POLITISK OPLØSNING – Ingen partier kan gå trygge til valg.

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Ståsteds-analyse januar 2015.

Forleden meldte en gruppe sig ud af Enhedslisten, fordi de mente Johanne og co. var blevet for højredrejede. I dag læser vi, at en stor mængde vælgere mener Dansk Folkeparti er blevet for venstredrejede. Begge dele er symptom på et politisk landskab i opbrud.

Det bliver et spændende valg. Det interessante er ikke, hvem der kommer til at stå i front – men hvordan hele det politiske landskab på magtens højborg sammensættes. Valgkampen vil blive en besynderlig omgang, da der ikke er et eneste parti, der har fodfæste. Samtlige partier er i en intern omgang forvirring.

Jeg vil her gennemgå alle partiers problemer dags dato:

ENHEDSLISTEN

Den politiske virkelighed æder på idealer, når man bliver tvunget til også at tage ansvar. Det kostede i SF, og det vil koste i Enhedslisten. /Søe

Enhedslisten tordner frem, men gør det på en platform, der ikke passer hele baglandet. Nogle har meldt sig helt ud, nogle truer med det – og nogle er blot utilfredse. Det er dog de “gamle” og så længe der kommer nye til, er der ro udadtil. Fortsætter roen, vil det nok gå fint for Enhedslisten, men internt vil den nye folketingsperiode uanset give problemer med baglandet. Baglandet er jo delt i flere fraktioner, hvor en enkelt nu åbent måtte træde ud af samarbejdet. Den politiske virkelighed æder på idealer, når man bliver tvunget til også at tage ansvar. Det kostede i SF, og det vil koste i Enhedslisten, der skal finde formen igen efter valget, men vil stå ret sikkert nu i valgkampen – stærkt kørt på dygtig ledelse af Johanne, som jo snart falder for partiets evige udskiftningspolitik.

SF

Dem der ER tilbage er ret så dedikerede. Det skal man være for fortsat at være vidner til den parade af uduelighed, der har præget kommunikationen i SF. /Søe.

SF er slet ikke på højde med fortidens storhed. SF gik i regering, det vil de gerne igen – men det kostede dem selvstændigheden og de måtte sluge kameler sammen med ansvaret – og det totale brud var umuligt at komme udenom. Pia Olsen-Dyhr kæmper en brav kamp for at genrejse, men det er klart at den slags tager tid. Så SF er et parti der går til valg på et forfærdeligt år og næppe når den totale genrejsning. Der er dog ingen tvivl om, at dem der ER tilbage er ret så dedikerede. Det skal man være for fortsat at være vidner til den parade af uduelighed, der har præget kommunikationen i SF. Så Olden-Dyhr er faktisk på sikker grund i hendes faste ståsteder, hvor hun ret så målrettet udretter små mirakler for SF, som de fleste havde afskrevet helt efter sammenbruddet.

SOCIALDEMOKRATIET

Det er vælgere, som er ekstremt politisk bevidste og politisk intelligente, og som ikke umiddelbart hopper på kampagner og Bilka-besøg, da de nemt kan huske flere år tilbage. /Søe.

Socialdemokratiet er i en historisk krise. De ledes af Thorning, som mange ikke bryder sig om, hun er ikke arbejder og fornyelsen de ønskede ved at vælge hende, er i den grad udeblevet – og socialdemokraterne har, i de år, de har haft den berømte nøgle, ikke leveret socialdemokratisk politik. Vælgerne er rasende over en række mærkesager, der ikke har kunne mærkes. En masse løfter, der blev brudt – og ikke mindst et totalt fravær, at det, som de fleste socialdemokrater står for: Frihed, lighed, broderskab – solidaritet.
Uanset hvor meget Thorning render rundt i Bilka eller går i Ebola-dragt, har socialdemokraterne mistet mange kernefolk i baglandet. Folk, der aldrig har sat spørgsmålstegn ved deres politiske tilknytning, som har været rød i generationer, men som nu er mistet. Svigtet er blevet for stort. Det er vælgere, som er ekstremt politisk bevidste og politisk intelligente, og som ikke umiddelbart hopper på kampagner og Bilka-besøg, da de nemt kan huske flere år tilbage og vurderer ledelsen ud fra hele regeringstiden.
Kampagner kan overbevise tvivlere og politisk tonedøve, men Socialdemokratiet går mudret og splittede til valg.

