Pakken er leveret. Et sted i Danmark.

Klokken er fire om morgenen Det er det tidspunkt hvor selv fuglene overvejer at melde fra Så lyder der et dæmpet thud et sted i villakvarteret Det er lyden af moderne service Eller lyden af en ny skjorte der lander med snuden først i en våd ligusterhæk Sådan fungerer logistik nu Engang havde man Postmand

Klokken er fire om morgenen. Det er det tidspunkt, hvor selv fuglene overvejer at melde fra. Så lyder der et dæmpet thud et sted i villakvarteret. Det er lyden af moderne service. Eller lyden af en ny skjorte, der lander med snuden først i en våd ligusterhæk.

Sådan fungerer logistik nu. Engang havde man Postmand Per. Han havde en rød bil og en kat med bedre stedsans end de fleste apps. I dag har man natlige skikkelser, der bevæger sig gennem mørket som en blanding af bude og indbrudstyve med tidspres. De kommer, de ser, og de afleverer i bred forstand.

Så tikker beskeden ind. “Din pakke er leveret”. Det er en smuk sætning. Næsten poetisk. Lige indtil man opdager, at pakken ikke står ved døren. Den står ikke i postkassen. Den står ikke i skuret. Så starter den disciplin, ingen bad om. Pakkeorientering i eget nærområde.

Måske ligger den i bioaffaldsspanden. Oven på bananskræller og en halv leverpostej. Det kaldes sikkert sikker levering. Hvis ingen kan finde den, er den jo teknisk set godt gemt. Tyven bliver snydt. Modtageren også. Alle går derfra med en oplevelse.

Det er blevet en folkesport. Danmark består nu af voksne mennesker, der roder i buske med det blik, man ellers kun ser hos folk, der har tabt en vielsesring på en campingplads. Der bliver kigget bag havemøbler, under trampoliner og ned i fuglebade med en alvor, som om nationens fremtid afhænger af en airfryer fra Elgiganten.

Cirkusrevyen burde slet ikke skrive noget nyt. De kunne bare åbne en pakkesporing og læse højt. Når virkeligheden allerede ligner en sketch, skal man være dum for ikke at sælge billetter til den. Dansk postomdeling er ikke længere en service. Det er scenekunst med refleksvest.

Læs også:
Da vi glemte at være på hold og troede, vi var frie

Man kan se nummeret for sig. Buddet, der fra fortovet forsøger at sætte en pakke med porcelæn i en altankasse på fjerde sal. Et lille tilløb. En drejning i hoften. Et kast med håndled. Det er ikke levering. Det er kuglestød med returret.

Dao er blevet nattens egne tryllekunstnere. De lover levering, mens man sover. Og det holder stik. Man vågner nemlig op til et rent mysterium. Hvor er den denne gang. Bag den løse mursten. I naboens hundehus. Under en presenning. Inde i et rum, man ikke vidste fandtes. Hver pakke er et escape room uden ledetråde.

Og så er der tracking. Det store teknologiske mirakel. Man kan følge pakken hele vejen. Terminal. Sortering. Bil. Næsten fremme. 200 meter væk. Den er så tæt på, at man får lyst til at stille sig ud på vejen og vifte med armene som en mand, der prøver at dirigere et fly ind i indkørslen. Og så stopper det.

For de sidste 200 meter er åbenbart logistikkens Bermudatrekant. Her bøjer fysikken af. Her bliver en papkasse til et rygte. Pludselig står der: “Kunne ikke leveres”. Det er en fantastisk formulering. Ikke “ville ikke”. Ikke “gad ikke”. Ikke “ramte hækken og gik videre”. Bare den passive lille løgn, serveret som systemmeddelelse.

Buddet må have været forklædt som busk. Eller passeret i en lydløs drone og vurderet, at dørmåtten virkede aggressiv. Der må være sket noget dramatisk. Et meteorologisk fænomen. Et følelsesmæssigt sammenbrud ved hækken. Ingen ved det. Men pakken er i hvert fald ikke ved døren.

Så ender den i en pakkeshop fem kilometer væk, fordi man angiveligt ikke var hjemme. Det er altid et spændende ordvalg. “Man”. Som om hele husstanden var bortført af cirkusfolk i tidsrummet 11.42 til 11.43. Imens stod døren der. Helt stille. Klar til at blive brugt. Den blev bare overset til fordel for fantasien.

Læs også:
Den kapable ingenting

Det er ellers en imponerende tid. Man kan sende sonder til Mars. Man kan streame film i 4K på toppen af et bjerg. Men en papkasse fra Herning til en hoveddør i Solbjerg kræver stadig held, medvind og en mindre arkæologisk udgravning i forhaven.

Måske er det hele en folkesundhedsreform forklædt som fragt. Find din pakke. Få 10.000 skridt. Brug lårmusklerne i komposten. Mærk pulsen stige ved synet af en sms uden beviser. Det er motion med pap.

Det er i det mindste aldrig kedeligt. Vi bor i et land, hvor postomdeling er blevet til performancekunst. Det er bare lidt frækt, at publikum selv skal betale for billetten og bagefter lede efter den i hækken.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.