Rollespillet på Borgen og reaktionens tomme kalorier

Det må du som ordfører lige reagere på Sætningen faldt hurtigere end en ministerpension hver gang en journalist trak vejret tungt i nærheden af en live blog Dengang jeg sad i en folketingsgruppe var det ordren fra kommunikationsfolkene De stod altid klar med en bekymret mine og et krampagtigt greb om deres smartphones Synlighed er deres

“Det må du som ordfører lige reagere på.”

Sætningen faldt hurtigere end en ministerpension, hver gang en journalist trak vejret tungt i nærheden af en live-blog. Dengang jeg sad i en folketingsgruppe, var det ordren fra kommunikationsfolkene. De stod altid klar med en bekymret mine og et krampagtigt greb om deres smartphones. Synlighed er deres valuta. Hvis du ikke har “reageret” på dagens overskrift inden frokost, findes du nærmest ikke i det politiske økosystem.

Det er en mærkelig disciplin. Medierne elsker det. Live-blogs er de moderne gladiatorarenaer, hvor man kan følge en sag minut for minut, indtil den dør af udmattelse sidst på eftermiddagen. Her tæller hastighed højere end indhold. “Nu reagerer ordføreren” eller “Nu taler ministeren”. Det lyder af noget. Det lyder som om, der sker noget. Men sandheden er, at det er politisk rollespil for åbent tæppe.

Når man bliver bedt om at reagere, handler det sjældent om at løse problemet. Det handler om at indtage en position. Man skal sætte ansigtet i de rette folder, se tilpas forarget ud og aflevere en række forudsigelige ordsalater. Det nemme ved det hele er, at historien altid afløses af en ny i morgen. Man kan nå at reagere på alt fra manglende pædagoger til skæve fliser, uden nogensinde at behøve at løfte en finger for at ændre virkeligheden.

Især for en minister er det blevet en forloren bunden opgave. Men det er også her, rollespillet bliver mest absurd. En minister i en regering, der er skruet sammen som en sammenkogt ret af vidt forskellige politiske ingredienser, kan i virkeligheden absolut intet gøre på egen hånd. Intet. Hver eneste bevægelse kræver et kompromis, en langstrakt forhandling i et udvalg og en velsignelse fra de andre partier i regeringen. Men det stopper dem ikke.

“Jeg tager det op med de relevante parter,” siger ministeren med fast stemme til et rullende kamera. “Vi vil straks drøfte tiltag.” Det lyder handlekraftigt. Det lyder som en mand eller kvinde med en plan. Men de “drøftelser”, der bliver lovet, er ofte bare en parkeringsplads for dårlige sager. De ved det godt selv. Rådgiverne ved det. Og pressen burde vide det. Og ordlyden er strategisk smart. Læg mærke til at de “straks vil drøfte tiltag” men ikke “drøfte straks-tiltag”. Det er altid drøftelserne der haster.

Her rammer vi sagens kerne. Pressen fejler massivt i deres rolle som vagthunde, når de lader sig spise af med reaktioner uden at kræve handling. De jagter den næste overskrift, den næste live-opdatering, det næste citat. De glemmer at tjekke op på, hvad de der “omgående drøftelser” egentlig endte med. Jeg glæder mig til den dag, hvor redaktionerne får for vane at google deres egne live-blogs fra året før. Forestil jer en journalist, der ringer op og spørger: “Sidste år sagde du, at du ville drøfte det her med det samme – hvordan gik det egentlig med de drøftelser?”

Det sker aldrig. Det sker først, når præcis den samme sag dukker op igen et år senere, fordi intet er blevet løst. Så kører møllen forfra. Ny reaktion, samme ansigtsfolder, samme løfte om drøftelser. Det er en cyklus af ligegyldighed, pakket ind i breaking-bjælker. Og da vi har valg eller rokader konstant, kan man henvise til den nye minister, der har autoritet til ikke at vide en skid om den forriges gerninger.

