PRESSENS LEDELSE ØDELÆGGER JOURNALISTIKKEN

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg må anbefale – ja nærmest forlange – at du læser alle 7 artikler som Anders L. Schmidt fra Politiken har skrevet, om en uge på afsnit 80 i Glostrup. En beskrivelse af de utilregnelige, skrevet med en sjælden lyst til at fortælle og beskrive virkeligheden.

Der er arbejdet med ordene. De er nærmest skønlitterært sat sammen, med dyb respekt for stadig at ville være et journalistisk stykke arbejde.
Artiklerne er endnu engang bevis på, hvad Dagbladet Politiken kan, når de vil. Jeg læser avisen med stor glæde. Er sjældent enig i deres standpunkter, som nærmest gør avisen til et politisk parti, men på kulturen og i feature-afdelingen når INGEN dem til sokkeholderne.

Jeg er så glad, når jeg møder den beskrivende journalistik. Og når jeg læser et journalistisk værk, der er blevet til, fordi ledelsen mener, den er vigtig.

Journalister tror de færreste på.

Men de fleste journalister kunne gøre som Anders Schmidt. Hvis bare de fik lov, tid og ro til fordybelse. Istedet sidder de fleste og har deadline i det sekund tingene sker – og skriver ligegyldige opdateringer mens de sker. Det er ikke den danske journalist-stand der har det dårligt, men ledelsen i dansk presse.

Mediestøtte gives som massemedicinering mod pressens langsomme død. En del, incl. vores eget gratismagasin, lever uden støtte. Det mærkelige er, at de støttede især bruger pengene på at være sekund-aktuelle – at bringe nyhederne først, drøne ud i helikopter og være på stedet. Fremfor at følge med, sætte sig ind i hele baggrunden, gruble og gennemtænke. Tale med andre i historiens nærhed og SÅ give os den fordybelse vi betaler skat til.

Læs også:  SE & HØR - MIT KOMMA!

Det er fint at jeg får at vide, når noget sker. Også mens det sker. Men det kunne en 10 klasses elev nemt ordne, da de blot skal beskrive det de ser. Fordybelse kræver journalistisk tæft – som vi er mange der har, men få, der får lov at bruge.

Det er trist. Og det ved man især, når man i denne artikelserie ser, hvad vi går glip af.

Vil i ikke nok læse, vurdere om ikke det er en presse i gerne ville fordybe jer mere i – og kræve det af den presse, i dagligt betaler til.

Jeg har sagt det i foredrag gennem 20 år – og råber det gerne igen. Pressen skal være vagthunde, ikke bidske pittbulls. Pressen skal give os viden og baggrund, så vi forstår hvad der sker – og ikke kun ser det ske.
Istedet for fordybelse får vi en korrespondent, der står og fortæller, hvad der sker bag ham lige nu. Det kan vi sgu godt selv se, hvis bare idioten gad flytte sig.

/søe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.