Der var engang en lille pige, der hed Elina, som ejede noget helt særligt. Hun havde ikke en krone af guld eller en kappe af silke, men hun havde et smil, der var så varmt, at det kunne få frosne vandpytter til at tø og de mest vrantne gråspurve til at nynne med. Når Elina smilede, føltes det som om, solen lige havde kigget forbi til en kop te, selvom det var midt i november.
Men verden er ofte et meget travlt sted. De voksne løb rundt med deres store tasker og deres endnu større bekymringer, og de så sjældent ned. De så ikke de små mirakler på fortovet, og de så slet ikke Elinas smil. Nogle gange føltes det for Elina som om, hendes smil blev slidt af at være ude i blæsten og larmen. Hun var bange for, at hvis hun brugte det for meget i en verden, der alligevel ikke lagde mærke til det, så ville det til sidst blive helt gennemsigtigt og forsvinde.
En aften, da mørket havde lagt sig som et blødt tæppe over det lille hus, fandt Elina en tom tændstikæske i køkkenskuffen. Den var lille og slidt i kanterne, men den passede perfekt i hendes håndflade. Hun tog æsken med op på sit værelse, satte sig på kanten af sengen og ventede på det helt rigtige øjeblik. Da hun mærkede den velkendte varme boble op i maven, smilede hun sit allerstørste og mest strålende smil direkte ned i den lille æske – og hurtigt, som en mis, skubbede hun skuffen i.
Næste morgen vågnede Elina og følte sig mærkelig tom i ansigtet. Hendes mund var bare en streg, og hendes kinder føltes kolde. Men da hun mærkede under puden, lå tændstikæsken der, og den sitrede ganske let. Hver gang hun åbnede den bare en lille sprække, strømmede et lille gyldent lysglimt ud, og hun kunne høre lyden af fjerne søndage og duften af nyslået græs.
Elina begyndte at gå gennem dagene uden at smile. Hun blev stille, og folk lagde endnu mindre mærke til hende end før. Hun blev næsten usynlig, som en skygge i hjørnet af skolegården. Men hun var ikke ked af det, for hun vidste, at hun havde sit allerbedste gemt et sikkert sted. Hendes smil lå trygt i tændstikæsken, beskyttet mod regnvejr, vrede ord og ligegyldighed.
En dag mødte hun en gammel mand, der sad på en bænk i parken. Han så ud som om, han havde glemt, hvordan man kigger op. Hans skuldre hang, og hans øjne lignede to søer, der var frosset til is for længe siden. Elina stod længe og så på ham. Hun mærkede æsken i sin lomme. Den blev varmere og varmere, som om smilet derinde forsøgte at sparke døren ind. Det ville ud. Det ville ikke længere ligge i mørket og vente på bedre tider.
Elina vidste, at hvis hun gav smilet væk nu, ville hun måske aldrig få det tilbage på samme måde. Men da hun så på den gamle mand, forstod hun noget, som de travle voksne havde glemt: Et smil er ikke noget, man ejer for at gemme det. Det er noget, man har fået for at give det videre, når mørket bliver for tæt.
Hun gik hen til bænken, tog tændstikæsken op og rakte den til manden. Han kiggede forundret på hende og derefter på den lille, slidte æske. Forsigtigt åbnede han den. I det sekund skete der noget magisk. Lyset fra Elinas smil sprang ud af æsken som tusind små ildfluer. Det ramte mandens ansigt, rørte ved hans hjerte og fik isen i hans øjne til at smelte. Han rettede ryggen, og pludselig smilede han tilbage – et smil, han ikke havde brugt i mange år.
Elina mærkede en mærkelig sitren i sine egne kinder. Selvom æsken nu var tom, føltes hendes ansigt varmere end nogensinde før. Hun opdagede, at når man giver et smil væk fra hjertet, så vokser der straks et nyt frem, der er endnu stærkere. Hun havde ikke længere brug for tændstikæsken til at passe på sin glæde. Hun havde lært, at smil ikke kan gemmes; de skal leve i friheden, mellem mennesker, som små lys i alt det grå.
Læs næste eventyr: Da månen faldt ned i bækken
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
