Silas stod midt i det store menneskemylder på Tikkebakken Station. Her kørte togene ikke til Odense eller Aarhus. De kørte meget længere væk. På de store skilte stod der ikke platform 1 eller 2, men “I går” og “I morgen”. Silas kiggede på sine fødder og besluttede sig for at blive stående lige præcis dér, hvor han var.
Der var en helt særlig lyd på Tikkebakken Station. Det lød som tusind vækkeure, der tikkede i takt, men ingen af dem ringede nogensinde på samme tid. Folk løb så hurtigt, at deres skygger havde svært ved at følge med. En dame i en lang, lilla frakke snublede over sin egen travlhed, mens hun råbte, at hun skulle nå toget til “Sidste sommer”, fordi hun havde glemt at spise en is med jordbærsmag dengang.
Ved spor 1 holdt Gårsdags-toget. Det var tungt og lavet af mørkt egetræ og kobber. Ud af skorstenen kom der ikke sort røg, men duften af nystegte pandekager og lyden af gamle sange, man næsten havde glemt. Toget prustede og stønnede, som om det bar på alle verdens minder. Silas så en mand hoppe ombord. Manden ville tilbage til i mandags, fordi han havde fundet på et virkelig godt svar til en drillepind, og nu ville han tilbage og sige det.
Lige på den anden side, ved spor 2, holdt I-morgen-ekspressen. Det lignede en sølvskinnende pil, der var klar til at blive skudt afsted. Det vibrerede så kraftigt, at det fik Silas’ bukseben til at blafre. Passagererne herinde så meget vigtige ud. De sad med deres næser begravet i små skærme, der lyste blåt, og de drak kaffe så hurtigt, at de fik overskæg af skum.
De ville alle sammen hurtigt frem. De ville se, hvad de fik i fødselsdagsgave næste år, eller finde ud af, om det blev solskin på lørdag. De havde så travlt med at nå frem til fremtiden, at de slet ikke opdagede, at deres snørebånd var gået op, eller at solen skinnede ind gennem stationens glastag lige nu.
Silas satte sig på en rød bænk midt på perronen. Den var placeret præcis mellem de to spor. “Skal du ikke med?” spurgte stationsforstanderen. Han havde et ur på hver arm og en hat, der lignede en urskive. “Jeg venter,” svarede Silas og dinglede med benene. “Venter du på et forsinket tog?” spurgte manden og kiggede på sit store lommeur. “Nej,” sagde Silas og smilede. “Jeg venter slet ikke. Jeg er her bare.”
Stationsforstanderen stoppede op. Han kiggede på Silas og så derefter på alle de travle mennesker, der maste sig ind i togene mod før og efter. Han satte sig langsomt ned ved siden af drengen. For første gang i mange år hørte stationsforstanderen ikke urenes tikken. Han hørte en lille fugl, der pippede oppe under taget. Han så en mælkebøtte, der kæmpede sig op gennem en sprække i asfalten lige foran deres fødder. Den var gul og stædig og helt sin egen.
Folk kiggede mærkeligt på dem. En lille dreng og en fin mand i uniform, der bare sad og kiggede på ingenting. Men for Silas var det ikke ingenting. Det var alt muligt. Det var følelsen af den kølige luft på kinderne. Det var lyden af hans eget åndedræt. Det var farven på stationsforstanderens blanke knapper.
“De tror, vi er gået i stå,” hviskede stationsforstanderen og nikkede mod passagererne, der rystede på hovedet af dem gennem vinduerne. “Det gør ikke noget,” svarede Silas. “De har så travlt med at rejse væk fra det, de er i, at de helt glemmer, hvor de er.” Toget mod i går fløjtede og rullede væk med et tungt suk. Toget mod i morgen skød afsted som et stjerneskud og efterlod kun en stribe af lys.
Pludselig blev der helt stille på Tikkebakken Station. Skiltene holdt op med at blinke, og urene tog en lille pause. Silas og stationsforstanderen sad der stadig. De var de eneste på hele stationen, der ikke var på vej væk. Silas mærkede en mærkelig styrke indeni. Det var okay at være den eneste, der sad stille. Det var faktisk ret rart.
Da det næste tog kom rullende, var det hverken lavet af egetræ eller sølv. Det var et helt almindeligt tog med bløde sæder og store vinduer. Det kørte ikke til i går eller i morgen. Det kørte bare lige nu. Stationsforstanderen rejste sig og rettede på sin hat. “Tak for turen, Silas,” sagde han. “Selvom vi slet ikke har flyttet os.” Silas rejste sig også. Han følte sig lidt højere, end da han kom. Han vidste nu, at de mest spændende rejser slet ikke behøver en billet til fremtiden.
Læs næste eventyr: [Huset der byttede plads med skyerne]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
