Pias mareridt: Da ministerbilen holdt stille længe nok til et kritisk spørgsmål

Der var engang hvor det mest kontroversielle i SF var farven på Pia Olsen Dyhrs seneste strikketøj Det var en tryg tid med store smil bløde masker og undskyldninger til fisk på sociale medier Men nu er de røde strikkepinde knækket i døren til ministerbilen Det er svært at være papegøje når buret pludselig bliver

Der var engang, hvor det mest kontroversielle i SF var farven på Pia Olsen Dyhrs seneste strikketøj. Det var en tryg tid med store smil, bløde masker og undskyldninger til fisk på sociale medier. Men nu er de røde strikkepinde knækket i døren til ministerbilen.

Det er svært at være papegøje, når buret pludselig bliver åbnet, og man selv skal flyve forrest. I årevis har SF perfektioneret disciplinen at stå to skridt bag Mette Frederiksen og nikke taktfast. Det har været en glimrende forretning. Vælgerne strømmede til, mens Pia strikkede sig vej gennem kriserne og holdt sig langt væk fra alt, der duftede af ansvar eller svære valg. Det var magt uden besvær. En slags politisk All Inclusive, hvor man bare kunne samle de utilfredse op og lade andre tage skraldet.

Fra strikketøj til stormvejr

Men ak. Vedebrødsdagene er ovre. Nu sidder de der selv. I de bløde sæder, hvor man ikke bare kan smile sig ud af problemerne. Pludselig handler hverdagen om kompromiser, der lugter af borgerlig politik, og valgløfter, der bliver ofret på realpolitikkens alter. Det er her, maskerne falder. For det viser sig, at når man har brugt ti år på at øve sig i at være tavs og loyal, så glemmer man helt, hvordan man håndterer en mikrofon, der ikke bare spørger til ens yndlingsgarn.

Sagen om Thomas Nystrøm er det perfekte eksempel på den totale kortslutning. At ansætte en mand på samme arbejdsplads, man tidligere har fyret ham fra for krænkelser, og derefter forsvare det med, at “man ikke kan være bandlyst for altid”, er politisk selvmord i slowmotion. Det er som at invitere ræven tilbage i hønsegården og derefter blive fornærmet over, at hønsene basker med vingerne. Da pressen endelig fik færten af sagen på Folkemødet, så vi en helt ny side af Pia. Den side, der ikke strikker.

Læs også:
Håndbremsen i Aarhus

Mikrofoner og manglende svar

Der er noget dybt fascinerende ved at se en toppolitiker storme ud af et pressemøde eller afbryde et interview, fordi spørgsmålene bliver for nærgående. Da TV 2 spurgte ind til sagen, var de gode miner væk. I stedet fik journalister besked på at opføre sig ordentligt. Det er den ultimative falliterklæring. Når man ikke kan svare for sig, må man skælde ud på dem, der spørger. Det er en uvant disciplin for en formand, der er vant til at blive båret frem af en bølge af hygge og harmløshed.

Måske er det derfor, vælgerne nu trækker følehornene til sig. En Voxmeter-måling på 9,8 procent er den laveste i over tre år. Det gør ondt. Især når man har solgt sig selv som det ordentlige alternativ. Men moralen er svær at holde ren, når ministerbilens benzin skal betales med kompromiser, man før i tiden ville have råbt højt om fra sidelinjen. Det er prisen for at ville sidde ved det store bord. Man kan ikke både være den forurettede opposition og den ansvarlige magthaver på samme tid.

Jeg kan virkelig godt lide Pia. Altid i godt humør og en god kollega. Men som partiformand har hun primært glimret ved ikke at være i vælten med en skid. Nu er det slut med at være papegøje. Nu skal der flyves selv, og det ser ud til, at vingerne er tungere, end man regnede med. SF’s bagland mumler i krogene, da regeringspapirerne er lige lovligt usolidariske for det knaldrøde parti – og de krænkede partifæller føler sig glemt i jagten på ministerkontorer. Pia Olsen Dyhr har lært, at det er nemt at være populær, når man bare skal nikke bag ryggen på en anden. Men når ministerbilen holder stille længe nok til, at virkeligheden når frem, så hjælper det ikke at bede folk om at tale pænere.

Læs også:
Stalker-brillerne, det blinkende øje og moralpanik i stellet

Man kan ikke strikke sig ud af en krise, når garnet er filtret helt sammen i magtens korridorer. Det kræver mere end et smil og en fiskeundskyldning. Det kræver, at man tør stå ved sine fejl i stedet for at gå sin vej. Men det er vel også svært at undskylde til et menneske, når man har travlt med at rulle vinduet op og køre videre. God tur, Pia. Husk at spænde selen. Jeg spår en bumpet vej herfra.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.