Langt ude på landet, hvor bakkerne ruller sig sammen som trætte katte under det grønne græs, boede en lille pige, der hed Mia. Mia var ikke helt som de andre børn i den lille landsby, for mens de andre spillede fodbold eller byggede huler i skoven, brugte hun det meste af sin tid på at kigge op mod nattehimlen fra sin lille altan.
stjernestøv i syltetøjsglas
Mia boede i et skævt, gammelt træhus, der lå helt på toppen af Stjernebakken. Her var himlen altid lidt tættere på end alle andre steder, og når det var rigtig mørkt, føltes det næsten, som om man kunne række hånden ud og røre ved de blinkende lys over sig. En aften, da Mia sad og ventede på, at månen skulle titte frem, opdagede hun noget mærkeligt. Når de største stjerner blinkede ekstra hårdt, dryssede der små, glitrende korn ned fra dem. Det lignede sukker, men det lyste med et svagt, blåt og sølvfarvet skær.
Hun fandt hurtigt et tomt syltetøjsglas og strakte det ud over rækværket. “Kom så, små stjerner,” hviskede hun, og som ved et trylleslag dalede de fine korn lige ned i glasset. Det knasede og sang en lille smule, ligesom når man træder på nyfalden sne. Mia fandt hurtigt ud af, at stjernestøv ikke bare var smukt at se på; det havde en helt særlig magi. Hvis hun rørte ved det, føltes hendes fingre lette som fjer, og hendes hjerte begyndte at banke i takt med stjernernes blinken. Hun vidste med det samme, at dette støv var alt for værdifuldt til bare at stå på en hylde og samle støv.
Hver eneste nat sneg Mia sig ud på altanen med sine glas. Hun lærte at kende forskel på de forskellige typer støv. Der var det gyldne støv fra de varme stjerner, som duftede af sommeraftener og honning, og så var der det kølige, blå støv fra de fjerne stjerner, der føltes som en frisk vintermorgen. Mia begyndte at samle det hele, sorteret i små fine krukker, mens hun lagde en plan. Hun ville skabe noget, som verden aldrig havde set før.
Den magiske synål
Mia elskede at sy, men de tråde, man kunne købe i butikken, var kedelige og knækkede alt for let. Derfor besluttede hun sig for at prøve noget helt nyt. Hun tog sit stjernestøv og blandede det med en lille smule måneskin, som hun havde fanget i en vandpyt. Ved at rulle støvet mellem sine flade hænder, skabte hun de fineste, tyndeste tråde af rent lys. De var stærkere end stål, men blødere end silke.
Da hun satte den glitrende tråd i sin nål, skete der noget fantastisk. Nålen begyndte at bevæge sig næsten af sig selv. Den dansede hen over stoffet og efterlod små spor af lys bag sig. Mia begyndte at sy en kjole til sig selv. Hun brugte mørkeblåt fløjl, der lignede nattehimlen, og overalt på stoffet syede hun mønstre med sit stjernestøv. Hun syede stjernebilleder ind i foret og små, hemmelige stjerneskud langs kanten af ærmerne.
Hver gang hun stak nålen gennem stoffet, lød der et lille “ping”, og rummet blev fyldt med en duft af eventyr. Hendes fingre bevægede sig hurtigere og hurtigere, indtil hele kjolen glimtede så kraftigt, at hun måtte knibe øjnene sammen. Det var ikke bare en kjole; det var et stykke af selve himlen, hun var ved at forme med sine egne hænder.
En flyvetur over landsbyen
Da kjolen endelig var færdig, trak Mia vejret dybt og tog den på. I det øjeblik knapperne blev lukket, skete der noget forunderligt. Mia følte ikke længere vægten af sine egne fødder mod gulvet. Hun blev lettere og lettere, indtil hendes tæer svævede et par centimeter over de gamle træbrædder. Kjolen var fyldt med så meget stjernestøv, at den næsten ikke kunne blive på jorden.
Hun åbnede vinduet og kiggede ud. Nattevinden tog fat i kjolens skørter, og uden at hun behøvede at gøre andet end at ønske det, svævede hun ud af vinduet og op i luften. “Jeg flyver!” jublede hun, og hendes stemme blev båret af vinden hen over de sovende huse. Hun fløj over kirketårnet, over den store skov og helt hen til den lille sø, hvor vandet spejlede de rigtige stjerner.
Mia opdagede, at hun kunne styre farten ved at tænke på de forskellige stjerner. Hvis hun tænkte på de hurtige stjerneskud, susede hun afsted gennem luften, så tårerne pressede sig frem i øjnene af bar glæde. Hvis hun tænkte på den rolige nordstjerne, stod hun helt stille i luften og kunne kigge ned på verden, der lignede et lille legetøjslandskab under hende. Det var den mest fantastiske følelse af frihed, hun nogensinde havde oplevet.
Magien skal deles med alle
Men som Mia svævede deroppe i mørket, kom hun til at tænke på de andre børn i landsbyen. Hun tænkte på Villum, som altid kiggede længselsfuldt op mod skyerne, og på lille Mia fra nabohuset, der altid drømte om at kunne nå toppen af de højeste træer. Hun indså, at magi slet ikke er rigtig sjov, hvis man er den eneste, der har den.
Næste dag gik Mia i gang med at sy igen. Hun brugte alt det stjernestøv, hun havde samlet, og snart havde hun syet både små kapper, veste og kjoler til alle sine venner. Hun syede endda et lillebitte halsbånd med stjernestøv til den gamle hund Buster, så han også kunne få lov til at mærke letheden i sine trætte ben.
Da aftenen kom, inviterede hun alle børnene op på Stjernebakken. Da de tog deres nye tøj på, spærrede de øjnene op af forundring. En efter en begyndte de at lette fra jorden. Først var de lidt bange og holdt hinanden i hænderne, men snart fyldtes luften med grin og glædeshyl. Hele himlen over landsbyen blev oplyst af børn i farvestrålende tøj, der legede tagfat mellem skyerne og lavede saltomortaler i måneskinnet.
Mia smilede for sig selv, da hun så sine venner svæve rundt. Hun havde lært, at selvom stjernestøv er sjældent, så vokser magien kun, når man giver den videre. Fra den dag af var Stjernebakken ikke længere det eneste sted, hvor man kunne føle sig tæt på himlen. For hver gang et barn havde brug for at føle sig lidt lettere eller drømme lidt større, vidste de, at de bare skulle finde Mia og hendes magiske nål.
Og hvis du en dag kigger op mod nattehimlen og ser et lille glimt, der ikke helt ligner en stjerne, så er det måske bare Mia og hendes venner, der er ude på endnu en flyvetur i deres stjernestøvskjoler. For så længe der er stjerner på himlen, vil der altid være støv nok til dem, der tør række ud efter det.
Læs næste eventyr: [Skovens mindste drage og den forsvundne ildspuder (#344)]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
