Der var engang en dreng, der hed Rasmus. Han var en helt almindelig dreng med helt almindelige krøller i håret og en helt almindelig appetit på havregryn med masser af sukker. Men en tirsdag eftermiddag, hvor regnen trommede mod ruden som tusindvis af små trommestikker, skete der noget, der overhovedet ikke var almindeligt. Rasmus kedede sig så meget, at han var begyndt at tælle støvkornene, der dansede i lyset fra standerlampen. Han havde kigget i alle sine skuffer, men der var intet nyt at finde, før han nåede helt ind bagest i den nederste skuffe under en bunke glemte uldsokker. Der lå en malebog. Den lignede ikke de andre malebøger, Rasmus havde. Forsiden glimtede som om, den var lavet af stjernestøv, og papiret føltes varmt under hans små fingre.
Da Rasmus åbnede bogen, var alle siderne hvide og tomme. Der var ingen streger at tegne indenfor, ingen færdige biler eller blomster. Han fandt sin allerbedste gule farve frem og tegnede en lille, buttet sommerfugl midt på den første side. Men i det øjeblik, han lagde den sidste gule streg, skete det mest utrolige. Sommerfuglen begyndte at ryste på vingerne. Først lignede det bare en rysten på hånden, men så løftede vingerne sig fra papiret. Med et lille "svirp" lettede den gule sommerfugl direkte ud af bogen og fløj en lille æresrunde omkring Rasmus’ næse, før den landede på gardinstangen og blinkede med sine små øjne. Rasmus tabte sin farve af bar forbavselse. Alt, hvad han tegnede i denne bog, blev levende.
Rasmus brugte den næste time på at eksperimentere. Han tegnede en lille racerbil, der kørte ræs hen over gulvtæppet i præcis tre minutter, før den pludselig blev flad som papir igen og lagde sig til ro som en almindelig tegning. Han lærte hurtigt, at magien kun varede et lille øjeblik, men det var det sjoveste øjeblik i hele hans liv. Men så skete katastrofen. Regnen var stoppet, og solen var kigget frem, så Rasmus var gået ud i haven for at kaste med sin yndlingsbold – den store, postkasserøde en, som kunne hoppe højere end en kænguru på en trampolin. Ved et uheld fik han givet bolden et alt for hårdt spark. Den fløj op, ramte muren og rullede helt op på det røde tegltag på huset, hvor den lagde sig fast i tagrenden, præcis der hvor ingen kunne nå den.
Rasmus kiggede bedrøvet op. Hans arme var alt for korte, og selvom han hentede sin fars lille trappestige, ville han ikke være i nærheden af at kunne røre kanten af taget. Han satte sig på græsset og sukkede. Han savnede sin bold, og han vidste, at den ville blive våd og kedelig, hvis den skulle ligge deroppe hele natten. Men så huskede han malebogen, som lå inde på stuegulvet. Han løb ind, greb sin største blå farve og begyndte at tegne. Han tegnede ikke en bil eller en sommerfugl denne gang. Han tegnede en figur, der var så stor, at den fyldte næsten hele siden. Han gav den lange, stærke arme, et par venlige øjne og det varmeste smil, han kunne præstere. Det var en kæmpe, men ikke en af de farlige fra eventyrene. Det var en hjælpsom kæmpe.
Da den sidste blå streg var sat, sitrede hele bogen. En stor, blå hånd strakte sig op fra papiret, og kort efter stod den venlige kæmpe midt i haven. Han var gennemsigtig som en let sommerdrøm, og hans krop glimtede af magisk blåt lys. Kæmpen så ned på Rasmus og gav et lille, venligt nik. Rasmus pegede op mod taget, hvor den røde bold lå og lyste op mod de blå tagsten. Kæmpen forstod det med det samme. Uden at sige et ord tog han et enkelt skridt hen mod huset. Hans ben var så lange, at han nemt kunne nå op, og med to fingre, der var bløde som vat, fiskede han forsigtigt den røde bold ud af tagrenden. Han rakte den ned til Rasmus, der tog imod den med begge hænder og et kæmpe kram til bolden.
Kæmpen smilede så bredt, at hans ansigt lignede en lille sol. Rasmus mærkede en varme i hjertet, som han aldrig havde prøvet før. Det handlede ikke bare om at få bolden tilbage, men om at opleve, hvordan en, der var meget større og stærkere, gad at bruge sin tid på at hjælpe en lille dreng med et lille problem. Det var den slags hjælpsomhed, der gjorde verden til et bedre sted at være. Kæmpen bøjede sig ned og gav Rasmus et lille puf på skulderen, men Rasmus kunne mærke, at magien var ved at løbe ud. Kæmpens blå farve begyndte at blegne, og han blev mere og mere som tåge, der forsvinder i morgenlyset.
Selvom kæmpen snart ville være væk, var han ikke trist. Han vinkede til Rasmus med sin store, magiske hånd, og Rasmus vinkede tilbage med al den kraft, han havde i sin lille arm. Det var vigtigt at sige ordentligt farvel, når man havde fået hjælp til noget svært. Langsomt opløstes kæmpen i tusindvis af små, lysende prikker, der dalede ned over haven og forsvandt i det grønne græs. Malebogen lå nu tilbage på terrassen, og da Rasmus kiggede på siden, hvor kæmpen havde været, var tegningen blevet til en helt almindelig blå streg igen. Men Rasmus vidste bedre. Han vidste, at inde i den bog gemte der sig en verden, hvor man aldrig var alene med sine problemer.
Da mørket begyndte at falde på, og hans mor kaldte ham ind til aftensmad, lagde Rasmus malebogen forsigtigt tilbage i skuffen. Han kiggede på sin røde bold, der nu lå trygt på hans seng, og han tænkte på, hvordan han selv kunne være lidt mere som den blå kæmpe i morgen. Måske kunne han hjælpe sin mor med at dække bord, eller måske kunne han låne sin yndlingsbil ud til nabodrengen. Hjælpsomhed var nemlig lidt ligesom magien i bogen – når man brugte den, blev alting meget sjovere og meget smukkere for alle omkring en. Rasmus krøb under dynen med et smil på læben, mens han drømte om nye eventyr, han kunne tegne til live.
Læs næste eventyr: Maja og de talende sten ved stranden.
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
