Samværet med ligesindede er styrken!

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

af Jeppe Søe, jeppe.dk

(Skrevet til LyLe.dk og RED DALLUND)

Som journalist må man ikke mene noget. Man skal neutralt fortælle om beslutninger, kritisk spørge ind – men ikke reagere. Masser af gange har jeg dækket historier, hvor politikeres våde drømme om en smart centralisering tydeligt ramte en gruppe mennesker, der i den nuværende løsning fik hjælp, men som nu blev utrygge over fremtidens tilbud. Neutralt har jeg lyttet, konfronteret politikerne, der har fortalt op og ned om de mange forundersøgelser, der viser at det nye er aldeles fantastisk – og at borgerne nok skal blive rigtigt glade i længden, da man jo gør det for deres skyld.

 

Ofte er jeg taget hjem fra arbejde på redaktionen med en ærgelig fornemmelse af, at være blevet taget ved næsen. Jeg har sirligt skrevet i min kalender, at jeg skal følge op på historien, når det hele er blevet virkelighed og er blevet, som det var udtænkt af politikerne. 

 

Ved første opfølgning, anden opfølgning og nogle gange tredie, er svaret ofte fra politisk side, at “det jo tager tid at køre igennem”. Eller at “det altså er for tidligt at sige, hvordan det vil virke” – eller også er de ansvarlige skiftet ud ved valget og slet ikke til at spørge længere. Tilbage står en række borgere, der havde forudset netop det, der nu er virkelighed. De sagde det højt. De blev hørt, men de blev ikke fulgt – og de får intet ud af at have ret senere, da beslutningen er gennemført og fortidens storhed glemt.

 

Da jeg stoppede som journalist på redaktioner for at blive selvstændig kommunikatør var den største glæde, at jeg igen må mene noget – og at jeg kan bruge alt det jeg kan, til at gå ind i sager, hvor jeg åbenlyst mener der er ved at blive taget en forkert beslutning.

 

Da jeg blev kontaktet af Villy og Rita fra LyLe om Red Dallund, satte jeg mig ned og læste alle årsrapporter fra Dallund, samt de rapporter der beskriver ti års resultater fra stedet. Jeg læste og lyttede til de mange, der skrev om, hvorfor Dallund var unikt. Jeg satte mig ind i, hvad det var for en tanke regionen har med det nye sted, der skal samle rehabiliteringen – og jeg talte i telefon med folk, der hjertevarmt med gråd i stemmen kunne berette, hvorfor man netop har brug for det, som Dallund kan, når man stå i den vanskelige situation det er, at få en kræftdiagnose. Og hurtigt havde jeg hørt nok. Jeg ringede til LyLe og gik i gang.

Læs også:  BILFERIE DEL 8: MINDER ER SMÅT BRÆNDBART

 

Jeg har ikke selv, gudskelov, haft kræft tæt inde på livet. Men jeg kender en del der har. Det er lykkeligt, at vi nærmer os det faktum, at en kræftdiagnose ikke er en dødsdom. Der er et liv med kræft derude – hvis man kan finde det. Der er grobund for en fornyet livsgnist, men den skal tændes. Og der er svar at finde, på de sværeste spørgsmål, og de svar kommer både fra specialister, der kender både spørgsmål og svar – og fra alle de andre, der har været forløbet igennem selv. 

 

Dallund er som en højskole. Et sted, hvor man ikke kun får glæde af samværet med de ansatte eksperter, men finder sammen med de andre deltagere, som ofte har de rigtige ord klar. Det er samværet mellem mennesker der styrker – og det faktum, at de mennesker der er på Dallund alle har samme diagnoser giver et styrket resultat. Jeg har aldrig tidligere læst så rørende historier som i de sidste måneder, hvor jeg har været lukket indenfor i LyLes univers. Jeg har sjældent talt med så mange, der har formået at tænde lys i mørket hos de andre og i sig selv. Og jeg har aldrig før hørt så meget positivt sagt om et enkelt sted, som de ord jeg har hørt om Dallund.

 

På papiret er der såmænd ikke noget galt med det nye, som regionens folk har udtænkt. De kan med sikkerhed forske sig frem til en række ting, der kan styrke hele området med rehabilitering. Sandheden er dog nok, som også nogle af systemets egne ansatte må erkende, at man risikerer at ødelægge det enestående resultater man allerede har indsamlet fra Dallund. Man risikerer at smadre Dallund og alt det, som huset kan. Det samvær, som man ikke kan få med dagtilbud, men som kræver at man går op og ned af hinanden i en tid, før man måske tør tale frit. 

Det er ikke lykkedes mig at finde en eneste, der kan pege på hvorfor man ikke kan forske uden nødvendigvis at slå alt sammen i et stort centralt hus. Det er ikke lykkedes mig at finde en eneste, der kan argumentere for lukningen af Dallund, men at finde en del, der kan argumentere for det nye og spændende. Det er bare ikke nok! På et alvorligt område som dette, skal man ikke bare kunne sætte ord på det nye man ønsker, men retfærdiggøre og argumentere mod det faktum, at man lukker og slukker en enorm succes.

Læs også:  KØR BIL NÅR DU KØRER BIL!

 

Nogle få har turdet sige højt, at lukningen handler om penge. Og her vågner så igen journalisten i mig, der  tænker, at jeg må følge op på historien om nogle år, hvis lukningen skulle blive gennemført. Jeg er nemlig ret sikker på, med det jeg indtil videre har hørt fra tidligere deltagere på Dallund, at det samfundsøkonomisk er en gave at kunne give sygemeldte folk fornyet livskraft. 

En stor del af dem, der har skrevet, har på Dallund fået mod på at søge tilbage på arbejdsmarkedet. De har fået troen på, at livet skal leves. Og det er penge værd, hvis man overhovedet skal tale om at gøre den slags op i penge. Jeg er sikker på, at man vil kunne udregne et tab på overgangen til det nye center på lang sigt, men til den tid er historien en notits på side 9 og regionerne sikkert nedlagt. Og så er der ingen at spørge. Kun taberne, som sidder i dagtilbud med korte samtaler med rådgivere og perifere møder med andre patienter på gangen, som fejler noget helt andet end dem selv – og derfor ender i en snak om vejret og vild med dans. 

 

Det er som om vi lukker alt, der fungerer. Vi tror altid vi kan tage det perfekte og lægge det sammen med noget andet perfekt – og få noget dobbelt perfekt. Smide det perfekte sammen med noget, der ikke fungerer, og se at alt heler sig og bliver unikt i samspillet. Ofte står vi dog tilbage med to ødelagte ting, da det unikke netop var, at de to var adskilte.

 

Jeg vil vædde med at det også sker her – og jeg glædes over, at SÅ mange kræfter modarbejder den beslutning som regionen, eksperterne og Kræftens Bekæmpelse i fællesskab har taget. Det engagement og det sammenhold, kan der bygges gode løsninger på. Måske en løsning, som jeg selv eller en tæt mig, pludselig kunne få brug for – men som nogle jo har brug for, allerede i morgen.

 

Jeppe Søe, foredragsholder og journalist – jeppe.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.