Se bare på dronesagen. Hele landet fik serveret alvorlige miner, hastige udtalelser og den særlige tone, som voksne mennesker bruger, når de vil signalere, at nu er der virkelig blevet kigget strengt på noget. Der blev reageret. Der blev indkaldt. Der blev redegjort. Der blev lovet opstramning. Det lød næsten som om selve ordet “opstramning” havde fået eget pressekontor. Men den moderne politiske værktøjskasse består efterhånden af remedier, som mest af alt minder om plastikværktøj fra et børnekøkken. En straks-redegørelse er sjældent en redegørelse. Det er en sproglig brandslukker. Et krisemøde er ofte bare fire voksne mennesker og syv rådgivere, der sætter sig rundt om et bord for at beslutte, at de vil mødes igen med en skarpere kommunikation. I det parti jeg var i, sad rådgiverne altid med til gruppemøder med de folkevalgte. Vildt.

Elbit-sagen og hele føljetonen omkring Iver Huitfeldt havde samme duft af institutionskaffe og tørre slips. Ikke løsninger. Duft. Vi fik den velkendte forestilling. Først chok. Så ansvar. Så undersøgelse. Så orientering. Så yderligere orientering. Så en ny orientering, fordi den gamle orientering ikke havde orienteret nok. Hvis man kunne drive et land på orienteringer alene, var vi energiuafhængige i morgen. Men når røgmaskinen letter, står vi tit tilbage med præcis det samme spørgsmål som før: Hvem vidste hvad. Hvornår. Og hvorfor lyder alle svar som noget, der er oversat fra en printermanual.

Og så er der de legendariske krisemøder. Morten Bødskov er en af dem, der efterhånden har holdt så mange krisemøder, at ordet burde have stempelkort. Krisemøde er blevet den offentlige sektors svar på at tage en dyb indånding og håbe, at nogen andre rydder op. Man kalder folk sammen. Man går ind ad en dør med alvorligt ansigt. Man kommer ud med endnu mere alvorligt ansigt. Så siger man, at man ser med stor alvor på sagen. Som om sagen sad på en stol og havde brug for øjenkontakt. Imens står virkeligheden udenfor og banker på ruden som en sur pedel.

Det fascinerende er, at hele maskinen er designet til at ligne handling. Den er bygget som et teaterstykke med alt for mange sufflører. “Ministeren har nu indkaldt til.” “Ministeriet vil nu se på.” “Der bliver nu udarbejdet.” Det er nutid med slips på. Men hvad kom der ud af al den reaktion. Hvad blev faktisk ændret. Hvem blev dygtigere. Hvem blev klogere. Hvem tog ansvaret så langt, at det gjorde ondt. Det svar drukner altid i næste sag, næste breaking-bjælke og næste mikrofonstativ.

Læs også:
TÆND - ny bog om digital dannelse

Det er direkte pinligt at stå der som ordfører og skulle “reagere” på noget, man udmærket ved aldrig bliver fikset. Det føles som at spille med i et amatørteater, hvor publikum har betalt for en thriller, men får serveret en farce. Problemet er bare, at politik er for alvorligt til rollespil. Det handler om menneskers liv, deres tryghed og landets fremtid. Men i det øjeblik kommunikationsrådgiveren tager over, bliver substans til stil.

Og stilen er blevet en selvstændig industri. Det er måske det mest mærkelige. Politik er gået fra at være et sted, hvor man måtte tåle, at et menneske lød som et menneske, til at være et sted, hvor alle skal lyde som et svar på en mail fra HR. Selv skandaler har fået formularer. Før i tiden havde man en sag. Nu har man en proces omkring sagen. Og processen har sin egen proces. Når det går helt vildt for sig, får processen et eksternt spor. Så føler alle, at der sker noget voksent.

