Nogle får det ofte til at lyde som om der intet fremskridt er sket i forhold til bæredygtighed. Det er dog ganske forkert. Vores generation har længe været i fuld gang og nye teknologier kommer til konstant.
Et godt eksempel har jeg lige gennemlevet. Vi har spots i loftet på vores nogenlunde nye hus. Dem skiftede jeg til LEDpærer over hele huset. Men det virkede ikke. De blinkede og opførte sig som et halbal i 80’erne. Grunden var den simple, at hver pære kun trak 2w mod tidligere 25w pr pære – og transformeren kunne slet ikke køre de mange mange pærer, fordi de til sammen ikke oversteg minimum watt for dimsen der styrer skidtet.
Summa summarum – vi måtte sætte en enkelt halogenpære på 25w i et sted i huset for at komme over og derefter kørte alle 20 pærer igen. Hele loftet kører nu med samme forbrug som 2 af de gamle pærer. Næste skifte bliver transformatoren, eller hvad dersens dims hedder ude i skabet som bruger vores strøm fra solenergi-selskabet.
Hurra for den teknologiske udvikling. Det går forrygende fremad. Nye ideer afløser de gamle – og vi skal nok en dag komme i mål med det meste. Der arbejdes på sagen derude i opfindelsernes kravlegård.
Med venlig hilsen en gammel midaldrende mand, som skal høre meget fra alle mulige – men jo tilhører en generation der handler 🙂

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






