Jeg sad med morgenkaffen og så på bilagene fra sydens sol, mens Europa endnu en gang lignede en flok høns i en storm.
Sekstusindvis af mennesker væltede ind over grænsen i en lille spansk eksklave i Nordafrika, og straks gik panikken i gang fra hovedstad til hovedstad.
Politikerne fløj til mikrofonerne med det samme udtryk af overraskelse, som hvis nogen havde fortalt dem, at det rent faktisk regner i efteråret.
Det er ellers ikke fordi, det kom som et lyn fra en klar himmel.
Grænserne mod syd har lækker som en si i årtier, mens ministerbilerne kører i pendulfart mellem Bruxelles og lufthavnen for at udstede fine erklæringer om fælles værdier.
Når det brænder på, forvandler det europæiske fællesskab sig på et splitsekund til en flok sure naboer, der skændes om, hvis hæk det er, der stikker ind over grunden.
Nu skal vi så høre på forslag om at smide Spanien ud af Schengen-samarbejdet, fordi det spanske system ikke kan holde stand alene mod menneskemasserne.
Det er genial logik.
Når skibet synker, skyder vi kaptajnen og råber ad kahytten, i stedet for at erkende at skroget er lavet af papmaché.
Schengen-samarbejdet er sat i verden for at fejre den frie bevægelighed, hvor vi stolt kan køre igennem Europa uden at vise pas.
Men fri bevægelighed uden en reel, fælles og stålsat ydre grænse er ikke et frihedsprojekt.
Det er en åben dør med et skilt, der beder tyven om at gå ind i gangen.
Når et enkelt medlemsland bliver efterladt alene med hele regningen og hele presset ved Europas yderste kant, så krakelerer hele korthuset.
Man kan ikke kalde det et fællesskab, når solidaritet kun gælder, så længe solen skinner, og problemerne holdes pænt ude af syne.
Så snart virkeligheden banker på, glemmer man alt om traktater og fælles ansvar og griber straks til trusler om udelukkelse.
Det er det rene spil for galleriet.
Ministeren herhjemme foreslår straks at suspendere det ene og det andet, som om papirer og stempler kan stoppe desperation med et snuptag.
Vi elsker at tale om internationale aftaler, når det handler om at udstdele skåltaler på fine konferencer.
Men når gaderne flyder over, og systemerne knækker midt over, opdager vi, atkejseren ikke har tøj på.
EU er fantastisk, så længe der ikke sker noget uforudset.
Så snart der opstår en reel krise, sidder embedsmændene fast i deres egne regler og skændes om paragraffer, mens virkeligheden ruller hen over dem.
Det er selve magtesløsheden, der er det største problem.
Når politikerne ikke evner at løse de grundlæggende problemer ved grænserne, tyr de til store ord og teatralske udmeldinger, der intet ændrer.
Vi har bygget et gigantisk, bureaukratisk palads på en losseplads af uholdbare aftaler.
Og hver gang det blæser lidt fra syd, vakler det hele, indtil næste store møde i Bruxelles, hvor man kan vedtage endnu en handlingsplan, der ender i skraldespanden.
Det er svært at tage alvoren i det europæiske projekt alvorligt, når fundamentet minder om et korthus sat op af børn på en blæsende strand.
Indtil vi tør tale ærligt om, at den ydre grænse kræver en fælles, kontant og benhård indsats frem for rituelle skældud, vil scenen gentage sig igen og igen.
Til den tid sidder de samme politikere sikkert og undrer sig over, hvorfor væggene faldt sammen omkring dem.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
