Engang i en by, hvor husene stod så tæt, at de lignede gamle venner, der gav hinanden et knus, boede en lille pige, som hed Mia. Hun var ikke som de fleste andre børn, for Mia havde et helt særligt talent: Hun kunne se de ting, som alle andre glemte eller tabte.
Det var ikke vanter, mønter eller nøgler, Mia ledte efter. Nej, hun kiggede efter noget langt vigtigere. Hun kiggede efter tabte smil. Du kender det sikkert godt – nogle gange taber man sit smil, hvis man snubler over en sten, eller hvis man får at vide, at der ikke er flere pandekager tilbage. Men smil forsvinder ikke bare. De svæver rundt i luften som små, gennemsigtige sommerfugle og venter på, at nogen samler dem op.
Mia havde et gammelt syltetøjsglas med et låg, hvor hun havde prikket lufthuller med en sølvnål. Hver gang hun så et tabt smil, fangede hun det forsigtigt i luften og lagde det ned i glasset. Når glasset var fuldt, lyste det så kraftigt, at Mia ikke behøvede en lygte, når hun gik tur om aftenen.
En dag gik Mia ned til det store marked, hvor alle de skøre væsner mødtes for at bytte ting og sager. Her mødte hun Bøvle-Berit. Bøvle-Berit var en dame med ben så lange som flagstænger og en hat, der var lavet af farvestrålende fjer fra fugle, der kun sang om tirsdagen. Berit så meget ulykkelig ud. Hendes fjerhang slapt ned ad ryggen, og hendes ansigt lignede en rosin, der havde ligget for længe i solen.
“Hvad er der galt, Berit?” spurgte Mia og stoppede op. Berit sukkede så dybt, at tre balloner i nærheden sprang. “Jeg har tabt mit allerstørste fnisesmil,” forklarede hun. “Jeg kom til at nuse, lige da jeg skulle til at grine af en vittighed, og så fløj smilet bare væk over tagene. Nu føles min mave helt tom og trist.”
Mia kiggede op mod skyerne og fik øje på noget glimtende. Det var Berits smil! Det sad fast i en skorsten og sprællede. Mia klatrede op på en lygtepæl, rakte hånden ud og fangede det. Da hun gav det til Bøvle-Berit, blev Berit så glad, at hun lavede tre baglæns kolbøtter og gav alle på markedet en gratis fjer.
Længere nede ad gaden sad Grumme-Grum. Han var en lille, blå og pelset fyr, der altid lignede en regnvejrssky. Grumme-Grum var berømt for at være byens mest sure væsen, men Mia vidste bedre. Hun vidste, at Grumme-Grum bare havde glemt, hvordan man satte et smil fast, så de altid faldt af ham, så snart han åbnede munden.
Grumme-Grum sad på en bænk og kiggede ned i jorden. Ved siden af ham lå et smil, der lignede en lille, lysende banan. Det var faldet af ham for ti minutter siden, men han turde ikke tage det op, fordi han var bange for, at folk ville tro, han var blevet blød.
Mia satte sig ved siden af ham. Hun åbnede sit glas, og straks fløj ti små smil ud og begyndte at danse rundt om Grumme-Grums ører. Han prøvede at se sur ud, men det er svært at være sur, når ti smil kildrer en i nakken. Til sidst kunne han ikke lade være. Han åbnede munden, og et stort, varmt grin rullede ud af ham som tordenvejr lavet af flødeskum.
“Tak, Mia,” brummede Grumme-Grum og følte sig pludselig meget lettere. Mia smilede tilbage. Hun vidste, at det smukkeste ved smil er, at jo flere man giver væk, jo flere har man selv. Hendes glas var nu næsten tomt, men hendes eget ansigt lyste mere end nogensinde før.
Da aftenen faldt på, mødte hun Fnise-Frode, der arbejdede i den magiske springvandspark. Frode havde travlt med at fange bobler, men han så træt ud. “Alle har så travlt i dag, Mia. De glemmer at kigge op. De glemmer at se det sjove i, at vandet sprøjter den forkerte vej,” sagde han.
Mia tog det sidste smil fra sit glas. Det var et lille, stædigt smil, som hun havde fundet bag en gammel bog i biblioteket. Hun gav det til Frode og bad ham kaste det ind i springvandet. Da smilet ramte vandet, skete der noget magisk. Hver eneste vanddråbe forvandlede sig til et lillebitte grin, og snart lød hele parken som en børnehave på en solskinsdag.
Folk stoppede op. De glemte deres travlhed. De kiggede på hinanden og opdagede, at de alle sammen havde fået deres smil tilbage. Det var som om en usynlig varme bredte sig gennem hele byen, og selv husene så ud til at rette sig lidt mere op og blinke med vinduerne.
Mia gik hjemad, mens stjernerne begyndte at titte frem. Hendes glas var tomt, men det gjorde ingenting. Hun vidste nemlig, at i morgen ville der være nye smil at finde. Måske et lillebitte et under en parkbænk, eller et kæmpestort et, der var fløjet væk fra en fødselsdagsfest.
Da hun lagde sig i sin seng, mærkede hun, hvordan dynen føltes ekstra blød. Hun vidste, at hun havde gjort verden en lille smule lysere, bare ved at samle på det, som andre havde tabt. Og mens hun lukkede øjnene, sneg et lille, nyt smil sig frem på hendes egne læber – helt af sig selv.
Læs næste eventyr: Den store fest for alle der er lidt skæve
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
