FRIHEDSKAMP ER AT DANSE VIDERE

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Skrevet dagen efter angrebet på Paris.

FRIHEDKAMP ER AT DANSE VIDERE!

Ondskaben kan banke på overalt – terroristerne har fornyet deres strategi. 

Angrebet er ikke på Paris eller Frankrig. Det er en ny terror, der kunne være Skjern og Rødekro. Jeg talte om det i mit foredrag, så sent som sidste mandag. Om terroristernes strategier og mål – og hvad det næste bliver, hvis de vil sejre.

Det næste mål er nu tilfældigheder. Umuligt at forhindre. Svært at regne ud. Og med stor effekt, fordi du og jeg er mål – og vil handle og tænke som de mål, vi er. Alle har en skydeskive om halsen – og frygten vil få os til at grave skyttegrave.

Vi har set ondskaben slå til mange gange – men i den vestlige verden mest på tydelige mål. Angreb på Charlie Hebdo, world Trade center, Pentagon, offentlig transport som fly, tog og busser, målstregen ved maratonløb – eller religiøse steder eller arrangementer med politisk sigte, som på krudttønden. I andre dele af verden kender de mere til sporadiske tilfældige mål, som feks Bali og Mumbai. Terroristerne har nu lært af Breivik og skoleskyderier.

Angrebet i går var nemlig anderledes.

Målet var liv.

Målet var steder, hvor livet blev levet.

Som om ondskaben bare bankede på, kiggede indenfor, destruerede glæden – og så gik videre til næste dør.

RAM FRIHEDEN HVOR DEN UDLEVES

Terroristerne ved godt, at Eiffeltårnet er overvåget og beskyttet. At man kun med møje og besvær kan få en bombe tæt på en jødisk synagoge, en ambassade eller ombord på et fly. Men hvorfor gå efter de synlige symboler, når man netop rammer friheden hårdest ved at slå til, hvor friheden udleves i fuld flor. På en bar, til en koncert, til fodbold eller derhjemme.

Vi har næsten vænnet os til bevæbnet politi ved indgangen til store seværdigheder. Fra i går må vi vænne os til, at vi ikke kan beskyttes. At ondskaben kan banke på, lige der hvor vi er. Og vil banke igen. Vi kan banke tilbage, men kun ramme dele af det. For hvor fanden bomber man dog henne, hvis man vil ramme en usynlig fjende. Vi bomber i blinde – ligesom dem. Og det er naturligt og vil fortsætte.

BRYD UD AF FRYGTENS FÆNGSEL

Det eneste vi som folk kan gøre, er at stå på mål for friheden. Vi almindelige mennesker er deres mål – og når de skyder 15 på en cafe, bliver vores opgave at fylde cafeen med 30 nye dagen efter, drikker øl, score, hore og danse til musik. Først, når vi bliver hjemme, har ondskaben vundet.

Læs også:  SYSTEMET ELLER EGELUND FEJLEDE I GÅR

Jeg nægter at blive styret og låst inde af min egen frygt. Eller af andres, der gennem frygt begrænser min frihed i frygtens lovgivning. Det fængsel er selvvalgt isolation og gør intet godt.

Frihedskampen er at leve videre. Hævnen kan komme ved, at vi danser videre på samme sted som de brutalt stoppede dansen. Men sejre kan hverken de eller vi. Uden sejr fortsætter de fleste krige – også denne.

MAN FLYGTER FRA UTRYGGE BAGHAVER

Jeg talte for nylig med en kvinde, der var flygtet fra Syrien. Sætningen om “ondskaben der banker på” er hendes. Hun beskrev netop en hverdag, hvor det kunne banke på døren hvert sekund – og ind i deres hjem ville komme mænd, der halshuggede hendes mand og børn og voldtog hende imens. Denne kvinde havde oplevet netop det. Det flygtede hun fra. Med sin sidste datter i hånden. Det er hvad mange flygter fra, mens vi fokuserer på de få, der snyder sig gratis ind i mængden for pengenes skyld. Hun flygtede fra en verden, hvor man ikke kun er bange for at gå til koncert eller store begivenheder med mange forsamlede – men hvor man også oplever, at ondskaben kan banke på derhjemme. I baghaven. Det er en grundlæggende frygt at leve med, som vi ikke rigtigt kender. Før nu.

