Ordet ‘samfundssind’ er blevet vores nye fadervor, sunget fra de højeste tinder på Slotsholmen og messet i kor af et folk, der er lammet af frygt. Men pas på – når et ord bliver til et kontrolredskab, dør samtalen, og friheden begynder at halte.
Der er gået præcis to uger, siden statsministeren lukkede landet ned, og allerede nu har vi fået et nyt nationalord: Samfundssind. Det lyder så smukt, ikke? Det smager af Grundtvig, højskolesang og naboer, der rækker hinanden en hjælpende hånd over hækken. Men i disse dage mærker jeg en bismag, der er mere besk. Ordet bliver ikke længere kun brugt til at beskrive den naturlige omsorg, vi har for hinanden, men som en pisk til at få os alle sammen til at gå i takt.
Det er, som om vi har glemt, at et samfund ikke er det samme som en marchkolonne. I en marchkolonne er der kun én vej, og det er den, føreren udstikker. I et samfund er der tusind veje, tvivl, skæve eksistenser og folk, der stiller spørgsmål. Men lige nu bliver spørgsmålene kvalt i fødslen. Hvis du tvivler på strategien, hvis du undrer dig over proportionaliteten, eller hvis du bare savner at trække vejret uden at føle skyld, så mangler du samfundssind. Og det er her, kæden hopper af for mig.
Magtens nye yndlingsord
Magthavere elsker ord, der ikke kan defineres præcist, men som kan bruges moralsk. Hvis ‘samfundssind’ betyder, at vi skal passe på de svage, så er jeg den første i køen. Men hvis det betyder, at vi skal holde op med at tænke selv og blindt acceptere enhver restriktion, så er vi på vej et sted hen, hvor demokratiet bliver indlagt på intensivafdelingen. Måske dør friheden netop dér, hvor vi alle skal mene det samme for at blive stemplet som gode borgere.
Vi ser det overalt på de sociale medier. Folk holder øje med hinanden. Står de for tæt i køen i Netto? Gik de en tur i skoven, selvom de burde blive inde? Den digitale gabestok er blevet flittigt brugt under dække af dette nye samfundssind. Men er det virkelig samfundssind at angive sin nabo, eller er det bare den indre blokvagt, der har fået frit lejde? Sandt samfundssind må nødvendigvis indeholde en respekt for individets frihed, ellers ender vi med et samfund uden ånd, hvor kun lydigheden står tilbage.
Demokratiet er en samtale, ikke et diktat
Hal Koch sagde engang, at demokrati ikke er en afstemning, men en samtale. Og samtalen har det svært for tiden. Når regeringen ruller sig ud med ‘samfundssind’ som skjold, bliver enhver kritik gjort til et angreb på fællesskabet. Det er en farlig retorik, for den gør os blinde for fejlene. Og dem er der mange af, når man regerer med lynets hast og følelserne uden på tøjet.
Jeg savner den modige stemme, der tør sige, at vi måske er ved at tabe mere, end vi vinder. At prisen for denne ekstreme forsigtighed kan blive en generation af unge, der mister modet på livet, eller et erhvervsliv, der knækker midt over. Det er også samfundssind at bekymre sig om de langsigtede konsekvenser for vores folkestyre og vores mentale sundhed. Men i den nuværende marchorden er der ikke plads til nuancer. Enten er du med os, eller også er du imod folkesundheden.
Frihedens skrøbelige natur
Det er så let at give afkald på friheden, når man er bange. Vi afleverer den frivilligt ved døren i håbet om, at staten kan fjerne faren. Men historien lærer os, at når magten først har fået fat i en ny knap at skrue på, så giver den sjældent slip på den igen uden kamp. Samfundssind skal være en bølge, der løfter os, ikke en lænke, der binder os. Vi skal passe på hinanden, ja, men vi skal dælme også passe på den ret, vi har til at være uenige.
Hvis vi ender med et Danmark, hvor alle tænker det samme, fordi vi er bange for at blive udskammet, så har vi mistet selve kernen i det, vi forsøger at redde. Samfundet er ikke en maskine, der skal smøres med ensretning. Det er en levende organisme, der trives med friktion og forskellighed. Lad os genfinde det samfundssind, der tør rumme den kritiske tanke, og lad os lade marchordrerne blive på kasernen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
