Der var engang, hvor vi i Danmark diskuterede store ting. Vi diskuterede velfærdsstatens overlevelse. Vi diskuterede storebæltsbroer og dannelse. Vi diskuterede, hvordan vi kunne være et fyrtårn for resten af verden. Nu diskuterer vi, om det er lovligt at skide i baghaven. Det er fremskridt. Det er den nye virkelighed i samfundssikkerhedens navn.
Beredskabsminister Lisbeth Bech-Nielsen har talt. Hun har givet os den besked, vi alle har ventet på. Hvis russerne kommer, eller hvis strømmen går, så skal vi være klar. Ikke med geværer eller store planer. Men med plastikposer. “Pølse i pose,” lyder det officielle råd. Det er ikke en overskrift fra en dårlig revy. Det er virkeligheden for det moderne danske menneske. Vi skal lære at ramme en spand med en pose i. Det er vores nye forsvarsværn.
Forestil dig scenariet. Der sidder man i sit parcelhus. Vandet er væk. Toilettet er en tør genstand uden funktion. Man finder sin rulle med sorte affaldssække frem. Man kigger på posen og tænker på fædrelandet. Det er her, karakteren bliver testet. Kan man levere en pølse i en pose med værdigheden i behold? Ministeren mener ja. Hun åbner endda op for, at vi må bruge haven.
En mand fra Thy har banet vejen. Han spurgte pænt om lov. Han søgte dispensation hos Thisted Kommune: “I tilfælde af krise i samfundet vil jeg gerne ansøge om tilladelse til at skide i haven,” skrev han. Først fik han et nej. Bureaukratiet er som bekendt stærkere end naturens kalden. Men nu er der håb. Ministeren er på sagen. Hun vil ændre reglerne. Snart kan det blive en borgerret at grave et hul bag ligusterhækken og lade naturen gå sin gang. Det er en form for liberalisme, vi ikke har set siden systemskiftet.
Det er en mærkelig tid. Vi lever i et af verdens mest digitaliserede samfund. Vi kan alt med en app. Vi kan betale vores skat, se vores lægejournaler og bestille mad på tre sekunder. Men når krisen kradser, er løsningen en pose. Det er som om, hele vores civilisation hænger i en tynd plastiktråd. Mest fordi vi skal have lov.
Jeg ser for mig, hvordan vi måske skal træne, som del af prepping. Aftenskolerne kan få en renæssance. “Lær at skide i haven uden at genere naboen”. Vi omdøber det nok til “Beredskabs-yoga”. Det kræver trods alt en vis smidighed at balancere over et hul i jorden, mens man holder øje med fjendtlige droner.
Ministeren bruger ordene “tisse i spand og pølse i pose”. Det er poesi. Det er den nye danske nationalsang. Vi har ikke længere brug for Holger Danske. Vi har brug for en god solid spand med låg. Der er noget befriende over det. Al den snak om AI, kvantekomputere og den grønne omstilling falmer lidt, når ministeren minder os om vores mest basale behov. Vi er bare pattedyr i tøj, der er bange for at løbe tør for poser.
Det mest fascinerende er dog manden fra Thy. Han er den sande helt. Han venter ikke på, at katastrofen indtræffer. Han vil have sine tilladelser på plads. Han vil ikke være en lovbryder, bare fordi kloakken svigter. Han vil have papir på sit hul i haven. Det er så dansk, som det overhovedet kan blive. Vi vil gerne overleve krisen, men vi vil for guds skyld gøre det efter bogen. Ingen ulovlig afføring her. Det er bare et gæt, men jeg tror ikke mange frihedskæmpere i 40’erne ansøgte kommunen om en skid.
Forestil dig beredskabsplanerne i de små hjem. Far står med en tjekliste. Vand? Tjek. Batterier? Tjek. Radio? Tjek. Ti ruller 50-liters affaldsposer med snoreluk? Tjek. Det er den nye valuta. I fremtiden bytter vi ikke guld eller bitcoins. Vi bytter poser. En rulle for en dåse tun. To ruller for en flaske rødvin. Det bliver et simpelt liv.
Jeg spekulerer på, hvordan vi skal håndtere det sociale aspekt. Skal man hilse på naboen, når man sidder der ude i haven? “Godmorgen, nabo, dejligt vejr at skide i?” Det kræver en ny dannelse. Vi skal lære at ignorere det faktum, at hele villavejen pludselig opfører sig som en flok campister uden campingvogn. Det er fællesskab på en helt ny måde. Vi er sammen om poserne.
Lisbeth Bech-Nielsen gør det sikkert i den bedste mening. Hun vil have os til at være robuste. Hun vil have os til at tage ansvar. Og intet siger “ansvarlig borger” som et menneske, der graver et hul i sin plæne med en ministeriel velsignelse i baghovedet. Det er samfundssind. Det er at yde sit til fællesskabet ved ikke at overbelaste et kloaksystem, der alligevel ikke virker.
Vi skal nok klare det. Vi er et folkefærd, der har overlevet meget. Vi har overlevet dårlige regeringer, høje afgifter og regnfulde somre. Vi kan også overleve at pølse i en pose. Det kræver bare, at vi ikke tænker for meget over det.
Hvad vi derimod SKAL tænke meget over er, at vi skal have ministeren eller kommunens ord for at grave et hul i haven i krisetid! Vores hunde skider på daglig basis på græsplænen, men hvis en dansk borger i krigstid skal besørge samme sted, kræver det politisk indgriben. Karnovs lovsamling er i sandhed for lang! Ministerens bedste svar havde været at meddele, at et samfund der mener man skal lovgive om folks græsplæne er på skideren.
Men lortet kører videre. Der kommer vel en præmis i loven der slår fast, at statsministeren først skal have erklæret undtagelsestilstand inden loven træder i kraft. Ellers kan folk jo skide i haven på onsdag.
Vi lovgiver for ethvert skridt, så vi aldrig er i tvivl om en handling. Eller tænker selv. For når alt står nedskrevet i en bog, så forsvinder det frie dannede og eftertænksomme valg, som vel er at skide når man skal i krig.
Piet Hein skrev i et af sine gruk: ” Mennesket har mulighed for glæder uden tal, den ædleste af alle er at kunne, når man skal.” Hvis man da må. Det må man snart. Tak fru lorteminister.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






