Der var engang en lille dreng, der hed Pelle. Han boede i et lille, rødt hus lige i udkanten af en skov, der altid duftede af grantræer og eventyr. Pelle elskede vinteren, for når sneen faldt, forvandlede verden sig til en kæmpe dyne af hvidt vat, hvor alt var stille, og alt var muligt. En morgen, da solen lige præcis havde fået kæmpet sig op over de spidse trætoppe, hoppede Pelle i sine varmeste støvler og viklede sit store, stribede halstørklæde tre gange rundt om halsen. Han ville ud og se, om natten havde efterladt nogle hemmeligheder.
Ude i haven var alt dækket af et tykt lag nysne. Det var så hvidt, at det næsten skar i øjnene, og Pelle tog en dyb indånding af den kolde, friske luft. Han begyndte at gå mod skoven, mens hans egne støvler sagde "knas-knas" for hvert skridt. Men da han nåede til det store, gamle egetræ ved skovbrynet, stoppede han brat op. Hans øjne blev store som tekopper.
Lige foran ham, midt i den uberørte sne, var der en række fodspor. Men det var ikke helt almindelige fodspor. De lignede små, runde aftryk, præcis som hvis en lille hund eller en meget lille person havde gået der. Men der var noget mærkeligt ved dem. Sporene dukkede op ud af det blå, som om nogen var landet fra himlen, og de glimtede svagt i sollyset, næsten som om der var strøet tryllestøv i bunden af dem. Men da Pelle kiggede fremad, kunne han ikke se nogen. Der var ingen i skoven, ingen fugle der sang, og ingen ræve der luskede rundt. Der var bare sporene, der fortsatte ind mellem de tætte graner.
Pelle mærkede et lille gib i maven. Det var ikke et bange-gib, men et spændings-gib. Han besluttede sig for at følge efter. Han trådte forsigtigt ved siden af de mærkelige spor, for han ville ikke ødelægge dem. Han ville se, hvor de førte hen, og hvem – eller hvad – der satte dem.
Turen ind i skoven var smukkere end nogensinde. Sneen hang tungt på grenene, og indimellem faldt der en lille sky af hvidt støv ned, når en mus eller en lille fugl bevægede sig højt oppe. Sporene førte Pelle over en frossen bæk, hvor isen sang små, sprøde sange under hans vægt. De fortsatte under en væltet træstamme, der var så dækket af rimfrost, at den lignede en tunnel af sølv. Pelle måtte kravle på alle fire for at komme igennem, og han kunne se, at de små spor også havde været her.
Hvem er du? tænkte Pelle for sig selv. Han begyndte at forestille sig alt muligt. Måske var det en nisse, der var på vej hjem efter en lang nat med drillerier? Eller måske var det en lille sky, der var faldet ned fra himlen og nu forsøgte at finde vejen op igen? Sporene var så lette, at de næsten ikke rørte bunden af sneen. Det var som om, at den der satte dem, næsten ikke vejede noget som helst.
Pludselig stoppede sporene ved en stor, flad sten. Pelle kiggede hele vejen rundt. Han kiggede op i træerne, og han kiggede bag de store buske, men der var ingen at se. Han stod helt stille og lyttede. Han kunne høre sit eget hjerte banke, og han kunne høre vinden, der hviskede i grantoppene. Men så hørte han noget andet. En meget, meget lille lyd. Det lød som et lille nys. "Atju!" sagde det, helt svagt, som lyden af en tørret rose, der rammer gulvet.
Pelle kiggede på stenen, men der var intet. Han rakte hånden forsigtigt frem og rørte ved luften lige over stenen. Det føltes en lille smule varmere der, end i resten af skoven. Han forstod det nu. Der var nogen lige dér, men de var usynlige. Eller også var de bare så gode til at gemme sig, at Pelles menneskeøjne ikke kunne se dem.
"Hej," sagde Pelle med sin mest venlige stemme. "Jeg hedder Pelle. Du skal ikke være bange."
Der kom ikke noget svar, men sneen omkring stenen hvirvlede en lille smule op, som om nogen havde flyttet på fødderne. Pelle kunne mærke, at den lille ven var meget, meget genert. Han tænkte på, hvordan det måtte være at være så lille og usynlig i den store, kolde skov. Måske følte man sig lidt alene?
Pelle vidste, at man ikke kan tvinge nogen til at være venner, hvis de ikke er helt klar. Han vidste også, at det nogle gange kræver lidt tålmodighed at lære nogen at kende, der gemmer sig bag usynlige mure. Han kom i tanke om, at han havde et flot, rødt æble i sin lomme, som hans mor havde givet ham med. Det var blankt og duftede sødt.
