Samfundet har svigtet friheden til forskellighed!

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Samfundet har svigtet friheden til forskellighed!
Kampene handler ikke om et hus, men om en livsstil.

Analyse fra kommunikationsbureauet “Fornuft.dk”
Af Jeppe Søe, journalist – 17.dec 2006

Intet kan retfærdiggøre kampe på Nørrebro – og intet kan retfærdiggøre samfundets ledelse i sagen om ungdomshuset. Både samfund, faderhus og de unge har nu tabt, og sagen er uoprettelig.

  • Politikerne kan ikke længere tage ansvar, det vil de ikke turde, da de så kan blive beskyldt for at bukke under for brosten.
  • Faderhuset kan ikke sælge, da det længe har været hårdt mod hårdt og de heller ikke nu kan trække sig.
  • Politiet er tvunget ud i en kamp, som ingen ønsker – men alle ved kommer.
  • De unge kan ikke opgive nu, de har en holdning og vil kæmpe for den til det sidste. Og de er nu ligeglade med sympati og politiker-spillet, da det har vist sig unyttigt.

Alle parter står skarpt overfor hinanden, og jeg vurderer, at freden nu er uoprettelig!

Enhver kunne se det komme, og det er utroligt at borgerlige politikere ikke har haft mere føling med, hvordan samfundet fungerer og reagerer på deres politik.
Det er sket så mange gange før i vores historie. Samfundet er borgerligt i disse år, den slags har altid kaldt på en modreaktion. Og det er det kampen efter min vurdering handler om. Stræben efter karriere og en uddannelse uden stop er den gældende vej at gå. Stopper man sin uddannelsesstige for at tage på højskole eller rejse, kaldes det fjumreår. Er man anderledes i sin levestil, dømmes man ude – og de bosteder man har fået til at udføre sit liv i, lukkes. Det gælder ungdomshuset og Christiania i disse år. Politikerne skulle ha beholdt de fristeder, hvor man stadig kan få lov at være fri af det borgerlige. På den måde havde vi undgået modstanden, på den måde havde der været plads til alle.

Det siger sig selv, at når man fører en borgerlig politik så stringent og synligt som det sker i disse år, flankeret af Dansk Folkeparti som støtte, så er det sidste man skal gøre, at lukke fristeder. Det er at lukke munden på de, der vil noget andet. Både Christiania og ungdomshuset har kørt upåklageligt, de har håndteret ansvaret og ryddet op. Men så kommer “samfundet” og “magten” og slår hårdt ned. Det SKAL give kampe, det er synligt for enhver.

Læs også:  SNUP EN TREO

Politikerne skulle have været mere åbne for anderledes tænkning. Ensretning giver dybe kløfter mellem alle grupper.
Lukningen er jo ikke blot salg af en bygning. Det er en holdning der skal lukkes ude, og det skal gå galt. Og vi har ikke set ret meget endnu. Politikere har slet ikke forstået alvoren af det, der er ved at ske i København. Folk der støtter friheden til forskellighed samles i grupper over hele landet, og er parate til at gå langt. Nogle er parate til brosten, hvilket alle må tage afstand fra – men de går synligt ikke længere efter sympati og politiske løsninger. Det har de arbejdet på i 6 år – og det har ikke givet noget som helst andet end ord. Nu har de givet op og dannet en kamp, der minder om krig – og med sikkerhed bliver til krig i de kommende uger.

Vi har kun set en brøkdel
Hvis analysen er rigtig, at dette er en kamp for en livsstil, så har vi at gøre med en kamp om det vigtigste i et menneskes liv. Og sådanne kampe kan ikke vindes. Det gælder moderen, der ikke må se sit barn – det gælder borgere, der ikke vil ha lukket deres skoler – og det gælder folk, der føler sig dømt ude af systemet.
Alvoren er til at få øje på – og med spåkuglen foran sig, er det en længere kamp, hvor vi slet ikke har set en brøkdel af uhyggelighederne endnu.
Det er ikke en kamp, der stopper med ungdomshusets rydning. Når faderhuset flytter ind, vil dette hus – eller det nybyggede – altid for nogle stå som en skamstøtte over den beslutning, der omgjorde skabelsen af fristedet i 1982.

Vi kan forvente kampe over hele byen, BZere som i 80’erne, angreb på faderhusets bygninger som bytte for jagtvej, besættelse af kommunale bygninger. Yderligere står der ikke et hus når det bliver ryddet. De unge vil med sikkerhed hellere brænde huset til grunden, end overlade det frivilligt.
I fremtiden vil huset hver eneste nat vil blive overmalet med slagord i 5-10 år frem. Kommer der et skilt på huset, hvor der står faderhuset – vil dette blive overskrevet med ungdomshuset. Dette er en kamp, der vil blive ved og ved – man kan ikke dulme en gruppe, der føler sig svigtet. Det gælder alle i samfundet, der oplever en mangel på respekt eller forståelse. Det gælder alle, der ikke bliver hørt.

Læs også:  Folkelige oprør begynder med en bagedyst

Løsningen er ikke simpel – men nødvendig!

Samfundet skal tage politisk aktion på denne sag omgående. Fordømmelse er ikke en redning, kun en optrapning. Man skal altså ikke agere, fordi man vil vise, at man kommer langt ved at kaste brosten – men fordi stenene er kastet til en større krig, der startede med en beslutning, som langt de fleste politikere og meningsdannere i dag mener er uforståelig. Man må redde kulturen og give den plads. Den dør ikke af at være boligløs – den ændrer sig blot til at være en modkultur.

Faderhuset bør også overveje en sidste gang. Selv naboerne vil hellere ha et ungdomshus end et faderhus. Den religiøst sekt får store problemer i årene frem, hvor der skal patruljeres ved huset nat og dag af politi og private vagtværn. Er det i grunden byggegrunden værd?

De unge har også et stort ansvar på skuldrene. Hver sten der kastes kommer fra det fundament, der holder demokratiet oppe. Modstanden må derfor udkæmpes med ord og ved at blive i huset. Kampen er ikke en gadekamp. Det er huset og ikke gaden i vil eje. Demonstrationen lørdag var ikke det, som samfundet kræver af borgerne.
Den skal anmeldes og den skal være efter samfundets regler.
Når man medbringer en jernstang til en demonstration, er det vold på andres ret til at have en holdning og til at mene noget andet end jer. Torsdag var jeg på rådhuspladsen til en fremragende demonstration af hvad jeres kultur er – det er det i skal vise. Det har givet jer mange støtter. Natten demonstrerede en side ved jer, som ingen vil ha i et retssamfund. Hvis I vil forsvare huset, sker det i huset… Og der har magten ikke sat foden indenfor endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.