rørt én gang og glemt.
“Er du ikke vildt glad?” spurgte Kalle. “Du har jo det hele.”
“Nej,” sagde Spritny tungt. “Hver gang jeg får det nyeste, kommer der noget nyere. Så bliver det her gammelt. Så er jeg ked af det igen. Det stopper aldrig. Jeg er så træt.” Han kiggede på Kalle. “Har du virkelig slet ingenting nyt at bytte med?”
Og så huskede Kalle pilefløjten i sin lomme. Den han havde skåret selv.
“Jeg har det her,” sagde han og tog den frem. “Men det er ikke nyt. Det er nok det mindst nye, du nogensinde har set. Det er bare en gren.”
Spritny rynkede på næsen. “En pind,” sagde han. “Du tilbyder mig en pind.” Men så, fordi han var nysgerrig, og fordi der trods alt ikke var noget i hele hans hule, der bare lignede sådan en, sagde han: “Hvad kan den?”
Kalle satte fløjten for munden. Og spillede den gamle melodi.
Den fyldte hele hulen. Den lille, gamle, simple melodi, der lød af forår og af noget, der gør ondt på en god måde. Og noget mærkeligt skete med Spritny. Han blev helt stille. Han havde tusindvis af maskiner, der kunne lave lyde, ingen havde hørt før, splinternye, allernyeste lyde. Men han havde aldrig hørt noget som det her. Det var ikke nyt. Det var noget meget bedre end nyt. Det var levende.
Da Kalle holdt op, sad Spritny med åben mund.
“Den,” hviskede han. “Den vil jeg have. Hvad skal den koste? Tag, hvad du vil. Tag det hele. Den nyeste sko, det nyeste spil, hvad som helst. Bare giv mig den der lyd.”
Kalle kiggede på fløjten. Og så rakte han den til Spritny. “Værsgo,” sagde han. “Du må gerne få selve fløjten. Den koster ikke noget. Det er bare en pilegren.”
Spritny greb den glad og satte den for munden og pustede.
Der kom en frygtelig lyd ud. Som en and med ondt i halsen.
Han prøvede igen. Endnu værre.
“Hvad er der galt med den?” jamrede Spritny. “Den virkede jo lige før. Jeg har den nyeste, fineste, bedste fløjte nu, og den lyder forfærdelig.”
Og Kalle forklarede ham det, så venligt han kunne. “Det var ikke fløjten, der lavede den lyd,” sagde han. “Det var mig. Den lyd findes ikke inde i grenen. Den findes inde i mig. Min morfar lærte mig den, og før det lærte hans morfar den til ham, helt tilbage. Det er ikke en ting, man kan bytte sig til. Det er noget, man skal lære. Og det tager lang tid, og man bliver dårlig til det først, og man skal øve sig, når ingen ser på.”
Spritny stirrede på den tavse fløjte i sin store hånd. Og for første gang i sit liv forstod han noget.
“Så det,” sagde han langsomt, “er den eneste ting i verden, jeg ikke kan få ved at bytte mig til den. Den eneste.”
“Ja,” sagde Kalle. “Og ved du hvad det bedste er? Den bliver aldrig gammel. Det nyeste bliver gammelt om fem minutter. Men en melodi, man selv kan spille, den er lige god hver eneste gang. Min morfar er over firs, og han bliver stadig glad, hver gang han spiller den. Det er den eneste slags ting, der aldrig bliver kedelig. Den slags man selv kan.”
Der blev meget stille i hulen, blandt alle de tusinde glemte, splinternye ting.
“Vil du,” sagde Spritny til sidst, og han lød pludselig helt lille for sådan en stor trold, “vil du lære mig det? Den gamle vej? Med at banke på barken og synge remsen og det hele? Også selvom det tager lang tid? Også selvom jeg bliver dårlig til det først?”
Kalle smilede. “Det vil jeg gerne,” sagde han. “Men så skal du love mig én ting. Du må ikke smide den væk, første gang der dukker noget nyere op.”
“Det lover jeg,” sagde Spritny.
Og det holdt han faktisk.
De siger, at hvis du går langt ud i klitterne en stille forårsaften, helt ud hvor sandet er højest, så kan du nogle gange høre en mærkelig melodi. Lidt klodset. Lidt skæv. En, der tydeligvis stadig er ved at lære det. Det er Spritny, der øver sig på sin pilefløjte uden for sin store hule, der ikke længere er helt så fuld af ting som før, fordi han er holdt op med at jage det nyeste.
Han er stadig ret dårlig til det. Men han bliver bedre. Og det mærkelige er, at han ikke har det travlt med at blive bedre. For nu har han endelig fundet noget, der ikke bliver gammelt.
Noget, der er hans helt eget.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Vejen hjem
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