Det er her dannelsestabet sniger sig ind iført pressemappe. Ikke som mangel på bøger i reolen. Det ville næsten være for nobelt. Nej, dannelsestabet viser sig ved, at man ikke længere føler sig forpligtet på sandt sprog. Man føler sig kun forpligtet på den rette reaktion. Ikke på erkendelse. Ikke på klarhed. Ikke på den lidt pinlige gamle dyd, der hedder redelighed. Kun på timing. Kun på stemning. Kun på at levere den rigtige grimasse i det rigtige tv-klip.

Kontrasten til ældre dansk politik er næsten komisk. Ikke fordi alt var bedre. Den slags nostalgisk sukkersyge må andre dyrke. Der var også magtkampe, fejl og dumheder dengang. Selvfølgelig var der det. Men der fandtes stadig politikere, som talte, som om de havde været i samme rum som virkeligheden. Anker Jørgensen kunne i sin nytårstale i 1977 citere Gasolin. Ikke fordi nogen rådgiver havde lavet en målgruppeanalyse af arbejderromantik og folkelig autenticitet. Men fordi han var den slags menneske, der kunne sige noget folkeligt uden først at sende det til test i tre fokusgrupper og et excelark.

Han havde også den sjældne egenskab at kunne tale direkte om alvorlige ting uden at pakke dem ind i moderne skumgummi. Hans facon i forhold til Vietnamkrigen var ikke parfumeret. Man var ikke i tvivl om, hvad han mente. Det var ikke en “positionering”. Det var et standpunkt. Der er en forskel. En positionering kan flyttes efter frokost. Et standpunkt koster noget. Derfor ser man dem sjældnere nu. De larmer i målingerne.

Og så over til den borgerlige afdeling. For den har også leveret folk, der ikke gik rundt som powerpoint med puls. Uffe Ellemann-Jensen var kompromisløs og direkte. Også når det kostede. Også når nogen i egne rækker sikkert ønskede, at han havde fået installeret en mellemleder i halsen. Hans facon under fodnotepolitikken var ikke pædagogisk emballeret. Den var klar. Man vidste, hvor han stod. Det samme gjaldt hans omgang med pressen. Han kunne være skarp. Han kunne være irriterende. Han kunne være for meget. Men han var sig selv. Ikke en poleret udgave skabt af rådgivere med fugtige håndflader og et whiteboard.

Det er præcis det, der mangler nu. Folk må gerne være besværlige. De må gerne skurre lidt i maskinen. Det er faktisk ofte et tegn på, at der står et menneske derinde og ikke bare et kommunikationsprodukt med jakkesæt. Uffe var ikke lavet til at glide ubemærket gennem et medieforløb. Han gik ind i debatten som sig selv. Det gjorde ham farlig. Det gjorde ham troværdig. Og det gjorde ham umulig at parkere i et notat med overskriften “budskabsspor”.

Bertel Haarder er et andet eksempel fra en tid, hvor faglig tyngde stadig var noget, man forventede af voksne mennesker med magt. Han kendte sit stof. I dybden. Ikke i den moderne forstand, hvor man “kender sagen” efter at have læst de tre vigtigste talking points og fået en kuglepen med ministeriets logo. Han kendte det på den gammeldags måde. Med indhold. Med hukommelse. Med læsning. Og med den irriterende vane at sige præcis, hvad han mente, også når det ikke passede ind i en overordnet kommunikationsstrategi.

Det er netop derfor, den type virker fremmed i dag. Ikke fordi vi mangler kloge mennesker. Dem er der stadig mange af. Men fordi systemet belønner dem, der kan holde kæft på den rigtige måde. Bertel havde ikke behov for spindoktorer til at tænke for sig. Han kunne selv. Det er åbenbart blevet en nichekompetence i dansk politik. Som at kunne reparere et ur eller læse gotisk håndskrift.

Det var ikke kønt dengang. Men det var mere genkendeligt som politik. Nu ligner det ofte eventledelse. Der er blevet bygget et helt lag oven på det folkevalgte arbejde. Rådgivere. Medietræning. Kernefortællinger. Risikovurdering. Sprogtest. Budskabspakker. Det hele er så professionelt, at det til sidst bliver uprofessionelt på den menneskelige måde. Når alle sætninger er glittede, er ingen af dem troværdige. Når alle reaktioner er forberedt, er ingen af dem reaktioner. Så er de bare mundtlige emballager.

