Har du nogensinde kigget op efter en regnbyge og talt alle farverne i den store bue? Det plejer at være ret let, for de står altid på deres faste pladser som perler på en snor, men en tirsdag formiddag skete der noget meget mærkeligt.
Oppe bag den hvideste sky boede Farvemester Flora, en lille dame med vinger lavet af silkepapir og en pensel, der aldrig løb tør for magi. Hver gang solen og regnen besluttede sig for at danse, skyndte hun sig ud for at rulle den store regnbue ud over verden, så alle børnene nede på jorden kunne pege og smile. Men denne tirsdag, da hun nåede til den allersidste stribe – den dybe, flotte lilla – var der helt tomt på hendes palet. Hun kiggede i alle sine krukker, under de små sky-puder og inde i de gyldne solstråler, men den lilla farve var pist forsvundet.
Uden den lilla farve så regnbuen helt forkert ud. Den lignede en sang, hvor det sidste ord manglede, eller en fødselsdagskage uden lys. Flora fløj febrilsk rundt, mens de andre farver prøvede at strække sig lidt ekstra for at dække hullet. Rød pustede sig op, og Blå prøvede at gøre sig mørkere, men det hjalp lige lidt. Verden kiggede op, og selvom regnbuen stadig var der, føltes den bare ikke helt så magisk som før.
Nede på jorden sad en lille pige, der hed Alberte. Hun elskede lilla mere end noget andet i hele verden. Hendes gummistøvler var lilla, hendes yndlingsbamse var en lilla flodhest, og hun havde endda engang prøvet at tegne en lilla hund i sin malebog. Da hun så op på den mangelfulde bue, kunne hun med det samme se, at der var noget helt galt. “Hvor er den blevet af?” spurgte hun sin flodhest, der selvfølgelig ikke svarede, men så meget forstående ud. Alberte besluttede sig for, at hvis regnbuen ikke selv kunne finde sin farve, så måtte hun hjælpe.
Hun løb ud i haven, hvor de lilla iris-blomster stod og svajede. Hun spurgte dem pænt, om de havde set farven, men de rystede bare på deres smukke hoveder. Hun løb ned til den lille skovsø, hvor guldsmedene fløj rundt, og hun ledte i skyggerne under de store bøgetræer. Men overalt hvor hun kom, mødte hun kun de farver, der allerede var der. Det var som om, den lilla farve havde gemt sig et sted, hvor ingen tænkte på at kigge.
Pludselig hørte hun en lille, pibende lyd fra en gammel, rusten trillebør, der stod bag skuret. Derinde, helt inde i et mørkt hjørne, sad en lillebitte klat lilla og skælvede. Det var selve Farven Lilla, og hun så meget ked af det ud. “Hvorfor er du ikke oppe på himlen?” spurgte Alberte og satte sig på hug. Farven sukkede så småt, at det næsten ikke kunne høres. “Jeg følte mig så lille og uvigtig,” hviskede den lilla klat. “Jeg sidder altid helt nederst i buen. Alle kigger på den store røde øverst, eller den varme gule i midten. Jeg tænkte, at ingen ville opdage, hvis jeg blev væk.”
Alberte smilede og rakte sin hånd frem. “Men jeg opdagede det med det samme,” sagde hun. “Og himlen ser helt ensom ud uden dig. Det handler ikke om at være øverst eller nederst, men om at være med til at lave det hele færdigt. Hvis du ikke er der, så er det jo slet ikke en rigtig regnbue.” Den lille lilla klat kiggede op på Alberte, og langsomt begyndte den at lyse en lille smule mere. Den kravlede forsigtigt op på Albertes fingerspids, og i det samme kom et lille vindpust, der duftede af nyslået græs.
Farvemester Flora, som stadig ledte febrilsk oppe i skyerne, så pludselig et lille lilla glimt nede fra haven. Hun dykkede ned med sin silkepapirs-vinger og landede lige ved siden af Alberte. Med et kærligt smil dyppede hun sin pensel i den lille lilla klat på Albertes finger og strøg den hen over himlen. Som ved et trylleslag lyste hele regnbuen op i sin fulde pragt, og denne gang strålede den lilla stribe måske endda en lille smule klarere end de andre.
Alberte vinkede til Flora, og Flora vinkede tilbage, før hun forsvandt op bag en sky for at rydde op på sin palet. Regnbuen stod der længe, og selvom den til sidst blegnede, som regnbuer nu gør, vidste Alberte noget, som ikke mange andre vidste. Hun vidste, at selv den mindste stribe, den der sidder helt gemt i bunden, er lige præcis den, der gør det hele helt perfekt.
Solen gik langsomt ned, og haven blev fyldt med de lange skygger, der altid følger med, når dagen siger tak for i dag. Alberte tog sin flodhest under armen og gik ind i varmen, mens hun nynnede en lille sang om farver, der finder hjem. Og hvis du kigger rigtig godt efter næste gang det regner og solen skinner på samme tid, så vil du se, at den lilla stribe stadig passer sit arbejde – helt nederst, men meget, meget vigtig.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Regnormen der ville flyve
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
