Efter et voldsomt regnvejr, hvor himlen havde været så mørk som en gammel uldjakke, brød solen endelig igennem skyerne med et smil så varmt, at hver eneste lille vandpyt begyndte at glimte. Fuglene rystede vandet af deres fjer, og de små blomster i haven løftede deres hoveder for at drikke de sidste solstråler. Men noget var helt galt oppe på den store, blå sommerhimmel, og det var Malthe, der opdagede det først.
Malthe stod ude på marken bag sit hus, hvor græsset duftede af våd jord og eventyr. Han kiggede op for at se den smukkeste regnbue, han nogensinde havde forestillet sig, men da han spærrede øjnene op, blev han helt stille. Regnbuen var der ganske vist, og den buede sig flot fra den ene ende af horisonten til den anden, men der manglede noget meget vigtigt. Den øverste stribe, den der altid plejede at være så rød som et modent jordbær eller en skinnende brandbil, var væk. Der var bare et tomt, farveløst hul, hvor den røde farve skulle have været.
Malthe gned sig i øjnene. Det kunne da ikke passe. En regnbue uden rød var jo ligesom en fødselsdag uden kage eller en vinter uden sne. Han løb hen til det gamle egetræ, hvor hans veninde Mia sad og kiggede på en mariehøne, der kravlede langsomt op ad en gren. Mia, råbte Malthe, du må komme og se. Regnbuen er gået i stykker. Mia kiggede op, og hendes øjne blev lige så store som Malthes. Hun havde aldrig set noget lignende. De andre farver – orange, gul, grøn, blå og lilla – lyste stadig klart, men toppen af buen så helt ensom og gennemsigtig ud.
De to venner besluttede sig for, at de ikke bare kunne lade regnbuen stå der og se sørgelig ud. De måtte finde den røde farve og bringe den tilbage, før solen gik ned, og regnbuen forsvandt helt. Men hvor leder man efter en farve, der er stukket af fra himlen? Mia foreslog, at de startede ved den store mose, hvor tågen ofte gemte på hemmeligheder, men Malthe mente, at de skulle gå mod øst, der hvor de vilde jordbær voksede, for rød måtte da kende vejen til det rødeste sted på jorden.
Som de gik gennem skoven, lagde de mærke til noget mærkeligt. Alt det, der plejede at være rødt, lyste meget kraftigere end normalt. Mariehønsene på bladene lignede små, glødende kul, og de vilde roser ved stien duftede så stærkt, at man næsten kunne smage farven i luften. Det var, som om den røde farve slet ikke var forsvundet, men bare havde valgt at gemme sig helt tæt på jorden i stedet for at hænge oppe på den kolde himmel.
Pludselig hørte de en svag stemme, der lød som knitren fra et tørt bål. Det kom fra en lille klynge af fluesvampe, der stod og lyste op under en gammel gran. De små svampe vippede med deres hvide prikker, og Malthe bøjede sig helt ned for at lytte. Det var selve den røde farve, der talte. Den fortalte, at den var blevet træt af altid at skulle stå øverst og altid være den, folk så først. Den ville prøve at være lille og mærke, hvordan det var at bo nede i skovbunden, hvor man kunne dufte mosset og høre musenes små skridt.
Men vi savner dig på himlen, sagde Mia med en blød stemme. Regnbuen er ikke den samme uden dig. Hvis du ikke kommer tilbage, vil alle dem, der kigger op efter regnen, blive forvirrede og tro, at verden er ved at miste sin magi. Den røde farve tøvede. Den kiggede på de klare jordbær og de smukke blomster, som den nu boede i. Det var dejligt at være tæt på jorden, men den vidste godt, at Malthe og Mia havde ret. En regnbue er et løfte om, at alt bliver godt igen, og et løfte fungerer kun, hvis alle dele er med.
Malthe fandt et lille, gammelt glas i sin lomme, som han havde brugt til at samle flotte sten i. Han spurgte forsigtigt den røde farve, om den ville have lyst til at få et lift tilbage til himlen. Hvis den røde farve bare ville låne ham en lille smule af sin glans, så kunne de måske hjælpe regnbuen med at blive hel igen. Farven begyndte langsomt at flyde fra blomsterne og mariehønsene og ind i glasset, indtil det lyste så stærkt, at Malthe måtte knibe øjnene sammen.
De løb tilbage til marken, mens solen stod lavere og lavere på himlen. De vidste, at de havde travlt, for hvis solen forsvandt bag bakkerne, ville regnbuen også forsvinde, og så ville den røde farve måske aldrig finde sin plads igen. Da de nåede frem, åbnede Malthe glasset og kastede al den opsamlede rødme op mod det tomme hul i toppen af regnbuen. Det lignede en sværm af magiske ildfluer, der dansede gennem luften.
Langsomt, men sikkert, begyndte den røde stribe at forme sig igen. Først som en tynd, lyserød streg, men hurtigt voksede den sig tykkere og stærkere, indtil den glødede med en varme, der fik hele himlen til at se levende ud. De andre farver i regnbuen så ud til at lyse endnu klarere nu, hvor deres storebror var kommet hjem. Det var, som om hele buen gav et lille suk af lettelse, og de sidste dråber fra bladene faldt ned som små glædestårer.
Malthe og Mia stod hånd i hånd og kiggede op på deres værk. De havde lært, at selvom man nogle gange har lyst til at gemme sig og bare være sig selv, så har vi alle sammen brug for hinanden for at skabe noget, der er rigtig smukt. Verden har brug for de store ting på himlen, ligesom den har brug for de små ting i skovbunden, og ingen farve er vigtigere end de andre, selvom de alle er forskellige.
Da den sidste solstråle forsvandt bag horisonten, og regnbuen langsomt begyndte at falme, vidste Malthe og Mia, at den røde farve nu sov trygt på sin plads. Næste gang det regnede, og solen kiggede frem, ville den være klar til at lyse op for alle dem, der huskede at kigge op. Og nede i skoven ville mariehønsene og jordbærrene stadig have deres farve, for der er altid rød nok til alle, hvis man bare ved, hvor man skal lede.
Læs næste eventyr: Alma og stjernebillederne der kom til live
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
