Om storbyromantik i gummifri version, natur-eksperter med Disney-drømme og hvorfor sund fornuft stadig bør veje tungere end begejstringen for at slippe endnu mere kaos løs på landet.
Det er svært ikke at få jord i øjnene af hele den frelste rewilding-begejstring, der i disse år bliver solgt som om Danmark bare mangler lidt mere ukrudt, et par stødtænder og nogle begejstrede tv-folk med kikkert. Pludselig lyder det, som om civilisationens højdepunkt er at gøre landet ufremkommeligt, kalde det “vild med vilje” og bagefter klappe af, at ingen længere aner forskellen på naturpleje og forsømt baghave. Det er den slags romantik, man får, når folk forelsker sig i ordet “vild” uden nogensinde at have skullet leve af det landskab, de taler så inderligt om.
For selvfølgelig er der nogen, der synes, det hele lyder herligt. Mere rod i skovbunden. Mere uforudsigelighed. Mere “lad naturen råde”. Det er bare sjovt, hvordan den slags næsten altid kommer fra folk, der ikke står med ansvaret, hvis regningen lander hos dansk landbrug. For når vi taler om vildsvin, taler vi ikke om et nuttet børneprogram på skovtur. Vi taler om en reel risiko for smitte med afrikansk svinepest og et erhverv, som holder liv i enorme dele af Danmark. Fødevarestyrelsen har selv hævet trusselsniveauet for afrikansk svinepest og peget på fund i Tyskland som en konkret anledning til skærpet opmærksomhed: https://foedevarestyrelsen.dk/nyheder/pressemeddelelser/2024/jun/foedevarestyrelsen-haever-trusselsniveauet-for-afrikansk-svinepest-fra-meget-lavt-til-lavt- Naturstyrelsen beskriver samtidig vildsvinehegnet som en del af beskyttelsen af danske svinebesætninger: https://naturstyrelsen.dk/ny-natur/andre-naturprojekter/vildsvinehegn Det er ikke hysteri. Det er sund fornuft med gummistøvler på.
Sebastian Klein og safari-segmentet
Når Sebastian Klein og hele den naturglade fanklub igen får den dér blanke begejstring i øjnene over vildsvin, så bliver det fremstillet som om enhver indvending må være smålig, kedelig og åndeligt understimuleret. Som om bondemanden altid er skurken i fortællingen, mens den frelste ekspert med mudderfri støvler er den eneste, der virkelig elsker naturen. Det er en flot rollefordeling, hvis man skriver eventyr. Det er bare en elendig måde at drive et land på.
Det mest komiske er næsten den nedladende tone over for landbruget. Som om dansk landbrug er en eller anden grim parentes, der står i vejen for den store genforening mellem menneske og mosehul. Nej. Landbruget er ikke alene problemet. Landbruget er en væsentlig del af forklaringen på, at landet overhovedet hænger sammen. Det er folk, der står op, når andre stadig drømmer om biodiversitet i podcasts. Det er folk, der passer jord, dyr, afgrøder og en økonomi, som mange meget talende mennesker i byerne åbenbart tager for givet, mens de peger på kort og foreslår lidt mere “naturlig dynamik”.
