Saga var ikke som de fleste andre børn i den lille by, hvor husene stod på række og lignede hinanden. Mens de voksne altid havde travlt med at kigge på deres ure, kiggede Saga på alt det, de andre glemte at se.
En helt almindelig tirsdag morgen skete der noget, som ingen andre lagde mærke til. Da Saga kiggede ud af sit vindue, var himlen helt tom og blå, men nede i haven lå skyerne og sov. Store, hvide og bløde klumper af vat lå spredt ud over græsplænen, som om de var faldet ud af sengen i løbet af natten. Saga gned sig i øjnene, men skyerne blev liggende. Hun skyndte sig at hoppe i sine gummistøvler og sneg sig ud i haven, før hendes mor nåede at kalde på morgenmad.
Da hun trådte ud på græsset, føltes det slet ikke som græs. Det føltes som at gå på den blødeste dyne i hele verden. Skyerne kildede hende om anklerne, og da hun stak hånden ned i en af dem, duftede den af nyslået græs og søndagsmorgen. Pludselig hørte hun en lille, pibende lyd. Det var en Glimmerbasker. Det er et lille væsen, der ligner en blanding af en mælkebøtte og en meget glad hundehvalp, og den sad midt i en sky og prøvede at fange sin egen hale.
Glimmerbaskeren kiggede op på Saga og blinkede med sine store, lilla øjne. Den forklarede med en stemme, der lød som små klokker, at skyerne indimellem blev trætte af at hænge deroppe og kigge ned på folk, der altid havde travlt. Derfor valgte de en gang imellem at bytte plads med jorden, så de kunne mærke, hvordan det var at have blomster under maven og høre ormene hviske hemmeligheder. Saga satte sig ned ved siden af Glimmerbaskeren, og sammen opdagede de, at når man kiggede op, lignede den blå himmel et kæmpe, roligt hav, hvor fuglene svømmede rundt som små, hurtige undervandsbåde.
Alt var omvendt, og Saga elskede det. Hun fandt ud af, at hvis hun lagde hovedet helt tilbage, lignede hendes eget hus et slot, der hang fast i luften med tagstenene som små ankre. Hun lærte, at verden bliver meget sjovere, hvis man tør se den fra en ny vinkel. Man behøver ikke altid at stå med begge ben solidt plantet på jorden, når man kan have hovedet i skyerne – især når skyerne er nede på jorden og klar til at lege.
Da hendes mor endelig kaldte, at havregrøden var klar, gned skyerne sig op ad Sagas ben en sidste gang, før de langsomt begyndte at stige op mod himlen igen. Da Saga kom ind i køkkenet, smilede hun for sig selv. De voksne så bare en helt almindelig morgen, men Saga vidste bedre. Hun vidste, at selv de største skyer nogle gange har brug for at hvile sig på en græsplæne, og at verden er fyldt med magi, hvis bare man husker at kigge efter den – også når den vender på hovedet.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den glemte karrusel
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