Han tog forsigtigt æblet op og lagde det midt på den flade sten. "Her," sagde han blidt. "Det er til dig. Det smager rigtig godt."
Pelle trådte et par skridt tilbage for at give plads. Han satte sig på hug bag en lille busk og ventede. Han ventede længe, mens hans ånde dannede små skyer i luften. Først skete der ingenting. Men så, meget langsomt, begyndte æblet at bevæge sig. Det rullede en lille smule til siden, og så løftede det sig en millimeter fra stenen. Det så helt magisk ud, som om æblet svævede helt af sig selv.
Pelle smilede. Han kunne næsten se det for sig: en lille mund, der tog en lille bid. Han kunne høre et lille "knas", og han vidste, at hans gave var blevet modtaget.
"Jeg kommer igen i morgen," lovede Pelle. "Jeg har masser af historier, jeg kan fortælle, hvis du har lyst til at lytte."
Da han begyndte at gå hjemover, vendte han sig en sidste gang om. Han så ikke nogen person, men han så noget andet. Lige bag det store fyrretræ glimtede det kortvarigt. Det lignede et lillebitte lys, der blinkede til ham. Som et øje, der kiggede nysgerrigt frem. Eller måske bare en lille tak.
Næste dag vendte Pelle tilbage. Og dagen efter igen. Hver dag medbragte han noget nyt. En lille kiks, en flot sten han havde fundet på stranden om sommeren, eller bare en tegning af sit hus. Og hver dag kom han lidt tættere på stenen. Han fortalte om skolen, om sin hund der altid fangede sin egen hale, og om hvordan varm kakao smager bedst, når man har kolde tæer.
Langsomt begyndte den usynlige ven at føle sig tryg. En eftermiddag, da solen tegnede lange, orange striber over sneen, skete der noget vidunderligt. Pelle sad ved stenen og fortalte om dengang, han faldt ned fra en rutsjebane og landede i en stor bunke blade. Han grinede af sig selv, og pludselig hørte han en anden latter. Det var en lys og klukkende lyd, som små klokker der ringer i vinden.
Og så, som om disen lettede, begyndte der at dukke konturer op i luften. Først lignede det bare varmeflimmer, men så blev det til en lille skabning. Den var ikke ret stor, vel omtrent som en mellemstor kat. Den havde den blødeste, hvide pels, der glimtede som nysne, og dens øjne var store, blå og fulde af stjerner. Den havde en lang, busket hale, der efterlod de små, glitrende spor, som Pelle havde fulgt.
Det var et snedyr. En af de sjældne væsner, der lever i skovens dyb, og som kun viser sig for dem, der har et hjerte fuldt af tålmodighed og venlighed. Snedrengen, som Pelle døbte ham, kom helt hen til Pelle og snusede til hans hånd. Hans pels var ikke kold som is, men varm og blød som en ulden trøje.
"Hej igen," hviskede Pelle. Han rakte hånden ud, og snedyret lagde sit lille hoved ind i hans håndflade. Det var den bedste følelse i hele verden. Pelle indså, at det ikke betød noget, at de ikke talte det samme sprog, eller at den ene var en dreng og den anden var lavet af vintermagi. De forstod hinanden alligevel.
Resten af vinteren var Pelle aldrig alene i skoven. Selvom andre mennesker bare så en lille dreng, der legede alene i sneen, så vidste Pelle bedre. Han vidste, at lige ved siden af ham hoppede en lille, glitrende ven rundt og lavede usynlige narrestreger.
Nogle gange, når de sad sammen på toppen af bakken og kiggede ud over den hvide verden, tænkte Pelle på, hvor tæt han havde været på bare at gå forbi de første spor. Han var glad for, at han turde stoppe op. Han var glad for, at han turde række hånden ud til en, der var anderledes og lidt bange for verden.
For det er det, venskab handler om. Det handler om at turde følge sporene, selvom man ikke ved, hvor de fører hen. Og det handler om at give en gave, selvom man ikke får noget igen med det samme. For bag hver eneste usynlige dør og bag hvert eneste bange hjerte, gemmer der sig måske en ven, der bare venter på, at nogen siger "hej".
Da foråret kom, og sneen begyndte at smelte, vidste Pelle, at snedyret ville drage længere mod nord, hvor der altid var koldt. Men han vidste også, at når den første sne faldt igen næste år, så ville de glitrende spor vende tilbage til hans have. Og indtil da ville han altid have mindet om den lille, varme snude i sin hånd og lyden af stjerne-latter i den stille skov.
Læs næste eventyr: Clara og vinden der bar på hemmeligheder
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