RADIKALE VENSTRE

Radikale skal genfinde selvstændighed. Det er op ad bakke og kræver opgør. Ikke bare politisk med andre partier, men så sandelig også med baglandet. /Søe.

Radikale Venstre har lige skiftet leder. Morten Østergaard skal ind i sit første valg, og allerede nu kan vi se, at han forsøger at få Radikale tilbage på det selvstændige spor. Med enkelte nye tiltag. Sjældent har radikale taget så stor afstand til det parti, de er i regering med – og en del udtalelser, ville man normalt tolke som illoyal i et regeringssamarbejde. Radikale har dog fortsat så stor magt, at man ikke tør gå ligeså hårdt til dem, som man gjorde med SF.

Radikale skal genfinde selvstændighed. Det er op ad bakke og kræver opgør. Ikke bare politisk med andre partier, men så sandelig også med baglandet. Radikale har altid kendt deres vælgerkorps, men da Vestager har været markant og nærmest enerådig, er mange kommet til, som man ikke kender til bunds. Radikale er ikke en så enig flok, som normalt. Derfor kan Østergaards linje både ende i opbakning eller i splittelse. Allerede nu har vi set røster fra baglandet, som går imod nogle nye toner fra ledelsen, og Radikale er derfor med sikkerhed også ude i nyt land i denne valgkamp, fordi de både har ny frontfigur og dermed også nye mærkesager, så Østergaard kan træde ud af Vestagers skygge. Den slags vil altid give ballade – især i et så stærkt holdningsparti.
Radikale er trukket til højre – nogle gange så meget, at det ikke skulle undre om man fandt sammen med VK igen, som en del af baglandet da også ønsker.

Læs også:  FØJ EN UBEHAGELIG VALGKAMP!

LIBERAL ALLIANCE

Uanset hvor meget Liberal Alliance måtte annoncere, råbe og skrige, så sidder de helt fast på nogenlunde samme sted – og det sker jo netop, når man har valgt en ganske smal vej at gå. /Søe.

Liberal Alliance har tydeligt penge som skidt, og reklamerer for sig selv i stor grad. Men på trods af historisk langvarige kampagner, er partiet stagneret i bunden. Det går op og ned, men aldrig så champagnen må flyde.
Liberal Alliance har sat sig på en ekstrem liberal politisk linje, og samler derfor kun ganske få. De er blevet et elite-parti, som kun en lille del af Danmarks befolkning kan se fornuften i. Der er udmeldinger med mellemrum, som pludselig rammer folkesjælen – i særdeleshed tankerne om frihed, men det på trods er partiet for stemplet som elitens forsøg på at få skatten nedbragt og købe billige biler. Uanset hvor meget Liberal Alliance måtte annoncere, råbe og skrige, så sidder de helt fast på nogenlunde samme sted – og det sker jo netop, når man har valgt en ganske smal vej at gå, som isoleret set virker totalt naiv, men som selvfølgelig vil kunne trække en regering som parlamentarisk grundlag.
Liberal Alliance går ikke splittede til valg, men mærkede. Mærket af det evige ståsted på de 4-5% uanset hvad pokker de så bruger på annoncering eller har af mærkesager, som de faktisk formår at få pressen med på. Vælgerne er der bare ikke.

DE KONSERVATIVE

Fremtrædende folk er forsvundet, fordi de efter sigende fik et drømmejob. At være konservativ politiker er ikke længere en drøm, men tydeligt et dagligt mareridt. /Søe.

