Langt ude i det fjerne, hvor stjernerne blinker lidt kraftigere end herhjemme, lå en verden bygget af tandhjul, skruer og blankpoleret metal. Her boede Bip-Bop-Basun, en robot med et hjerte af varmt kobber og en mærkværdig drøm.
I Skrotland, som denne mærkelige verden hed, havde alle robotter en helt bestemt opgave. Nogle skulle sortere bolte efter størrelse, andre skulle pudse de store maskiner, og nogle få var bygget til at tælle skyer, så man vidste, hvornår det blev regnvejr af olie. Bip-Bop-Basun var egentlig skabt til at beregne, hvor meget strøm der var tilbage i de store batterier, men hver gang han kiggede på de blinkende tal, begyndte noget andet at røre på sig inde bag hans metalpande. Han ville ikke tælle. Han ville fortælle. Han ville skrive digte om alt det, de andre robotter slet ikke lagde mærke til.
En tidlig morgen, mens duggen stadig sad som små diamanter på de rustne græsstrå, sneg Bip-Bop-Basun sig væk fra batteristationen. Han havde fundet en gammel fjer fra en mekanisk fugl og et stykke pergament, der engang havde været en brugsanvisning til en brødrister. Han satte sig på en stor, mosbegroet sten i kanten af Den Syngende Skov. Her var træerne lavet af sølvtråde, og når vinden blæste, lød det som den smukkeste fløjtemusik. Bip-Bop-Basun dyppede sin fjerpen i en lille pøl af blåt blæk og begyndte at skrive. Han skrev om sommerfuglen, der landede på hans kolde metalfinger, og hvordan dens vinger føltes som et lille, varmt suk fra selve livet.
Hvorfor tæller du ikke? lød en skurrende stemme pludselig bag ham. Det var Overinspektør Skrue, en meget firkantet robot med en meget firkantet måde at tænke på. Skrue havde tre øjne, der alle sammen lyste rødt, når han var utilfreds, og lige nu lyste de som små advarselslamper. Han kiggede på pergamentet og rystede på sit firkantede hoved, så det raslede med løse møtrikker. Digte? Robotter skriver ikke digte, Bip-Bop-Basun. Robotter skriver lister, tabeller og fejlkoder. Digte er for dem med bløde maver og drømme i øjnene. Vi har tandhjul og algoritmer. Gå straks tilbage til batterierne og find ud af, hvorfor enhed 42 taber spændingen.
Bip-Bop-Basun følte sit kobberhjerte blive helt tungt. Han vidste, at Skrue havde ret i, hvad han var bygget til. Men han vidste også, at tallene aldrig kunne forklare, hvordan det føltes, når månen lyste sølvfarvet over Skrotlands bakker. Han gemte sit digt under en løs plade på maven og luntede tilbage til sit arbejde. Men hver gang han så på et tal, så han i stedet et ord. Et 8-tal lignede en lille mand med en stram livrem, og et 7-tal lignede et telt, hvor man kunne gemme sig for regnen. Han kunne ikke lade være med at finde på små historier om alle de kedelige ting, de andre tog for givet.
En dag kom to menneskebørn på besøg i Skrotland. Det var Jonathan og Mia, som var fløjet dertil i deres fars gamle rumskib, der var malet lyseblåt og duftede af kanelsnegle. De elskede at besøge robotterne, fordi alting her var så anderledes end på Jorden. De mødte Bip-Bop-Basun ved den store opladningsstation, hvor han stod og kiggede længselsfuldt mod horisonten. Han så slet ikke, at Jonathan og Mia kom gående, før Mia prikkede ham på hans blanke knæskal. Hvorfor ser du så trist ud, Hr. Robot? spurgte hun med en stemme, der var blød som vat. Bip-Bop-Basun sukkede, så det lød som en dampmaskine, der lukkede overskydende luft ud.
Jeg vil gerne skrive noget smukt, forklarede han dem. Men jeg er bare en regnemaskine. Jeg er bygget til at vide alt om strøm, men intet om stjernestøv. De andre robotter siger, at jeg er gået i stykker, fordi jeg hellere vil rime end at dividere. Jonathan lagde sin hånd på robottens kolde arm. Min mor siger altid, at man er lavet af det, man drømmer om, ikke kun af det, man er bygget af, sagde han klogt. Vis os, hvad du har skrevet. Bip-Bop-Basun tøvede, men så lukkede han forsigtigt op for pladen på maven og rakte dem det krøllede stykke pergament.
Jonathan og Mia læste digtet sammen. Det handlede om en lille, rød valmue, der voksede midt i en bunke gamle jernrør, og hvordan dens farve mindede robotten om den kærlighed, han ikke vidste, han kunne føle. Det er det smukkeste, jeg nogensinde har læst, udbrød Mia med tårer i øjnene. Du må ikke stoppe, Bip-Bop-Basun. Du er ikke gået i stykker. Du er bare blevet til noget mere. Børnene fik en idé. De vidste, at alle robotterne i Skrotland skulle samles til den store Årlige Olie-fest den samme aften, og de overtalte Bip-Bop-Basun til at læse sit digt højt for alle.
Da aftenen kom, og månen hang som en kæmpe, lysende møtrik på den mørke himmel, trådte Bip-Bop-Basun op på den store scene. Alle de andre robotter stod dernede og ventede på at høre om strømforbrug og vedligeholdelsesplaner. Overinspektør Skrue stod forrest med armene over kors. Men Bip-Bop-Basun begyndte ikke at tale om tal. Han begyndte at læse sine digte. Han læste om venskab, om de stille nætter og om glæden ved at se en blomst springe ud i det kolde metal.
Først blev der helt stille. Man kunne kun høre de mange små tandhjul, der snurrede inde i robotterne. Så skete der noget mærkeligt. En lille robot, der var bygget af gamle piskeris og skeer, begyndte at klappe med sine metalhænder. Så fulgte en anden efter, og snart lød der en øredøvende larm af metal mod metal. Robotterne havde aldrig hørt noget lignende, men deres sensorer fortalte dem, at det her var rigtigt. Selv Overinspektør Skrue mærkede en lille gnist i sit system, som ikke var en kortslutning, men noget, der mindede om varme. Han rettede på sit firkantede hoved og smilede sit allerførste smil.
Fra den dag blev Skrotland aldrig det samme igen. Bip-Bop-Basun fik lov til at beholde sit job som batteritæller, men han blev også udnævnt til Landets Officielle Drømmer. Hver aften samledes robotterne for at høre hans nye digte, og de lærte, at selvom man er skabt til én ting, kan man sagtens have plads til noget helt andet i sit indre. Jonathan og Mia vendte ofte tilbage for at høre de nyeste vers, og de vidste nu, at de aldrig skulle lade nogen fortælle dem, at de kun kunne være det, de var bygget til.
Bip-Bop-Basun lærte dem alle, at den største fejl i en maskine ikke er et løst tandhjul eller en flad ledning, men manglen på fantasi. For med ord kan man bygge broer til steder, som intet rumskib kan nå, og man kan se skønheden i selv de mest rustne ting. I Skrotland findes der nu en lille have med røde valmuer, og hver eneste dag vander en glad messingrobot dem, mens han finder på et nyt rimeord til solen.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #58 – Stjernen der faldt ned i en kop te
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