Jeg tænkte meget over det under hele balladen om koranloven. Som værdiordfører var jeg dybt imod loven af princip. Ikke lidt imod. Ikke kommunikativt skeptisk. Dybt imod. Jeg kommer fra journalistikken. Jeg tror på ytringsfrihed. Ikke kun den ytringsfrihed, man kan lide. Også den bøvlede. Også den dumme. Også den smagløse. Ellers er det jo bare pyntesprog.

Læs også:
Pias mareridt: Da ministerbilen holdt stille længe nok til et kritisk spørgsmål

Derfor kæmpede jeg internt for en version 2. En model med huller til kunst og satire. Ikke fordi det var drømmeløsningen. Det var det ikke. Men fordi man nogle gange står i politik med valget mellem en dårlig løsning og en endnu dummere. Og så forsøger man at stikke lidt virkelighed ind i systemet, før systemet kvæler det hele i ord som “balanceret hensynstagen”. Det var den slags kamp, som ingen rigtigt ser udefra. Man sidder ikke på en hvid hest. Man sidder i et lokale med dårligt indeklima og forsøger at forhindre, at noget dumt bliver endnu dummere.

Det absurde var næsten værre ude på gangene. For der må man jo ikke sige det, man faktisk tænker. Det ærlige svar var jo: “Jeg hader det, men det er et nødvendigt kompromis.” Den sætning kan ikke leve i moderne politik. Den er for sand. Den indeholder både modstand og ansvar på samme tid, og det kan rollespillet ikke håndtere. Enten skal du ligne en jubelidiot, der elsker kompromiset, eller også skal du ligne en martyr, der er blevet kørt over. Den voksne mellemting er for kompliceret til en live-blog.

Derfor lærte man hurtigt den politiske koreografi. Undgå gangene. Undgå den tilfældige mikrofon. Undgå journalisten, der bare lige skal have en hurtig reaktion, mens kameraet allerede ruller. Ikke fordi journalisterne gør noget forkert. De gør deres arbejde. Problemet er systemet. Det tillader ikke det svar, som et voksent menneske burde kunne give.

Jeg husker især mødet med Brian Weichardt fra Radio4. Han stod med spørgsmålet om skulpturen af den gravide kvinde på korset. Et godt spørgsmål. Et reelt spørgsmål. Kunst. Provokation. Grænser. Og det ærlige svar lå lige for: Hvis man ikke frit kan lave kunst fremover, er loven en fejl. Så skal den fjernes straks. Punktum. Ikke om lidt. Ikke efter en evaluering. Straks. For så er vi gået fra at håndtere en diplomatisk krise til at save benene af vores egen frihed med lovmaskinen. Så det sagde jeg, fordi Brian fortjener et ærligt svar på et fremragende spørgsmål.

Men sådan et svar passer dårligt ind i det politiske rollespil. For det afslører, at man faktisk tænker selv i realtid. Det er farligt. Ikke for landet. For systemet. Systemet bryder sig ikke om folk, der svarer som mennesker. Systemet vil have folk, der svarer som noter med sko på.

Og så er der det med politisk kapital. Det er et af de smukkeste selvbedrag på Borgen. Det bliver omtalt, som om man taler om statsmandsskab, tillid og tung institutionel erfaring. I virkeligheden minder det ofte mere om Matador-penge. Man starter med en pose mønter. Ikke rigtige mønter. Politiske mønter. Nogle får flere end andre fra begyndelsen. Nogle arver dem nærmest ved at se rigtige ud i et mødelokale.

Hvis man bruger sin tid på at pudse formandens sko med tungen og nikke synkront med rådgiverne, så holder man længe på sine mønter. Det er en sikker investering. Ikke køn. Men sikker. Man bliver opfattet som loyal. Som ansvarlig. Som holdspiller. Det er bemærkelsesværdigt, hvor tit ordet “holdspiller” betyder “et menneske, der ikke forstyrrer manuskriptet”.

