Regnbuen der mistede sin røde farve

Der var engang en morgen, hvor regnen havde duftet af friskslået græs og sommerstøv, men da solen tittede frem bag skyerne, skete der noget, som aldrig før var sket i himlens historie.

Normalt spændte regnbuen sig stolt fra den ene ende af horisonten til den anden, som en lysende bro for tankerne, men denne dag var broen gået i stykker. Da regnbuen Iris slog øjnene op og strakte sine farverige arme ud over de grønne bakker, mærkede hun med det samme, at noget var helt galt. Hun kiggede opad – eller så langt op, som en regnbue nu kan kigge på sig selv – og opdagede til sin store skræk, at hendes øverste stribe var væk. Den dybe, varme og flammende røde farve, der altid lå som en beskyttende hat over de andre farver, var sporløst forsvundet. Tilbage var kun et gennemsigtigt tomrum, hvor vinden blæste lige igennem.

Uden den røde farve følte Iris sig helt nøgen. Hun så på sin orange nabo, der nu pludselig var den øverste. Den orange stribe så også bekymret ud. “Hvor er Rød?” spurgte den med en skælvende stemme. “Jeg er slet ikke vant til at have så meget træk om ørerne. Det er Røds opgave at holde sammen på os alle sammen.” Gul, Grøn, Blå, Indigo og Violet begyndte også at mumle. Hele regnbuen sitrede af nervøsitet. Uden den røde farve lignede de mest af alt en vaskeklud, der var blevet glemt ude i solen for længe.

Iris vidste, at hun måtte gøre noget. Man kan ikke have en regnbue uden rød. Det ville være som en jordbæris uden jordbær eller en jul uden julelys. Hun besluttede sig for noget meget usædvanligt. Hun bøjede sin ene ende helt ned til jorden, indtil hun rørte ved duggen i en lille blomsterhave bag et rødt bondehus. Det kildede i hendes violette tæer, men hun var fast besluttet. Hun ville ikke rejse sig igen, før hun havde fundet sin farve.

Nede i haven mødte hun en lille mariehøne, der sad på et blad og pudsede sine vinger. Mariehønen var så rød, at hun næsten lignede en lillebitte lakperle. Iris sukkede misundeligt. “Lille mariehøne,” sagde regnbuen med en stemme, der lød som svag torden langt væk. “Du har den smukkeste farve i hele verden. Har du mon set min røde stribe? Jeg har mistet den i nat, og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal blive hel igen.”

Mariehønen stoppede med at pudse sig og kiggede op med sine små, sorte øjne. “Jeg har min egen røde farve, kære regnbue,” svarede hun høfligt. “Men den er alt for lille til dig. Hvis jeg gav dig mine prikker, ville du bare ligne en regnbue med mæslinger, og det tror jeg ikke, folk ville synes om. Men jeg hørte vinden hviske om, at alt det røde i nat var flygtet mod øst, ind i den dybe skov, hvor Den Flammende Rose bor. Måske har hun taget det for at lyse endnu kraftigere.”

Iris takkede mariehønen og strakte sig videre mod øst. Hun gled hen over kornmarker og små bække, mens hendes farver flimrede svagt. Undervejs mødte hun en ræv, der løb gennem skoven. Rævens pels var rødlig, men det var en mørk, jordnær farve, der slet ikke passede til himlens klare lys. Ræven stoppede op og snusede til regnbuens violette stribe. “Du smager af ingenting,” sagde ræven skuffet. “Men hvis du leder efter farven rød, så skal du skynde dig. Den Flammende Rose i midten af skoven er ved at blive så stolt af sin farve, at hun suger alt det røde til sig fra hele verden.”

Nu forstod Iris, hvad der var sket. Skovens smukkeste rose var blevet så misundelig på regnbuen, at hun havde lokket den røde farve ned fra himlen. Iris fandt endelig haven, der lå gemt bag tætte grantræer og magiske tåger. I midten af det hele stod en rose, der var så rød, at det næsten sved i øjnene at kigge på den. Hun glødede som et levende kulstykke, og hendes blade var bløde som fløjl.