Konservative er en historie for sig. De ligger og roder et sted, hvor det bliver helt spændende om de helt ryger ud. Om de trofaste gamle vælgere er nok. De har længe været nyttige idioter, der ikke har gjort væsen af sig udadtil, men reelt har været arbejdsheste i den forrige regering og fået resultater igennem. Der har bare ikke været nogle i front til at gøre opmærksom på det. Opløsningen er gået langsomt nedad, indtil Barfod sagde tak og gik. Sikkert ikke helt af sig selv. Ind kom Pape, der var et lysende konservativt talent ifølge baglandet, men det har indtil videre været svært at se for de mange, der skulle tiltrækkes af skiftet. Eneste nye til huse er kommet fordi en radiovært fra København har provokeret sig indenfor, med holdninger der nogle gange provokerer partiet – og det er konservative traditionelt ikke meget for.
Pape er på en svær opgave. Han er end ikke i folketinget, så han kan ikke deltage og markere sig i den folkelige debat derfra – og pressen vil fokusere på det faktum, at hans valg endda er usikkert. Alt sammen ikke ligefrem historier, der giver optur for et parti, der virker fuldstændig handlingslammet og har set fremtrædende folk forsvinde, fordi de efter sigende fik et drømmejob. At være konservativ politiker er ikke længere en drøm, men tydeligt et dagligt mareridt – og det er den virkeligheden de kæmper for gennem valget. Konservative har, som de øvrige borgerlige partier, en rimelig sikker borgerlig sejr i udsigt – så kampen er kun på, at få så stor bid af kagen som muligt – og det får man kun ved, at sætte dagsordenen eller komme med løse udmeldinger, der risikerer at virke som valgflæsk.

VENSTRE

Alle kæmper mest for egen plads – og forsøger at holde sig på god fod med alle, fordi man fortsat ser frem til en mulig ny ledelse om nogle år. En sådan virkelighed giver ikke et kønt målrettet billede./Søe.

Venstre er også i krise. For de første har personspørgsmål om Løkke fyldt meget gennem et par år, og hans tilstand som groggy blev forsøgt brugt af Kristian Jensen fløjen til et endeligt knockout i Odense. Det kiksede fælt, og ud derfra kom hånd i hånd en ny samlet ledelse. Kort efter trak den ene hånd tæppet under den forelskelse, ved at sige at der ikke var ønske om fælles øl og venskab.
Venstre er delt i to og kæmper for at stå sammen. Enkelte kan ikke styre denne strategiske enighed, og lukker op for sluserne. Jens Rohde er i særdeleshed ude med riven, mens partiet i forvejen forsøger at holde en ren og målrettet sti. På grund af de mange uenigheder, er der skår i strategien. De fleste har noget at redde hjem, undskylde eller bevise – mens andre hoverer. Mange politikere, som f.eks. Preben Bang Henriksen, gik markant ind i formandsopgøret og stoppede ikke efter mødet i Odense, og sidder nu på sidelinjen og forsøger at fedte sig ind, hvor der er mulighed – men er stemplet som illoyal og vil næppe få skyggen af mulighed. Det efterlader en gruppe, hvor man ikke aner hvad i morgen bringer. Alle kæmper mest for egen plads – og forsøger at holde sig på god fod med alle, fordi man fortsat ser frem til en mulig ny ledelse om nogle år – eller i hvertfald ministerposter, der skal uddeles. En sådan virkelighed giver ikke et kønt målrettet billede.
Løkke har klogt lukket sig ude af hele den redelighed, og har sat fut i valgkampen med en rundtur til danskerne. Han ved godt, at skal han vinde, skal det være fordi hans joviale form er mere folkelig end Thorning. Så han går efter at vinde det opgør mellem to ledere, som Gallup er imod. Resten af partiet forsøger enighed. Inger Støjberg kommer med udmeldinger, som tilgodeser nye vælgere fra højre, mens Haarder og Birthe Rønn trækker lidt i land, så venstrefløjen i venstre også føler sig hjemme.
Venstre går ikke til valg som et stærkt målrettet parti, men som et delt parti der har en aftalt våbenhvile. Til gengæld går de til valg på en viden om, at de med stor sikkerhed får nøglen, da 8-10% skal rykke fløj for modsatte resultat. Det kan så blive en sovepude, hvis man indeni tænker “den er hjemme”. Fokus vil med sikkerhed fra en del folkevalgte i Venstre blive, at forsøge at rane vælgere fra Dansk Folkeparti, da de er nemmere at skaffe end at skaffe folk over midten. En sådan strategi kan nemt give bagslag.

