I en lille by, hvor natten var sort som blæk, og stjernerne ofte gemte sig bag tykke skyer, boede der en pige ved navn Malthea. Hun var ligesom alle andre børn, undtagen én ting: Overalt hvor hun gik, efterlod hun lysende fodspor.
Der var engang en tid, hvor Malthea troede, at hendes fødder var fortryllede på den forkerte måde. Hver gang hun tog et skridt på de gamle brosten i landsbyen, blussede et blødt, neonblåt lys op under hendes såler. Det var ikke et lys, der brændte, men det var et lys, der nægtede at forsvinde med det samme. Det blev liggende på jorden som små, lysende minder om, hvor hun lige havde gået.
I begyndelsen var det en leg. Hun kunne løbe i cirkler på markedspladsen og skabe store, lysende mønstre, som landsbyens katte elskede at jage. Men som hun blev ældre, begyndte Malthea at føle sig anderledes. For i en verden, hvor alle andre kunne gemme sig i mørket, var hun altid synlig. Hun kunne aldrig snige sig ud i køkkenet efter en ekstra småkage uden at efterlade en lysende sti direkte til kagedåsen. Hun kunne aldrig lege skjul, for hendes fodspor afslørede hende hver eneste gang.
Landsbyboerne var delt i deres syn på Maltheas fødder. Nogle mente, det var et tegn på held, mens andre lukkede deres skodder, når de så den blå glød nærme sig deres dørtrin. “Hun bringer lyset med sig, men hun bringer også opmærksomhed,” hviskede de gamle koner. Malthea begyndte at gå med meget store støvler og prøvede at dække sine spor med jord og blade, men lyset trængte altid igennem. Det var, som om hendes indre glød simpelthen ikke kunne holdes indespærret.
En aften besluttede Malthea sig for at forlade byen for en stund. Hun ville finde et sted, hvor hendes lys ikke generede nogen. Hun vandrede dybt ind i den store, fortryllede skov, der lå bag bjergene. Her var træerne så høje, at de rørte ved skyerne, og mørket var så tæt, at man næsten kunne mærke det mod huden.
I skoven var Malthea ikke bange. For hvert skridt hun tog på den bløde skovbund, lyste mosset op i guld og blåt. Det var, som om selve naturen takkede hende for at bringe lys til de mørke kroge. Hun så, hvordan de nataktive blomster åbnede sig i skæret fra hendes fødder, og hvordan de små skovmus brugte hendes spor som lygter til at finde vej hjem til deres huller.
Men midt i skoven mødte hun en gammel ugle, der sad på en gren, der knækkede under dens vægt. Uglen så på hende med store, kloge øjne og spurgte: “Hvorfor forsøger du at løbe fra din gave, lille menneske?” Malthea sukkede og satte sig på en væltet træstamme, der straks begyndte at gløde svagt under hende. “Det er ikke en gave at være den eneste, der aldrig kan gemme sig. Jeg vil bare gerne være som de andre. Jeg vil gerne kunne gå i mørket uden at lave en vej.”
Uglen vippede med hovedet. “Mørket har brug for veje. Se dig omkring.” Malthea kiggede ned ad den sti, hun lige var kommet fra. Bag hende stod en lang række af skovens dyr. Der var harer, der var blevet væk fra deres mødre, små rævehvalpe og en gammel hjort, der ikke længere så så godt. De havde alle fulgt hendes lysende fodspor gennem det uigennemtrængelige mørke. Uden hendes spor ville de have været fortabte i skovens dyb.
Pludselig forstod Malthea noget vigtigt. Hendes lysende fodspor handlede ikke om hende. De handlede om alle dem, der kom efter hende. Det var ikke en forbandelse, der gjorde hende synlig; det var en evne til at guide andre. Hun var ikke bare en pige, der glødede; hun var et levende fyrtårn for dem, der manglede modet til at gå i mørket alene.
Hun rejste sig op, og denne gang forsøgte hun ikke at skjule sine skridt. Hun løb gennem skoven, og for hvert spring blev lyset kraftigere. Hun løb tilbage mod landsbyen, men ikke for at gemme sig. Hun løb for at vise vej for en gruppe vandrere, hun havde hørt råbe om hjælp længere nede i dalen.
Da hun nåede dalen, fandt hun vandrerne, der sad tæt sammen i kulden, bange for de lyde, mørket lavede. Da de så den blå glød nærme sig, troede de først, det var magi – og det var det vel også på sin vis. Malthea tog dem i hænderne og sagde: “Følg mine fødder. De ved, hvor vejen går.”
De fulgte hende hele vejen tilbage til byens porte. For hver meter de gik, blev de mere og mere trygge, for mørket føltes ikke længere så truende, når der var en lysende sti at træde i. Da de nåede byen, fejrede folk hende ikke som en særling, men som en redningskvinde.
Fra den dag af bar Malthea ikke længere store støvler for at skjule sit lys. Hun gik barfodet gennem græsset og lod sine spor være gaver til natten. Hun lærte, at det at være anderledes ofte er den smukkeste måde at være nyttig på. Og selvom hendes spor stadig forsvandt efter en tid, så blev mindet om lyset i hjertet på dem, hun havde hjulpet, for evigt.
Malthea fandt ud af, at når man har lyset i sig, skal man aldrig være bange for at efterlade et spor. For der er altid nogen i mørket, der leder efter en vej at gå.
Læs næste eventyr: Festen i eventyrskoven
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