Ærlighed koster mønter. At gå egne veje koster mønter. At sige ting, før de er godkendt af tre lag mellemled og et excelark, koster mønter. At stille sig op og tale, som om vælgerne er voksne mennesker, koster mønter. Til gengæld får man noget andet. Luft. Ryggrad. Spejlbillede. Det er ikke en dårlig byttehandel. Og hvorfor er partier imod debat og samtale? Det gør enhver lovgivning bedre at lytte og tale om både det gode og tidslerne. Det var oprindeligt det, vi stiftede et parti der ville. Det er jo nærmest satire, når man ser hvad det endte med.

Jeg valgte i sin tid hellere at spille med vælgerne end med strategerne. Det er en dårlig karriereplan, hvis målet er at samle flest mulige Matador-penge i en brun kuvert. Men det er en langt bedre plan, hvis målet er at kunne se folk i øjnene uden at føle, at man lige har solgt dem en brugt forsikring forklædt som principfasthed.

Mange vælgere spiller desværre med. Vi lader os forføre af godt skuespil. Vi belønner de politikere, der er hurtigst på aftrækkeren med en skarp bemærkning i en live-blog eller laver lidt gadedreng på de bonede gulve, så folk glemmer man i virkeligheden er en modbydelig magtsyg karl. Vi forveksler synlighed med duelighed. Men det gør det jo ikke rigtigt. Det gør bare spillet mere kynisk.

Vi har fået en politisk kultur, hvor man kan overleve længe på at ligne en, der tager ansvar. Det er i grunden en utrolig bedrift. Ikke at tage det. Ligne det. Man skal stå rank. Bruge ord som “opfølgning”, “iværksættelse” og “forløb”. Man skal bestille en redegørelse så hurtigt, at ingen når at spørge, om man selv burde kunne redegøre uden at bestille sig til det. Man skal annoncere et møde, som om mødet i sig selv var en bedrift. Som om kalenderbooking var statsmandsskab.

Det er også derfor, straks-redegørelsen fortjener sin egen satiriske medalje. Ordet lyder som noget, der kommer med sirener og blå blink. Men i praksis er det ofte bare en mappe med forsinket erkendelse. En straks-redegørelse er politikens måde at sige: “Vi vil gerne virke vågne, selv om vi først vågnede, da kameraet kom.” Og krisemødet. Det er endnu smukkere. Krisemødet er institutionaliseret panik med mødeforplejning. Alle går ind med papir under armen og kommer ud med beslutningen om at tage situationen dybt alvorligt. Så er staten igen reddet af mineralvand uden brus.

Læs også:
Pakken er leveret. Et sted i Danmark.

Vi har brug for en ny spilleplade. En spilleplade, hvor vi smider de fleste kommunikationsfolk ud af lokalet og lader politikerne tale som voksne mennesker. Det ville være langt sværere at navigere i. En stor del af de folkevalgte ville falde igennem med et brag, fordi de ikke kan formulere en selvstændig tanke uden et talepapir fra en rådgiver. Regeringens mange ordførere får både ministerens tale og en Q&A i hånden, inden de går i salen. De ville miste deres medietid, og de ville sikkert også miste deres plads i salen ved næste valg. Men det ville være prisen værd.

For i det tomrum ville der opstå plads til de politikere, der rent faktisk vil skabe noget. De, der tør reagere med handling i stedet for blot ord. Eller endnu bedre: De, der tør komme med den mest forbudte reaktion af alle – den ærlige. Pressen ville elske det, hvorfor det nærmest er komisk at de ønsker at pille dem ned, der taler sådan. Kommentatorer der straks efter en ærlig kommentar begynder tolkningen fra spillets regler og taler længe om, at denne politiker nok ikke længere står “højt i partiet” eller har “bevæget sig længere væk fra en ministerpost”. Hvad fanden foregår der? Hvordan kan man det ene øjeblik kritisere spillet og angribe folkestyret med ord om, at alle politikere er blevet for professionelle og virkelighedsfjerne – og sekundet efter være overdommere i rollespillet og dømme dem ude, der gav pressen et ærligt svar? Det er mig en gåde. Og det ødelægger vores folkestyre!