Og så bliver der talt om vildsvin, som om de bare er naturens muntre havemænd. Det lyder jo dejligt. Lige indtil man kommer i tanke om, at virkelighedens land ikke er en naturlegeplads for voksne med et abonnement på god samvittighed. DR beskrev i går, hvordan organisationer og eksperter igen presser på for at få vildsvinet tilbage til Danmark, mens Landbrug & Fødevarer advarer mod risikoen for afrikansk svinepest: https://www.dr.dk/nyheder/indland/organisationer-og-eksperter-vi-skal-have-vildsvinet-tilbage-til-danmark Og når der stadig findes nye tilfælde syd for grænsen, er det altså ikke overdrevet at holde fast i et hegn. LandbrugsAvisen beskrev senest i april, hvordan afrikansk svinepest igen blev fundet i et vildsvin i Sachsen, netop som hegn var ved at blive fjernet: https://landbrugsavisen.dk/hegn-var-ved-at-blive-taget-ned-men-saa-ramte-afrikansk-svinepest-igen-et-vildsvin-283536
Sund fornuft er ikke det samme som frygt
Der er en besynderlig mode i at kalde al modstand for frygt. Hvis nogen siger, at vi måske ikke behøver invitere et smittebærende vildsvin tættere på dansk svineproduktion, så bliver det straks pakket ind som snæversyn, kontrolmani og manglende kærlighed til naturen. Det er en billig debatmetode. Det svarer til at kalde en hoveddør for panik, fordi nogen vælger at låse den om natten. Nogle grænser findes ikke, fordi vi er bange for livet. De findes, fordi vi godt gider bevare det, der virker.
Og noget virker faktisk. Dansk landbrug er ikke en fjende af landet. Det er en del af landets rygrad. Det er ikke smart at håne de mennesker, der har fingrene i den jord, som andre kun bruger som kulisse for deres moralske friluftsteater. Der findes en særlig type kommentarspors-visdom, hvor man taler om marker, stalde og hegn, som om det hele bare er et kedeligt regneark. Men virkeligheden er jo det stik modsatte. Landbruget er levende arbejde, levende kultur og levende ansvar. Ikke en Disney-udgave af naturen, men den voksne udgave, hvor der også følger regninger, sygdomsrisici og konsekvenser med.
Det er derfor, rewilding-debatten så ofte lugter af parfumeret afstand. Man vil gerne have det vilde, så længe andre tager slæbet, betaler prisen og håndterer følgerne. Man vil gerne hylde kaos, så længe kaosset ikke vælter ind over ens egen hverdag. Men landet er ikke en weekendfantasi. Landet er et sted, hvor sund fornuft stadig er mere værd end fashionable begejstringsanfald. Et vildsvinehegn er ikke et symbol på åndelig fallit. Det er et udtryk for, at nogen stadig er i stand til at skelne mellem naturglæde og naturnaivitet.
Lad landet være i hænderne på folk, der kender det
Det voksne spørgsmål er ikke, om vi tør være “vilde” nok. Det voksne spørgsmål er, om vi stadig kan genkende sund fornuft, når den står lige foran os i arbejdstøj og siger, at det her eksperiment er kørt af sporet. For rewilding lyder fantastisk i foredragssale, på tv og i opslag fra mennesker, der altid virker meget glade for naturen, så længe nogen andre tager ansvaret for konsekvenserne. Men et land skal ikke styres af begejstrede fantasier. Et land skal også passes.
Og det bliver det. Af landmænd, blandt andre. Af mennesker, der ikke har brug for at romantisere jorden, fordi de allerede lever af og med den. Derfor bliver jeg også træt af den automatiske mistænkeliggørelse af landbruget, som om enhver indvending mod mere “vildskab” må være et udtryk for åndløshed. Nej. Nogle gange er det tværtimod den mest jordnære omsorg for virkeligheden, der taler. Den slags omsorg, der godt ved, at et hegn kan være klogere end en kampagne, og at en eksport ikke bare er et tal på et papir, men levebrød for rigtige mennesker.
Så nej, vi skal ikke klappe i hænderne, fordi nogen drømmer om at gøre Danmark til en ufremkommelig jungle med stødtænder og storbybegejstring. Vi skal heller ikke skamme os over at sige, at vildsvin ikke er et projekt, vi mangler. Landbruget passer ikke bare deres eget arbejde. Landbruget passer på landet. Og det, hvor de har fejlet, bliver de bedre og bedre. Modsat byfolket skal landmænd nemlig leve af naturen, så hvis de skader den, dør deres levebrød også. Det kunne flere af naturens selvudnævnte ypperstepræster have godt af at huske, næste gang de får lyst til at lege Tarzan hen over et landkort.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