“Hvorfor har du taget min farve?” spurgte Iris bedrøvet. Hun dalede helt ned over haven, så hendes orange og gule lys kastede skær over rosens blade.

Rosen rettede sig op og så hovmodigt på regnbuen. “Fordi jeg vil være det smukkeste i hele verden,” svarede rosen. “Folk kigger altid op på dig, når det har regnet. De peger på himlen og siger: ‘Se, en regnbue!’. Men ingen kigger herned i skyggen under træerne. Nu har jeg din farve, og nu er det mig, der lyser stærkest. Se bare, hvordan mine kronblade gløder!”

Iris blev meget stille. Hun tænkte sig om længe, mens hendes resterende farver begyndte at blegne endnu mere. “Men kære rose,” sagde hun til sidst. “Skønhed handler ikke om at eje alt lyset selv. Hvis du gemmer al den røde farve herinde i mørket, er der ingen, der ser den. Folk ser kun regnbuen, fordi den deler sit lys med alle. Den røde farve tilhører ikke mig, og den tilhører ikke dig. Den tilhører øjet, der ser.”

Rosen rystede lidt på hovedet, men hun kunne mærke, at Iris havde ret. Selvom hun var utrolig rød, var der ingen til at beundre hende i den mørke skov. Farven var blevet tung og mørk, fordi den ikke havde noget luft at brede sig i.

“Hvad skal jeg gøre?” spurgte rosen med en lille, svag stemme. “Jeg er bange for, at hvis jeg giver slip, så forsvinder jeg helt.”

“Du skal bare give slip på det, der ikke er dit,” smilede regnbuen. “Du vil stadig være en smuk rød rose, men du vil ikke længere bære på hele himlens vægt. Lad os dele farven, så den kan lyse både her nede og der oppe.”

Rosen lukkede sine øjne og sukkede dybt. Pludselig begyndte en lille, varm gnist at stige op fra hendes midte. Det lignede en lille rød fugl af rent lys, der svævede langsomt op mod regnbuen. Gnisten blev større og større, indtil den strakte sig ud i en lang, glødende stribe.

Da lyset ramte Iris, mærkede hun en varme, hun helt havde glemt. Den røde farve lagde sig perfekt til rette som den øverste stribe, og med ét blev regnbuen dobbelt så stærk. Hendes orange farve holdt op med at fryse, og hendes gule farve begyndte at grine. Hele himlen syntes at ånde lettet op.

Men det mest magiske var, hvad der skete med rosen. Selvom hun havde givet det meste af den røde farve tilbage, var hun ikke længere bleg eller kedelig. Tværtimod lyste hun nu med et meget klarere og lykkeligere lys, fordi hun ikke længere forsøgte at stjæle opmærksomheden. Hun var blevet en del af noget større.

Iris takkede den flammende rose og steg højt op i luften. Hun strakte sig fra den dybe skov og helt ind over den lille landsby, hvor folk netop var kommet ud af deres huse efter regnen. “Se!” råbte et lille barn og pegede op. “Det er den flotteste regnbue, jeg nogensinde har set. Se bare, hvor rød den er i toppen!”

Iris smilede ned til rosen, og rosen vinkede tilbage med et af sine blade. Den aften blev solnedgangen smukkere end nogensinde før, for da solen gik ned, lånte hun lidt af regnbuens genfundne røde farve og malede hele himlen i nuancer af pink, purpur og flammende rød.

Fra den dag af vidste alle i skoven, at farver ikke er noget, man ejer. Det er noget, man låner hinanden, så verden aldrig bliver grå og kedelig. Og hver gang du ser en regnbue, skal du kigge ekstra godt efter den røde stribe øverst. Hvis den lyser særligt kraftigt, er det sikkert fordi, den lige har været nede og besøge sin ven, den flammende rose.