Der var engang en pige, der hed Rose, som boede i en by, hvor alle altid havde utroligt travlt. Folk løb af sted til bussen, de kiggede ned i deres egne sko, og de glemte tit at sige goddag, medmindre de absolut skulle spørge om vej til den nærmeste bager. Rose var ikke som de andre, for hun elskede at kigge på folk, men hun syntes tit, det var svært at vide, hvad de egentlig tænkte bag deres voksne og alvorlige ansigter.
En dag, da Rose gik forbi den mærkeligste butik i byen – den der hed ”Hr. Snurretops Sager & Sære Ting” – så hun noget glimte i vinduet. Det var et par briller. De var ikke bare almindelige briller med glas og stel. De var store, runde og lignede noget, en meget forvirret videnskabsmand havde tabt i en spand maling. Stellet var skiftevis prikket og stribet, og glassene glimtede som sæbebobler i solskin. Rose gik ind, og Hr. Snurretop, som altid havde en fjer bag øret og en halv saks i lommen, smilede til hende. Han sagde, at brillerne ikke var til at se bogstaver med, men til at se det, som øjnene normalt overser.
Da Rose tog brillerne på, skete der noget magisk. Hele verden blev ikke bare skarpere, den blev fyldt med farver, hun aldrig havde set før. Men det vildeste var, at hun nu kunne se små, svævende hjerter over hovedet på alle de mennesker, hun mødte. Hjerterne var ikke ens. Nogle var store og hoppende, andre var små og lidt grå i kanten, og nogle glimtede så kraftigt, at man næsten fik lyst til at tage solbriller på.
Rose gik ud på gaden og så straks bageren, Hr. Krumme. Han så altid sur ud og skældte ud, hvis man kom til at røre ved ruden med fedtede fingre. Men over Hr. Krummes hoved så Rose et hjerte, der var mørkeblåt og lignede en kage, der var faldet sammen. Rose forstod pludselig, at han ikke var vred, han var bare trist, fordi han savnede sin hund, der var løbet væk i morges. Rose gik hen til ham og sagde ikke noget om ruden, men spurgte i stedet, om han ville have hjælp til at kigge efter hunden i parken senere. Straks skiftede hans hjerte farve til en varm, lysegul farve og begyndte at logre ligesom en lille hale.
Lidt senere mødte hun Fru Gulerod, som altid talte meget højt og virkede meget selvsikker. Men over hendes hoved svævede et hjerte, der rystede en lille smule, som om det frøs. Rose kunne se, at Fru Gulerod i virkeligheden var lidt bange for at være alene. Rose tog hendes hånd og fulgte hende hen til bænken, og med det samme blev hjertet roligt og begyndte at lyse med en blød, rød farve.
Rose lærte hurtigt, at brillerne viste hende sandheden. Når folk råbte, var det tit fordi deres hjerter følte sig små. Når folk var stille, var det ofte fordi deres hjerter var fyldt med så mange spændende idéer, at de slet ikke kunne nå at sige dem alle sammen. Hun så hjerter, der lignede luftballoner, og hjerter, der lignede små, stærke skibe på et vildt hav.
Til sidst gik det op for Rose, at hun slet ikke havde brug for brillerne mere. Nu hvor hun vidste, at alle bar rundt på deres egne hemmelige hjerter, begyndte hun at kigge efter dem med sine egne øjne. Hun lærte at se bag om de vrede miner og de travle skridt. Byen blev langsomt et meget rarere sted at være, fordi Rose vidste, at bag ethvert ansigt gemmer der sig en historie, man bare skal have lyst til at læse.
Da hun leverede brillerne tilbage til Hr. Snurretop, blinkede han til hende. Han vidste godt, at Rose nu havde fået de bedste briller i hele verden – nemlig dem, man bærer lige inde bag brystkassen, når man prøver at forstå, hvordan andre har det.
Læs næste eventyr: Den glemte skygges fødselsdag
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