Læs også:  BILTOUR18: 5. LANDPATTER, KLODSET ELLER FIRKANTET OG ET LIGTOG

DANSK FOLKEPARTI

Strategien stritter i begge retninger. Pia Kjærsgaard minder nærmest om Mogens Glistrup i den sidste tid, der nægtede at indse at andre havde taget over – og blev ved at fastholde eget ståsted. /Søe.

Dansk Folkeparti stormer frem, men heller ikke her er alting lutter lagkage. Pia Kjærsgaard er stoppet som leder, og er blevet værdiordfører med ret til, at blande sig i stort set alt. Dansk Folkeparti roder derfor ofte rundt i deres sager, som vi ellers ikke har set fra det parti. Hvis nogle i dansk politik har haft fælles fodslag og fælles kommunikation, har det været DF med Pia ved roret. Sådan er det ikke mere – og det er sikkert også derfor, at en stor gruppe vælgere nu tilkendegiver, at DF ikke længere er deres parti til højre.
Partiet har dygtigt gjort sig stuerent. Især Thulesen-Dahl og Skaarup har stået for den linie, bakket op af Søren Espersen, der næsten er blevet helt blid at lytte til. Når den strategi endelig er ved at lykkes, så går den gamle pludselig i deadline… Ind fra tomheden vælter Kjærsgaard med gammel hadefuld retorik og så er partiet tilbage igen, hvor de var engang. Strategien stritter i begge retninger. Hun minder nærmest om Mogens Glistrup i den sidste tid, der nægtede at indse at andre havde taget over – og blev ved at fastholde eget ståsted. Partiet ville have godt af at Pia helt gik på pension, i stedet for hele tiden at komme ind fra sidelinjen og tydeligt ændre partiets strategier. En sådan vævende retning kan DFere slet ikke fatte, og så begynder de at finde andre ståsteder.
DF er ikke i fare for at få et dårligt valg, da de fleste flygtninge-kritiske vil stemme der, uanset om de så ønskede endnu mere højredrejet politik. Så DF er ikke i umiddelbar krise, men er det på sigt, da en del af de garvede ikke bryder sig om de næsten socialdemokratiske toner der kommer med mellemrum, og med sikkerhed vil være stærke kort i en ny bevægelse til højre for DF. Så på sigt er DF truet af en opdeling, som vi så med fremskridtspartiet i gamle dage.

EN BESKIDT VALGKAMP FORUDE
Det bliver derfor en valgkamp, hvor alle faktisk er i knibe på hver deres måde. Hvor alle kommer til at kæmpe for deres eget, helt ned til hvert enkelt sæde – og ikke bare på partiniveau. Jeg spår også en valgkamp, hvor ingen rigtigt har respekt for deres ledelse og derfor bare løber med egne synspunkter og prøveballoner. Vi vil se en masse “sætte på plads” historier, hvor en leder vil forsøge at virke stærk ved at “skære igennem” overfor hans/hendes egne. Mest af alt vil vi se en beskidt lang valgkamp, som for længst er i gang, hvor 45% af de folkevalgte til venstre kæmper op ad bakke, og 54% kæmper til højre lugter sejr og mest forsøger at tage fra hinanden. Blokke vil blive splittet i kampe om at vise sit eget ståsted – ingen går samlet til valg denne gang. Hverken SR eller VKO har en fælles agenda, udover at vinde. Og det er altså ikke ambitiøst nok.

/Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.