Der findes et helt særligt væsen, som kun eksisterer i de sidste to uger af juni. Det er det “Ambitiøse Ferie-Jeg”. Dette væsen er overbevist om, at tre ugers frihed er rigeligt med tid til både at læse syv murstensromaner, lære et nyt sprog, male hele huset indvendigt og endelig få styr på den der kasse med ledninger, der har ligget i kælderen siden 2012. Vi går på ferie med en indkøbsseddel fra det lokale byggemarked, der er længere end de fleste finanslove, og en tro på, at afslapning er noget, man opnår gennem fysisk udmattelse og systematisering af sit liv.
Men så rammer virkeligheden. Solen skinner, eller også regner det præcis nok til, at man ikke kan male, men alligevel for lidt til, at man med god samvittighed kan blive inde. Og pludselig er det den 20. august. Kalenderen begynder at fylde sig selv med møder, og Outlook-ikonet på telefonen føles igen som en tikkende bombe. Det er her, sensommer-rengøringen melder sig – ikke som en lystbetonet aktivitet, men som en desperat handling for at genvinde en flig af kontrol, før hverdagens maskineri for alvor knuser os.
Garagen – hvor drømme dør i en bunke kabler
Hvis man vil finde sandheden om det moderne menneske i august 2024, skal man ikke kigge i deres Instagram-feed med solnedgange og rosé. Man skal kigge ind i deres garage eller deres depotrum. Det er her, de uafsluttede projekter bor. Jeg har selv kigget ind i mørket for nylig. Der står den der kasse med “diverse”. Det er i virkeligheden en kirkegård for ting, vi ikke ved, hvad vi skal stille op med, men som vi ikke tør smide ud. Gamle opladere til telefoner, der ikke har været i produktion i ti år. En enkelt rulleskøjte. Tre forlængerledninger, der er filtret så meget sammen, at det ligner en moderne kunstudstilling om håbløshed.
Vi havde planlagt at sortere det hele. Vi ville være minimalistiske, som de der typer i fjernsynet, der kan have hele deres liv i en rygsæk. Men sensommeren lærer os, at vi er samlere af natur. Vi samler på ting, på minder og på dårlig samvittighed. Og når vi endelig tager os sammen til at rydde op, ender vi ofte med bare at flytte rundt på rodet. Vi lægger de gamle kabler i en pænere kasse og kalder det for “organisering”. Det er en form for mental kosmetik, der skal dække over, at vi i virkeligheden bare gerne vil have lov til at sidde i fred med en kop kaffe og se ud på haven, der også trænger til en kærlig hånd.
Den digitale losseplads og mail-mareridtet
Det er dog ikke kun de fysiske rammer, der trænger til en kærlig hånd her i sensommeren. Det digitale rod er måske endnu værre, fordi det ikke fylder noget i landskabet, før vi åbner computeren. I ferien har vi produceret tusindvis af billeder. De fleste er næsten identiske billeder af den samme is, den samme strand eller den samme solnedgang, som vi aldrig kommer til at kigge på igen. Alligevel ligger de der og æder lagerplads og mental energi.
Og så er der indbakken. Den store, sorte port til virkeligheden. I ferien installerede vi et “autosvar”, der højtideligt proklamerede, at vi ikke læste mails, og at folk bare kunne ringe, hvis det brændte. Men vi ved jo godt, at mails ikke forsvinder, bare fordi vi kigger væk. De ligger og formerer sig i mørket. At rydde op i indbakken i august føles som at tømme en oversvømmet kælder med en teske. Der er nyhedsbreve, vi aldrig har bedt om, invitationer til webinarer, vi ikke vil deltage i, og forespørgsler, der føles som om, de er skrevet i et andet liv.
Sensommer-rengøringen handler i høj grad om at sige nej. At slette. At indse, at vi ikke skal nå det hele. Der er en dyb dannelse i at turde lade de ubesvarede mails fra juni forblive ubesvarede, hvis de ikke længere er relevante. Ordentlighed handler nemlig ikke om at svare på alt, men om at være nærværende i det, man rent faktisk vælger at bruge sin tid på.
At finde ånden i oprydningen
Måske skal vi lade være med at se sensommer-rengøringen som en sur pligt og i stedet se den som en rituel overgang. Det er nu, vi renser ud for at gøre plads til efterårets fordybelse. Når vi smider de gamle aviser ud og får tørret støvet af bogreolen, skaber vi plads til nye tanker. Som Grundtvig måske ville have sagt, hvis han havde haft en overfyldt garage og en bærbar computer, så handler det om at vække ånden. Og ånden trives sjældent i en bunke af ubetalte regninger og uafsluttede hobbyprojekter.
Der er en særlig melankoli over august. Lyset bliver blødere, aftenerne kortere, og vi kan mærke, at en cyklus er ved at slutte. Det er en tid til eftertanke. Hvorfor var det så vigtigt for mig at tro, at jeg skulle nå at bygge en ny terrasse i min ferie? Hvorfor kan jeg ikke bare stille mig tilfreds med at have været til stede? Rengøringen er vores måde at sone vores “synder” fra ferien på – de synder, der består i bare at have nydt livet uden at producere noget målbart.
Vi lever i en tid, hvor alt skal måles og vejes. Selv vores fritid skal være produktiv. Men måske er den bedste form for sensommer-rengøring i virkeligheden at rydde op i vores egne forventninger. At acceptere, at kassen med ledninger må vente til næste år, og at det er helt okay, at vi ikke fik læst hele dannelseshistorien i juli. Det vigtigste er, at vi kommer tilbage til hverdagen med et åbent sind og en smule mere selvindsigt.
Vejen frem mod efteråret
Når støvsugeren endelig er sat på plads, og de mest skrigende bunker er væk, så husk at mærke efter. Der er en lettelse forbundet med at have taget de første små skridt. Hverdagen behøver ikke at være et kaos af dårlig samvittighed. Vi kan vælge at starte på en frisk hver eneste dag, også selvom garagen stadig roder en lille smule.
Hvis du sidder derude i en organisation eller en virksomhed og føler, at sensommeren har ramt jer som en våd klud, så husk, at I ikke er alene. Vi har alle brug for en fælles udrensning en gang imellem – ikke bare af kontorerne, men af måden vi taler sammen på og måden vi arbejder på. Det er her, de virkelige visioner opstår. Ikke midt i feriens døs, men i det øjeblik hvor vi ruller ærmerne op og beslutter os for at gøre tingene ordentligt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