Forestil jer en politiker, der siger: “Jeg er forfærdet over det, jeg læser i avisen lige nu. Det er helt blæst. Men vi aner endnu ikke, hvor stort problemet er. Vi har sovet i timen. Systemet er bygget for tungt. Vi får det ikke løst i dag. Og nej, et krisemøde gør det ikke i sig selv bedre.” Det ville lyde som et fremmedsprog på Slotsholmen. Mogensen og Christiansen ville straks tale om politikerens mistede stjerner på skulderen. Men det ville være langt mere respektindgydende end de sædvanlige ritualer, hvor man lover at gå til bunds i noget, mens man febrilsk leder efter en redningsvest af formuleringer.

Det ville mindske politikerleden hurtigere end nogen kampagne. Det ville skabe en form for respekt, man ikke kan købe for penge eller spindoktorer. Men kommunikationsfolkene på Borgen ville få et hjerteanfald over sådan en udmelding. De ville kalde det politisk selvmord. De ville fraråde det med alle midler, fordi deres verden handler om at kontrollere fortællingen, ikke om at fortælle sandheden.

Vi bliver nødt til at behandle politik mere sagligt. Det kræver, at vi holder op med at lade os spise af med tomme kalorier i form af “reaktioner”. En reaktion uden handling er bare støj. En straks-redegørelse uden konsekvens er bare kontorpapir. Et krisemøde uden mod er bare kollektiv møblering. Det er på tide, at vi kræver mere end blot et ansigt i de rette folder. Det er på tide, at vi kræver, at rollespillet stopper, og at virkeligheden får lov at fylde i de live-blogs, der i dag mest af alt ligner et manuskript til en dårlig serie.

Det går faktisk ret godt derude i den virkelige verden. Men på Borgen er de så optaget af at reagere på hinandens reaktioner, at de helt glemmer at kigge ud af vinduet. Det er måske den mest ærlige observation, jeg kan give. Men den giver nok ikke ret mange klik på en live-blog.

Det er måske i virkeligheden den største tragedie i moderne politik. At vi er blevet så vilde med at se på spillet, at vi har glemt, hvad vi egentlig spiller om. Og at dannelsestabet ikke først viser sig, når nogen ikke kan nævne en salme eller en statsminister fra før internettet. Det viser sig, når et helt system ikke længere kan skelne mellem at tage ansvar og at ligne en, der tager ansvar.

Det kræver sin medborger at gennemskue det. Men når man først har set rådgiverne stå bag kameraet og vinke med armene for at få den rette intensitet frem i ordførerens øjne, er det svært at tage det alvorligt igen. Politik er vigtigt. Det er bare rollespillet, der er til at brække sig over.

Jeg agter alligevel at stille op igen. Men jeg vil fortsat kæmpe imod det her rollespil og behandle politik sagligt. Ikke som tv-serie. Ikke som elevråd med pressechef. Sagligt. Og jeg ved, jeg ikke er den eneste. Der findes flere på Borgen og kandidater derude, som stadig prøver at være mennesker før manuskripter. Nogle af dem står kun oprejst, fordi deres lokale kredse bakker dem op, når systemet forsøger at file kanterne af dem. Det er dem, man skal finde. Det er dem, man skal støtte. Resten kan holde krisemøde med deres Matador-penge.

Jeg erkender blankt, at denne klumme i sig selv har kostet en pæn luns af mønterne i posen. Men jeg stiller hellere op igen en dag, om nogle da overhovedet vil, med en flad Matador-pung og et hjerte fuldt af kærlighed til folkestyret, end med judasmønter og et manuskript i halsen.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.