Nogle gange elsker jeg pressen. Det kan nemlig være så ufrivilligt morsomt – og denne er et eksempel.
Overskriften hedder RØDT OPGØR og slår fast at lederen fra regeringens parlamentariske grundlag forlod en hård samtale i vrede. Vi følger i artiklen spændt aftenens forløb og grunden til denne samling på bøfstedet.
Vi spørger os selv, hvad der dog gav dette voldsomme opgør i rød blok. Opgør er jo et stort ord, da man jo så vil gøre op med noget og forandre. Peger SF måske endda et andet sted hen nu efter bøffen blev forladt? Er Hadet fra SF måske i virkeligheden direkte til Helle Thorning-Schmidt som dermed umuliggjorde regeringsdeltagelsen?
Der slutter artiklen så med at påpege, at kilderne til dette sammenstød slet ikke er enige. En mener Thorning overfusede Pia, en mener Pia overreagerede, og nogle mener slet ikke de var oppe at toppes overhovedet. At der ikke var noget skænderi. Opgør?
Og ingen vil udtale sig.
Kender det godt. Det er så trist at sidde der med en satans god historie om at den røde blok nu er splittet i mavesure opgør over en bøf – og så reelt ikke have skyggen af belæg for at sige andet end… at… ja at…. man måske skulle ha arbejdet med historien før man skrev den? Eller ha droppet den på redaktionsmødet, til der var reel viden?
En del vil nu automatisk svare: det er jo også ekstra bladet. De kører hetz journalistik som med Lars Løkke Rasmussen og nu lidt på SF. Og de er generelt dårlige bladsmørere hos Poul Madsen. Den køber jeg ikke. Og slet ikke længere. Forskellene i dansk presse er ikke store mere på grund af hastigheden de skal udkomme med og det ekstreme økonomiske pres, der gør at nyheder bliver varer som skal pakkes spiseligt ind.
Alt er i dag til salg.
Det første der blev solgt ud af var troværdigheden.
Well done, som de siger på mash.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
