Vi er et mærkeligt folkefærd. Vi har i ugevis planlagt denne aften. Vi har samlet kvas, vi har købt pølser, og vi har mentalt forberedt os på den lyse nat. Og nu står vi her. Himlen er tung og grå som en gennemsnitlig betonparkering i Randers, og regnen falder ikke bare – den insisterer. Den finder vej ind under regnfrakken, ned i gummistøvlerne og ind i den ellers så tørre grillbakke.
Men giver vi op? Nej. Vi står der med vores våde hår og vores halvlunkne hvidvin i plastglas og smiler til hinanden. Det er en form for kollektiv benægtelse, der grænser til det geniale. Vi har besluttet, at det er sommer, og så kan Vorherre sende alle de skybrud, han vil – vi skal have det hyggeligt, om vi så skal svømme i land bagefter. Der er noget dybt beundringsværdigt i den danske stædighed, når det kommer til hygge. Det er ikke bare en stemning; det er en kampdisciplin.
Kampen mod det våde bål
Højdepunktet på enhver Sankt Hans-aften er naturligvis bålet. Eller rettere: Forsøget på at tænde det. Der sidder altid en selvudnævnt bålmester – lad os kalde ham Preben – der har brugt tre timer på at bygge det perfekte tårn af grene, som nu er gennemblødte. Preben nægter at bruge tændvæske, for han er en “rigtig” friluftsmand. Men efter en halv time i øsregn, hvor han har opbrugt tre æsker tændstikker og sin værdighed, overgiver han sig til kemien.
Når flammerne endelig får fat i de nederste, tørre paller, stiger en tyk, hvid røg op. Det lugter ikke af hyggelig skovbrand; det lugter af sur røg og gennemblødt pap. Og vi jubler! Vi synger “Midsommervisen” af Holger Drachmann i en shu-bi-dua udgave, mens vandet løber ned ad nakken på os. Vi synger om, at vi elsker vort land, men lige nu elsker vi mest tanken om at komme ind i tørvejr og få en tør sok på.
Der er en særlig poesi i de øjeblikke, hvor vi står skulder ved skulder under en fælles paraply, der er for lille. Vi taler om alt det, der ikke betyder noget – vejret, den manglende sol og om pølserne mon nogensinde bliver gennemstegte i den her fugtighed. Det er her, ånden i fællesskabet for alvor viser sig. Det er ikke i de solskinsmættede reklamefilm for Danmark, men i den mudrede virkelighed, hvor vi insisterer på at være sammen, på trods af alt.
Midsommerens dannelse og det våde kvas
Man kan lære meget om dannelse og menneskelighed ved et bål i regnvejr. Det handler om at bære over med hinanden. Det handler om ikke at brokke sig over det åbenlyse, men i stedet finde det komiske i situationen. Når vi står der og ser heksen flyve mod Bloksbjerg – eller i det mindste ser en bunke halm blive lidt sveden – så minder det os om, at vi er en del af noget større. En historie, der rækker tilbage, og en vilje til at holde fast i traditionerne, selv når de kræver gummistøvler i strørrelse 45.
Jeg har ofte tænkt på, hvorfor vi gør det her mod os selv år efter år. Svaret findes måske i, at vi danskere har brug for kontrasterne. Vi har brug for at mærke den kolde regn for rigtigt at værdsætte den varme stue bagefter. Vi har brug for at kæmpe lidt for hyggen, før den smager rigtigt. Det er dannelse i øjenhøjde – eller rettere i mudderhøjde.
En hyldest til den danske sommer (og tørre sko)
Når jeg senere i aften sidder med mine gennemblødte bukseben og en kop varm kaffe, vil jeg sende en kærlig tanke til alle de andre idioter, der også stod derude i regnen. Til alle jer, der nægtede at aflyse. Til jer, der holdt paraplyen for naboen, og til jer, der insisterede på, at pølserne faktisk smager bedre, når de er lidt vandede.
Det er i disse stunder, man mærker det folkestyre, der ikke handler om stemmesedler, men om den tavse overenskomst om, at vi holder ud sammen. Vi deler skæbne, og i aften er vores skæbne en våd sweater og en lidt forsinket midsommersol, der gemmer sig bag et skydække, der kunne kvæle ethvert håb. Men ikke vores. Aldrig vores.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
