Højt oppe i toppen af det ældste egetræ sad ravnen Rune og kiggede ud over verden. Men Rune var ikke som andre ravne, der samlede på sølvpapir og skinnende mønter, for han samlede på noget langt vigtigere.
Rune samlede på minder, som folk havde tabt eller glemt i skyndingen. Det kunne være duften af farmors pandekager, lyden af en sommerregn mod ruden eller følelsen af at være helt rigtig, selvom man havde glemt sine sokker. Minderne lignede små, lysende glaskugler, og Rune havde sin rede fyldt med dem, så de lyste op som stjerner midt om dagen.
En dag mødte han en lille dreng, der sad på en bænk og så meget ked ud af det. Drengen havde glemt, hvordan det føltes at grine helt nede fra maven. Rune fløj ned, satte sig på bænkens ryglæn og lagde en lille, varmende gul kugle i drengens hånd. Da drengen rørte ved mindet, bredte et kæmpe smil sig over hans ansigt, og han huskede pludselig den dag, han havde set en hund i en regnfrakke. Rune baskede med vingerne og vidste, at hans samling gjorde gavn, for minder er det eneste guld, der aldrig mister sin værdi.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
