Glem alt om små firkantede kasser på hjul, der bipper forvirret, når de rammer et dørtrin. Fremtiden har fået to ben, ti fingre og en skræmmende evne til at printe mit eget ansigt i kanelstøv, mens den spiller klaver og løser laboratorieopgaver i en hi-tech park i Shanghai.
Sakse, skruetrækkere og logikken i at ligne en person
Det er egentlig så logisk, at det næsten gør ondt, men alligevel er det her, mange står af. Hvorfor skal en robot ligne et menneske? Er det ikke bare uhyggeligt eller unødvendigt? Svaret fik jeg serveret råt og kontant i Caohejing Hi-Tech Park. Hvis vi skal have robotter til at hjælpe os for alvor, skal de ikke have deres egne specialværktøjer. De skal ikke have en saks, der er designet til en robotarm, eller en kaffemaskine, der kun taler “maskinsprog”. Verden er bygget til den menneskelige krop. Dørhåndtag, trappetrin, sakse, biler og klavertangenter er alle formet efter vores lemmer og proportioner. Hvis robotten er en humanoid – altså ligner os i form og størrelse – kan den indgå direkte i vores verden uden at vi skal bygge hele lortet om. Det er ikke for sjov, den har fingre. Det er fordi, fingre er geniale til at betjene en verden skabt til mennesker.
I Shanghai så jeg dem i aktion. Én sad og spillede klaver med en præcision, der ville få de fleste konservatorieelever til at overveje en karriere i postvæsenet. En anden udførte komplekst arbejde på et laboratorie, hvor den håndterede reagensglas og udstyr, som var det skabt til den – hvilket det jo netop er. Den forstår verden, fordi den har den samme form som os, der har skabt den. Det er her, fascinationen starter og frygten for det “kunstige” burde fordampe. Det er værktøjer, der endelig passer til den værktøjskasse, vi har brugt tusinder af år på at snedkerere.
En kaffeaftale med en kande kanelstøv
Højdepunktet var dog kafferobotten. Det lyder som en gimmick, indtil man ser det. Via WeChat – den kinesiske schweizerkniv af en app, der får alt andet til at ligne et modem fra 90’erne – bestilte jeg en kop kaffe. Robotten gik i gang med mælkeskum og bønner, men det sluttede ikke ved en lunken latte. Den scannede mit profilbillede og printede – med millimeterpræcis kanelstøv – mit eget ansigt direkte i skummet. Det er måske en lille ting, men det er et billede på den totale integration af hardware, software og personlig service, som vi i Europa stadig diskuterer i diverse etiske udvalg.
Det er ikke bare sjov og mælkeskum. Det er et bevis på, at de i Kina har knækket koden til at gøre teknologi menneskelig og brugbar på et niveau, hvor det glider naturligt ind i hverdagen. Mens vi herhjemme kæmper med NemID-efterfølgere, der kræver en doktorgrad i frustration, har de skabt et økosystem, hvor en humanoid robot kan servere dig din egen forfængelighed i en kop kaffe, før den går tilbage til at kurere kræft eller bygge mikrochips. Det er fortryllende, og det er et vink med en vognstang om, hvor hurtigt det går lige nu.
Statsstøttet hastighed på speed
Bag de her robotter ligger Shanghai Humanoid Robot Innovation Incubator. Det er ikke bare et kontorfællesskab med en gratis kaffemaskine. Det er en benhård maskine understøttet af staten og universiteterne. De har skabt 16 regioner, der konkurrerer indbyrdes om at være de bedste. Forestil dig, at Midtjylland og Region Hovedstaden kæmpede på liv og død om at tiltrække de skarpeste hoveder, mens staten smed milliarder i puljen til den, der løb hurtigst. Det er det, der sker derovre. Deres “4S Center” (Exhibition, Service, Sales, Scenario testing) er en totaloplevelse, hvor ideer bliver til virkelighed hurtigere end vi kan nå at indkalde til et orienteringsmøde.
Deres 3D-print center leverer specialdesignede reservedele på timer, ikke uger. Hvis en forsker får en idé klokken otte om morgenen, kan han stå med prototypen i hånden efter frokost. Det er den her hastighed, der gør forskellen. Vi har de gode ideer i Danmark og Europa, men vi mangler de her inkubator-miljøer, der kan skalere dem, før de bliver overhalet indenom. Som jeg tidligere har beskrevet, er vi ved at forvandle Europa til et museum for gode intentioner, mens de store ideer pakker kufferten og rejser til Kina, Indien eller Californien for at blive til virkelighed. Den deroute kan du læse mere om her: Europa som det synkende skib.
Når konkurrence bliver en nationalsport
Det kinesiske system er fascinerende, fordi det bruger kapitalismens hårdeste værktøjer – intern konkurrence og enorme investeringsfonde – inden for rammerne af en benhård statsstyring. Med en fond på 200 millioner yuan dedikeret udelukkende til humanoide robotter, fjerner de de økonomiske flaskehalse, der normalt kvæler innovation i fødslen. De har skabt en lukket cirkel af forskning, finansiering og praktisk anvendelse (technology, financial and support closed-loop), der gør, at de ikke bare opfinder ting, de implementerer dem.
Vi skal ikke nødvendigvis kopiere deres politiske system, men vi er nødt til at lade os inspirere af deres vilje til at skabe rammerne. Vi kan ikke leve af at være dem, der engang fik en god idé. Vi skal være dem, der bygger fremtiden. Lige nu er det i Shanghai, man mærker pulsen. Det er der, robotterne lærer at spille klaver, mens vi stadig diskuterer, om de må køre på cykelstien. Det er på tide, vi vågner op og ser, at fremtiden ikke venter på, at vi bliver færdige med vores kaffe – uanset om der er billede i skummet eller ej.
Vil du vide mere?
- Shanghai Humanoid Robot Innovation Incubator – Official Context
- Caohejing Hi-Tech Park Development
- Humanoid Robots in Shanghai: From bread baking to piano playing
- Tidligere indlæg: Europa på museum – Da vi glemte at skabe fremtiden
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
