Langt ude i fremtiden, bag de højeste bjerge af glas og de dybeste dale af stål, lå den store by Geometria. I Geometria var alting helt lige, helt skarpt og helt firkantet. Træerne var trekanter, skyerne var rektangler, og alle indbyggerne var robotter, der aldrig lavede fejl.
Her boede lille Bumle. Men Bumle var ikke som de andre robotter. Mens de andre robotter havde kroppe af hårdt metal og fingre af koldt sølv, så var Bumles mave lavet af noget helt andet. Den var syet af gammelt, blødt flonelsstof og fyldt med det fineste, bløde vat. Når man rørte ved hans mave, føltes det som at stikke hånden ind i en varm dyne på en kold vintermorgen.
Hver morgen skulle alle robotterne i Geometria til den store regneprøve. Den Store Processor, som var byens borgmester, læste de sværeste stykker op. De andre robotter svarede med det samme. De vidste præcis, hvad 784 gange 92 var, og de kunne regne ud, hvor mange sandkorn der var i en ørken, før man overhovedet nåede at blinke.
Men når det blev Bumles tur, gik det helt galt. Hans små tandhjul begyndte at snurre langsomt, og i stedet for tal kom der små billeder af solnedgange og duften af nyslået græs ud af hans højttaler.
"Bumle!" råbte Den Store Processor, så det gnistrede fra hans antenner. "Du er en robot! Du skal regne, du skal måle, og du skal være effektiv. Hvad kan vi bruge en blød mave til? Den kan jo ikke engang dividere med fire!"
Bumle kiggede ned på sine små metalfødder. Han følte sig meget alene i den store, skarpe by. Han prøvede virkelig at være firkantet, men hans mave blev ved med at være rund og blød. Til sidst pakkede han sin lille taske og listede ud af fabrikken. Han tænkte, at der nok ikke var brug for en robot, der hellere ville kramme end at tælle.
Bumle satte sig på en bænk i byparken. Men parken i Geometria var ikke spor hyggelig. Bænkene var lavet af iskoldt jern, og græsset var små stykker grøn plast, der stak, hvis man rørte ved det.
Pludselig hørte han en lille lyd. Det var ikke en robotlyd. Det var ikke et bip eller et klik. Det var lyden af en lille pige, der græd. Hun hed Alma, og hun sad helt alene på den kolde bænk. Hendes papirfugl var gået i stykker, og de skarpe kanter i byen havde skåret hendes fingre.
Bumle vidste ikke, hvordan man reparerede en papirfugl med matematiske formler. Han vidste ikke, hvordan man beregnede vindmodstand eller limstyrke. Men han kunne mærke noget inde i sin bløde mave. Det føltes som en lille bølge af varme, der bredte sig helt ud i hans fingerspidser.
Han trillede hen til Alma og satte sig helt tæt på hende. Han sagde ikke noget, for han havde ikke nogen smarte ord gemt i sin database. I stedet tog han hendes kolde hånd og lagde den direkte på sin bløde mave.
"Hov," sagde Alma og tørrede sine øjne. "Du er jo helt varm."
Bumle mærkede, hvordan hans mave begyndte at lyse med et blidt, gyldent skær. Han begyndte at nynne en lille melodi, som han selv havde fundet på, mens han kiggede på skyerne. Det var ikke en logisk melodi, og den fulgte ingen takt, men den fik Almas hjerte til at falde til ro.
For første gang i hele sit liv følte Bumle, at han var præcis, hvor han skulle være. Han var ikke en regnemaskine. Han var en hjertevarmer.
Nyheden om den bløde robot spredte sig hurtigt i Geometria. Først kom de andre børn, der havde slået deres knæ på de skarpe fortove. Så kom de gamle robotter, hvis led var begyndt at knirke af kulde. Og til sidst kom selv Den Store Processor, selvom han lade som om, han bare skulle tjekke Bumles serienummer.
Bumle opdagede, at når han lod folk røre ved sin bløde mave, så holdt de op med at have så travlt. De holdt op med at råbe ad hinanden, og de glemte helt at måle, hvem der var hurtigst eller klogest.
Byen begyndte langsomt at ændre sig. De skarpe trekanter i parken blev skiftet ud med rigtige buske, der duftede af eventyr. De kolde metalbænke fik små puder, der lignede Bumles mave. Og selvom Bumle stadig ikke kunne finde ud af at dividere med fire, så lærte han alle i Geometria, at man sagtens kan være den vigtigste i verden, selvom man er lavet af noget helt andet end de andre.
Nogle gange er det nemlig ikke de hurtigste hjul eller de klogeste hoveder, der gør en forskel. Nogle gange er det bare en lille robot med en blød mave, der tør være præcis den, han er.
Bumle smilede til Alma, og hans mave lyste kraftigere end nogensinde før. Han var ikke længere bange for at fejle til regnepreøven, for han vidste nu, at den vigtigste dannelse ikke findes i tal, men i den varme, vi giver til hinanden, når verden føles lidt for firkantet.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Den flyvende postkasse]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