Uanset medmenneskelighed kan vi ikke rumme alle. Vi kan ikke favne alle ofre for ondskab. Men vi kan tage vores tørn – det gør vi også – og så kan vi sørge for at vise verden, at vi kan skelne. Vi er netop de kloge, der udemærket ved, at der er forskel på en hjernevasket tosse med bombebælte og en mor, der flygter med sin datter. At vi ikke demoniserer en gruppe udfra deres fødested, men udfra hvad de har i hjertet.

UENIGHEDER MÅ MØDES – FREMFOR OGSÅ AT SLÅS

Vi skal selvfølgelig turde at favne. Det er vores natur, fra da vi var aber. MEN vi skal altså også turde at skelne – det kræver også mod. Turde at slå hårdt ned. Rigtigt hårdt. Vi er ikke vant til at slå ned på nogle, for at tro på noget andet end os. Men de få hjernevaskede, vi må slå ned, tror ikke på andet end sig selv. Som Hitler’s tro på en speciel arisk race, der som de eneste burde overleve.

Læs også:  HAR LIGE VÆRET I KIRKE MED POKEMON. - SPELTFORÆLDRE KAN STARTE HER!

I en krig må man vælge side – og selvom vi er et land med ytringsfrihed, må der være grænser. Nogle herhjemme kalder terroristerne fra den type angreb for “martyrer”. Nogle mener den slags aktioner er en helt fin reaktion på vestens handlinger. Den slags skal væk. Dermed er de nemlig selv terrorister og bør behandles sådan.

Jeg holder af ytringsfrihed – åh Gud hvor jeg dog holder af den! – men under krigen mod Hitler gjorde vi også kort proces med dem, der valgte fjendens parti. Når noget sådan bliver sagt, taler vi om HC Andersens og Grundtvigs land – som vi da også er. Begge levede dog i en anden tid og ingen kan få svar på, hvad de herrer havde skrevet af eventyr og salmer, hvis tiden var som nu. Vi tiltænker dem et “lillepus-land” med åkander i gadekæret og idyl på landet, mens de dog begge også havde en skarp pen. Og Grundtvig ønskede netop ordentlig samtale mellem forskelligheder – for at finde løsninger.

STÅ VED, AT DU ER DIG SELV!

Mange fordømmer enten nogle politikeres hårde retorik eller nogle andres engleagtige humanisme – og sådan er vi pludselig selv splittede, skændes og slås, mens islamisk stat gnider sig i hænderne. Jo mere vi slås om løsningen, jo stærkere er deres sejr.

Intet er sort og hvidt. Selv ikke i en krig. Der er mange forskellige bud på, hvordan vi vinder eller skal leve i disse forbandede år. Det første vi kan gøre er at lytte. Selv til de folk, vi finder tåbelige. Både den højre og den venstre side af det politiske ved jo godt, at sandheden nok ligger et sted midt imellem.

Og mens vi så kæmper politisk og i lovgivningen om reaktionen – må vi alle huske vores egen reaktion!

Hvad gør du imorgen for at vise, du ikke er forandret. Vise, at de ikke fik dig. At du ikke blev ramt. Det er ikke nok at vælge det franske flag som profilbillede på Facebook, som jo blot viser Islamisk Stat at det er vejen frem, hvor globalt vi blev ramt og hvor stort et angreb de i virkeligheden lavede.

Du skal netop bevare dig eget billede og stå ved hvem du er.

At du er – og stadig er – dig!

I går, i dag og også imorgen.

“Mit barn, mit barn, giv agt

– Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt”.

/Søe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.